En oplevelse, oplevet et kort stykke vej uden for Ø-gade…
Forleden var jeg til skolemøde.
Det er egentligt et arrangement jeg, så vidt muligt, forsøger at holde mig på afstand af – da jeg åbenbart er overfølsom overfor spelt. Men jeg stoppede med mig antihistaminer – eller når det nu er et skole møde – antihystaminer, og slæbte mit modvillige korpus afsted.
Jeg ved ikke hvad det er med mig, og så folkeskolen. Måske er det blot filten, betonen og de triste indendørs 70’er jordfarver, fra min egen barndoms folkeskole, som har smittet mig med en modvilje mod dette store skrummel. Måske er jeg bare en sur gammel tosse, i et hylster af spæk, sært placeret hår og vrede – eller også sidder resterne stadig i min krop, af den følelse jeg havde – på daglig basis i det meste af min skolegang: Hvad hyland laver jeg her? Er jeg ikke lidt uden for nummer? Rigtig hjemme følte jeg mig i hvert fald ikke.
Mødet blev sparket i gang, og lagde for så vidt fint ud, og i det første kvarters tid, var der såmænd ikke så meget at pege finde ad.
Men så var der inviteret underholdning til sammenkomsten. En lille lærerinde fra naboskolen, indtog scenen. Gråhåret, med hud som overfladen på en poleret kastanje, der liiiige har ligget en anelse for længe inde i varmen.
Hun skulle tale lidt om den gode klasse.
Kender i Den gode klasse? Kort fortalt er det, at forældrene helt skal overtage styringen med klassen, kysse og kramme, og sidde lårene af hinanden. For hvis forældrene elsker hinanden og går i swingerklub sammen, så elsker børnene også hinanden. Men ikke noget med forældre og børn der elsker hinanden. DET er fy fy!!!
Jeg mærkede en uro, der sprang ud fra knæet, og løb videre ned i fødderne. Mit ene ben begyndte at bevæge sig i små stamp mod halgulvet, mens jeg forsøgte at presse det ned med hænderne.
Hun fortsatte, akkompagneret af mine små, næsten ikke hørbare, småtramp.
Det gik over stok og sten, med ting jeg for længst har glemt. Men så kom hun ind på selve mødeafholdelsen.
“…og så skal i alle sidde i en rundkreds!” Nå da da – hun hev den gode gamle traver ind i manegen. Ja vel ja. Jeg var på nippet til at spørge hende, om det var nødvendigt at sidde med front mod hinanden? Om det ikke ville være sjovere hvis alle sad med ryggen til hinanden i stedet? Så undgik man også at blive distraheret af de kønne, såvel som mindre bemidlede ud i menneskelig skønhed, i forældrestakken. Men jeg holdt mine tanker for mig selv – og det skulle vise, at det bestemt ikke blev sidste gang, inden for de næste ca. 90 minutter.
Nå, men vi skulle altså sidde i rundkreds – min nabo bemærkede, at det ville være sjovere hvis det var futtog, som politiet benyttede til demonstranter. Den var jeg helt med på, men så ville jeg også selv vælge hvem jeg skulle sidde mellem…
Kastanielærern gik videre med sin messen om Den gode klasse – som indeholdt forbavsende meget forældremateriale – jeg troede egentlig det handlede om børnene… Der blev opremset arrangementer som vi forældre kunne indbyde til. Det meste var noget forfærdeligt tidsspilde. Hvem gider gå til bowling, når man kan køre på motorvejen, og forsøge at skubbe minibiler i grøften? Eller tage en tur i skoven, når man kan se Søren Ryge på TV?
Men midt mellem alle kedsommelighederne var der et enkelt arrangement som stak ud. Det må jeg sige. Det stak ud – men ikke på en dårlig måde. For kastanjen havde fundet på, at vi forældre skulle afholde en ølsmagning. Jeg fandt aldrig ud af, om vores børn skulle med. Men det håber jeg. Det ville give aftenen en lidt ekstra kolorit, når 15 forældre forsøger at tvinge et glas porter i halsen på deres afkom. Der ville blive noget at fortælle om på Forældetintra!
Til slut foldede hun sine fine hænder, lagde ansigtet i alvorlige folder, og sagde med salvelsesfuld stemme: Og så skal I huske, at det ikke er dine og mine børn, men det er vores allesammens børn!
Der kunne jeg godt mærke en vis uro brede sig fra bentøjet og op i kroppen, for jeg mindedes ikke, at have fulgt Herrens ord om at sprede min sæd i byen. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke har gulpladet yngel i nærområdet. Jeg siger ikke at mødrene til min datters klassekammerater er utiltrækkende fruentimmere. Slet ikke. Men det kom bare lidt som en overraskelse, at jeg – måske – kunne have mere afkom end jeg regnede med. Blev straks urolig for julegavebudgettet…
Nå, første halvdel af mødet blev afsluttet – og så var det tid til det egentlige møde: Mødet i klassen.
Og det er her det for alvor gik op for mig, at jeg stadig – så mange år efter min folkeskolelige værnepligt – falder totalt udenfor resten af flokken. Måske er det min overfølsomhed for spelt, og dets konsumenter, der kommer til udtryk. Men i hvert fald udviklede den næste time til halvanden sig, til en marathon af uforståeligheder, sat til musik af mit hoved der bankede ned i nærmeste bord.
Jeg kunne ikke drømme om at sige noget ondt, om forældrene til mine datters klassekammerater – de er søde mennesker. Også selv om de ikke skulle mene det samme om mig. I min verden er et sødt menneske, en person der ikke har slået mig. Med mindre jeg har bedt om det.
Men nu er det at spelten kommer ind i billedet. Jeg begyndte at klø over hele kroppen, min næse begyndte at løbe og mine øjne blev slørede. Der var helt klart spelt i luften, Masser af spelt. Selv på gulvet, lå der et tyndt, gråligt lag speltmel.
Jeg kunne mærke at det her blev godt. Jeg kunne også mærke, at dette var aftenen, hvor min mund skulle holdes lukket. Så jeg bed mig i tungen, og nøjedes med at lytte.
Emnerne var mange – bl.a. så mente en at det var en dårlig ide at børnene havde en bolle med pålægschokolade med i madpakken.
Min krop begyndte at ryste. Inden i hovedet skreg en stemme: Hvis det er så stort et problem, at ungerne spiser ET stykke pålægschokolade med en samlet kampvægt på ca. 4,5 gram – SÅ SKULLE I NOK DROPPE SCHOKOLADESOVSEN TIL KARTOFLERNE!!!!
Men jeg sagde ingenting – men mit ben kørte hurtigere…
Næste emne: Legetøj med i skolen. Nogle af drengene led åbenbart af lidelsen iPadisme, der gav sig udtryk i, de samledes i grupper, og spillede på deres tablets i frikvarterne. Super hyggeligt ser det ud – 7-8-9 knægte, siddende på et bord, med en eller flere iPads – og en summende snakken.
Men der var nogle af drengene som tilsyneladende havde lidt svært ved at slippe tabletten igen. Og ikke ville slippe en tablet, det kan man ikke få piller imod…
Atter kørte det rundt i mit hoved: Hvorfor er dit barns hænder så fedtede, at han ikke kan slippe iPaden? Lær ham dog at vaske hænder…
Foden kørte nu endnu hurtigere -som benet på en hund bliver kløet det helt rigtige sted.
Eneste mulige løsning var, at den kære iPad skulle blive hjemme! Logisk nok.
Jeg var bare glad for, at det ikke var en af børnene som havde et problem med f.eks mælk, så ingen i klassen måtte få skolemælk, for ikke at gøre det svært for vedkommende.
Eller tænk hvis en af drengen ikke brød sig om piger – de har jo tøselus i de små klasser – og så måtte alle pigerne blive hjemme til det gik over i 7.-8. klasse…
Min fod stampede nu, som en tunet dekupørsav.
Næste emne var sjovt nok også legetøj. Men nu skulle klassekassen indkøbe diverse legetøj. Altså DET GODE legetøj. Aktivt legetøj.
Jeg var ved at være træt af min stampen, der bare tog til i styrke, og nu var ved at brede sig til begge ben.
Der skulle købes bolde og andet godt.
Hele tiden kredsede det rundt i mit hoved: der er åbenbart noget legetøj som er mere spelt end andet. Og sjovt nok er det det legetøj, der – set med mine øjne – er det mest uspeltede… Men hvis nu Arnold ikke skulle bære sin iPad i den ene hånd i skole, så kunne han jo bare tage sin fodbold med i den hånd i stedet. Og så behøvede klassekassen slet ikke købe legetøj! Sikken en god ide – som jeg helt undlod at delagtiggøre forsamlingen i. Jeg havde mere end nok at gøre med at holde orden på understellet, der nu dampede afsted, og fik min stol til at hoppe rundt på gulvet.
Jeg skrev mig bag øret: Elektronisk legetøj – fyyyyy! Aktivt legetøj – megaspelt!
Super – sidst jeg tjekkede var skydning også en sport – så jeg måtte hjem og finde min softgun frem, så datteren min, kunne få den med i skole. Så måske klassekammeraterne fik en grund til at løbe.
Men, men, men – det bedste var stadig til gode. Hele aftenen var blevet opbygget, som en tre trins raket. Først den let ophidsende del, så den der fik vreden til at ulme – og endelig – NU – tredje trin: Nu skulle blodtrykket hæves så meget, at mit hoved ville sprænge i luften, og male blomster på klasseværelsets loft. Yihaa – jeg glædede mig.
Spise-lege aftaler.
Prøv lige at smage på det. Det har en let krydret smag af gammel dansklærer-armhule, tilsat essensen af spildte timer og udtræk af forældre, der vil alt for meget på deres børns vegne. Det er som at slutte en god dag af med at få en rodbehandling.
Atter må jeg sige: Det er slet ikke utænkeligt at jeg ikke helt har samme syn på mine børns behov, som andre forældre har. For når jeg hører “spise-lege aftale”, så væmmes jeg i en grad, så kvalmen står mig helt op i øjnene. Mens andre forældre danser rundt på stedet og bare synes det er det bedste der er opfundet siden pizzaburgeren.
Først skal ynglet lige være seks timer i skole, så skal de være to timer sammen med deres kammerater i DUSsen – og så lukker og slukker vi lige, med 3 timers ekstra tvungen kvalitetstid med de samme personer, de har tilbragt hele dagen med.
“Ar men arlså – ungerne danser rundt hele dagen, når der spise-lege aftale – de glææææjer sig sådan!” Fint nok – men min glæde er til at overse. Bytter gerne spise lege-aftale ud med tre timers lette spark i ansigtet af arrig kænguru.
Så mens de andre forældre aftalte indhug i ungernes i forvejen sparsomme fritid, så sad jeg med lukkede øjne, og forsøgte at holde stemmerne ude af hovedet.
Jeg kartede nu rundt på min stol nede bagved. Stolen dansede afsted som firebenet edderkop på en tændt kogeplade. Hvis jeg ikke skulle ende med at eksplodere, så måtte mødet snart slutte. Jeg kunne snart heller ikke mere. Det havde været en oprivende aften, der havde tæret hårdt på min tålmodighed.
Endelig sluttede mødet. Jeg trådte på min ene fod med den anden, og min stoledans stoppede samtidig.
Der blev sagt farvel. Og mens jeg kørte hjem – med åbne vinduer, råbende eder og udspyende min arrigskab over træerne jeg susede forbi – glædede jeg mig over, at der er et helt år til næste gang. Så jeg har 12 måneder til at få aftalt noget andet til denne aften.