Spøgelsesskolen

Den snart 100 år gamle bygning stod og gloede på mig, med sine sorte tomme huller, hvor vinduerne en gang havde siddet. En sort kat så mis-tænktsomt på mig, mens den krøb sammen, og ikke rigtigt vidste om den skulle blive siddende eller løbe sin vej. I baggrunden trak grå skyer op, og enkelte dråber ramte mig, mens jeg sneg mig op ad den gamle skoles indkørsel, der var flankeret af to lave rødstensmure. Der blev rigtigt opbygget stemning, tænkte jeg, og tjekkede kameraet for batteri, inden jeg fortsatte op ad indkørslen.

Katten blev endelig enig med sig selv om, at jeg var for farlig, og stak i spring, hen om hjørnet, bag den ene mur.

Det var helt tydeligt at jeg var kommet for sent – og så alligevel ikke. For den gamle bygning stod jo stadig, men da jeg kom indenfor, var det ganske tydeligt, at bygningen kun var en tom skal. Nogen havde påbegyndt en renovering af stedet, men var stoppet midt i processen, og nu stod den smukke gamle skole tilbage, skrællet for al indmad, undtaget de bare mure.

I den ene fløj, bestod kælderen kun af de nøgne murstensvægge, og under en anden fløj, var kælderen ikke bare sort som nat, men også omdannet til en sø. Jeg havde glemt røjserne, så den vej kunne jeg ikke komme.

I den ene ende af et kælderrum, havde håndværkeren nedbrudt noget af væggen, så men nu kunne se ind i den lange hovedgang, igennem, hvad der havde været en lav trappe.

Jeg gik om til sidefløjen, hvor en lille dør førte ind til skolens gamle gymnastiksal. Derfra var der også udsyn ind til sidegangen, der endte i en bred trappe, der førte op til skolens førstesal. Forsigtigt bevægede jeg mig op på denne etage, og fulgte den vindeltrappe, der stod placeret midt på denne etage, op til anden sal. Alle steder var vinduer fjernede, og pudsen banket af væggene. Det flød med gammel isolering og der lå bunker af  puds og mørtel på gulvene. De gamle trægulve gav sig under mine fødder. Bygningen var kun en skygge af sig selv, men der var ingen tvivl om, at den havde været smuk, mens den endnu var i brug.

Realskolen blev opført i 1918, og var selvstændig skole, ind til en gang midt i 1960’erne, hvor der blev indgået et samarbejde med den anden af lokalområdets skoler. Den lille by indeholdt nemlig hele to skoler. Realskolen var i øvrigt  kendt for, at når man var i skole, så talte men rigsdansk. Eleverne måtte pænt lægge deres dialekt i garderoben.

I starten af 70erne opstod der imidlertid det problem, at byens anden skole var for stor til antallet af elever, og på realskolen var det lige omvendt – den klemte lidt om skuldrene. Så i 1974 fik man den geniale og enkle ide: Hvorfor ikke bytte om på skolerne? Det var lidt bøvlet at flytte bygningerne, så det blev eleverne som måtte rykke sig, og under det, der blev kaldt for den store skoleombytning, hjalp elever og lærere med at flytte inventar, bøger, papirkurve, og sure tavlesvampe, fra den ene skole til den anden.

Elevtallet fortsatte dog med at falde i byen, så i 1982 tog man den beslutning, at de to skoler skulle lægges sammen til en – så sparede man lidt på administrationen. Først med opdeling af alderstrin i de to skoler, hvor de yngste elever kom til at gå på realskolen. Senere med udfasning af den gamle realskole.

I1998 var den gamle realskole endelig blevet overflødig. Efter 80 år som skole, blev bygningerne solgt, og skulle nu være hjem for utilpassede unge. Første og anden sal blev ombygget, så der nu var værelser istedet for klasselokaler og depotrum. Men så skete der ikke mere. Projektet døde, og nu lå den gamle skole tom og øde hen.

En kort årrække i 00’erne blev der pustet liv i de tomme bygninger. Udenfor vejede nu det grønlandske flag, da stedet blev brugt som grønlandsk skolehjem.

Da hjemmestyret ikke længere ville poste penge i hjemmet, rykkede byens unge ind – skolen blev nemlig fritidsklub. Men i 2012 var det definitivt slut. Fritidsklubben flyttede, og de flotte gamle bygninger, kom til at stå uberørte hen.

Inden jeg kørte, talte jeg med en sød ældre dame, der kunne fortælle, at bygninger havde stået som byggeplads i et par år. En entreprenant håndværker havde opdaget den gamle skole, og havde vilde planer for stedet. Der skulle bygges 60 billige lavenergilejligheder i den gamle bygning. Håndværkerne havde taget fat, og flået inventaret ud i det meste af skolen. Men ligesom med hjemmet for utilpassede unge, næsten 20 år tidligere, strandede dette projekt også. Den tomme skal blev sat til salg, men som med så mange andre bygninger i “udkants-Danmark” er interessen ikke-eksisterende.

“Det var nok også godt nok, det ikke blev til noget, med det byggeri.” Sagde den ældre dame. “De havde sikkert bare fyldt stedet med flygtninge!”.

Jeg sank en gang, takkede for snakken, og kørte hjem.

En ting var jeg dog enig med den ældre dame i: Jeg kan nu også ret godt lide bygningerne som de står nu, i deres forfald. Men det KUNNE nu også blive et smukt sted at bo…

Hov – det var lige før jeg glemte det. For der var jo også den der historie med spøgelset.

Eller rettere: Spøgelserne. For der skal være i hvert fald to, som huserer i det gamle hus. Gertrud og Thomsen.

Ikke just skrækindjagende spøgelsesnavne. Men med tanke på stedets historie kunne der måske være noget om snakken. For Gertrud kunne da godt være en sød lille skolepige med fletninger – og Thomsen, en muggen gammel pedel – eller nedrig skolelære, der bandt pigerne til radiatorerne i deres fletninger, når de ikke kunne stave “gjort” uden “d”.

Ja, ja, nu digter jeg bare. Fantasien har det med at speede op, når man besøger de gamle ruiner.

Jeg ved jo heller ikke om der er noget om snakken. Måske er det bare lidt lokalkolorit.

I hvert fald mødte jeg ikke andre, end den ondt skulende, sorte kat. Måske er det den der hedder Thomsen…

I januar 2021 faldt en del af skolen sammen. Dens skæbne er stadig uvis, men hælder – desværre  –  nok mere og mere i retning af, at stedet jævnes med jorden inden for en nær fremtid.