Gården med fryseren

Andet besøg på den forladte gård, med den TÆNDTE fryser…
Men den vender vi tilbage til.

Den smukke gamle rødstensbygning – opført i 1915 – har ganske sikkert været en smuk gård en gang. Nu er det så som så med skønheden, da bygningen tydeligvis er under nedrivning. Indvendigt er gulve, døre pg karme fjernede, og tilbage står en blot en tom skal.

Enkelte ting afslører dog, at der her boet mennesker på gårde: et klaver i stuen, gamle aviser på gulvene – og så den tændte kummefryser i det røde rum. Et rum, der ved nærmere eftersyn, afslørede en fint skjult lem til kælderen – men jeg havde yngste arvingen med i dag, og selv om hun var modig, så skulle vi ikke ned i kælderen.

Vi blev i øvrigt modtaget, af en baggang, der ikke så helt ud som da jeg forlod stedet i går. Inden for døren, havde  nogen sat et afkortet kosteskaft på tværs, og lagt en reolhylde på tværs af døråbningen. Nogen havde altså besøgt ejendommen, havde måske endda overnattet der.

Da jeg ikke havde lyst til at skræmme livet af en stakkels hjemløs, råbte jeg ind ad døren, om der var nogen. Der kom naturligvis intet svar, så Freya og jeg gik ind i huset. Vi undlod at undersøge loftet i dag, hvis nu en skræmt person skulle gemme sig der – og jeg havde også undersøgt det i går.

Vi tog en runde i stuerne, men det var den hemmelighedsfulde kummefryser, der stod og brummede i det røde værelse, som havde vores fulde opmærksomhed.

Freya synes det var en god ide, at jeg gik hen og åbnede låget, mens hun stod ude i det, der engang havde været et køkken. Så det gjorde jeg naturligvis.

Jeg tog et greb i fryserens greb, og gjorde klar til at stå ansigt til ansigt med en parteret spejdertrop – stivfrosne.

Skulle jeg åbne langsomt – eller hurtigt?

Jeg valgte hurtigt, og flåede låget op… og veg tilbage, da en kold og ildelugtende luft slog mig i møde. Det lugtede ikke råddent, nærmere hengemt, gammelt, indelukket – ikke særligt rart.

Der var nu ingen døde spejdere i fryseren, blot lidt frossent kød, af nyere dato.

Enten var de blevet levnet, da huset blev tømt – hvilket næppe var sandsynligt. Det var nok nærmere en hjemløs, som havde fundet sig et sted, med en tændt fryser, og nu brugte, eller havde brugt, fryseren til at opbevare lidt mad.

Måske havde vedkommende boet i huset mens det stod tomt, eller måske gjorde vedkommende det nu – det var svært at sige.

Vi lukkede efter os, og forlod stuehuset, for at efterforske staldene.

Da vi gik tilbage til bilen, faldt mit blik pludselig på en havelåge, der stod underlig umotiveret i en bevoksning ved siden af vejen. Et nærmere kig afslørede resterne af en hæk. Huset bag havelågen, var for længst borte.

Det kan i øvrigt synes underligt, at et så smukt stuehus, får lov til at stå og forfalde, for at ende med at blive skrællet, og væltet inden for en nær fremtid. Jeg husker ganske bestemt, at have passeret stedet, et års tid tilbage, og da var huset beboet.

Jeg har senere fundet ud af, at gårdens ejer hed Tom, og at han havde boet der i en menneskealder.
Hvor han er nu, vides ikke. Gården er nu nedrevet, og gør sikkert plads til nyt fabriksbyggeri.