– eller “Da jeg pludselig fik en trane”…
Ja, nu er I nok lidt spændte. “Hvad er den af, jan, har du fået en kæletrane? Troede ikke du måtte have dyr i lejligheden?”
Og det har I fuldstændig ret i – min lejlighed er så billig, her ikke må være dyr… yihaaa – Revy-Jan strikes back.
Nå, tilbage til historien, der tager sin begyndelse forleden dag, hvor det havde været lidt småkøligt om natten, og bilerne derfor havde fået et fint lag glasur. Det var også en af de dage, hvor jeg var uheldig med parkeringen, og havde måtte henstille min nydelige Wagon, i den modsatte ende af Vendsysselgade. Ro på – Vendsysselgade – ikke Vendsyssel!
Men jeg travede altså hen i den modsatte ende af Vendysselgade, for at se hvordan mit kære transportmiddel, havde klaret en nat, med pingviner omkring fødderne.
På vejen derhen, passerer jeg en nydelig ung dame, som var i den indledende fase, af isfjernelse på sin lille bil. Hun lignede en der frøs en smule, men hendes nederdel eller kjole – det var svært at se for den vamsede jakke – var heller ikke særlig lang, og strømperne nærmest ikke eksisterende. Hun kiggede på mine shorts, med et blik der udtrykte lige dele vantro, beundring og væmmelse.
Idet jeg passere hende, nærmest knipser hun til det tynde islag på forruden. Men det ved I sikkert nok, ikke er den mest effektive måde, at fjerne isen på forruden på. Hun forsøgte igen. Med samme nedslående resultat. Forruden er smukt matteret, med deraf følgende dårligt udsyn. SÅ meget har ungmøen dog fattet. Jeg bemærker, at hendes ansigt får samme tomme udtryk, som en hjort, der tilfældigvis har fundet en tabt fjernbetjening, en bilnøgle samt en CD med Rasmus Seebach. Absolut ingen anelse om, hvad det er, eller hvad det skal bruges til.
Jeg skotter tilbage mod hende, nysgerrig efter hvordan dette mon ender. Men jeg kan jo ikke så godt stille mig op, og give mig til at glo på hende og hendes tacklen af nattefrostens udfordringer. Og hvis jeg gav mig til at hjælpe hende, så ville hun jo intet lære – og jeg ville gå glip af et muntert Ø-gade indslag.
Og det er her, jeg pludselig får en trane. En stor flot trane, lydende navnet Volmer.
Tranen er naturligvis kun eksisterende i mit hoved, men jeg har nu en undskyldning for, at traske over på den grønne stribe græs bag den lave hæk, og lede efter min imaginære trane – og gå i skyggen og og betragte hvordan hun kommer videre med isproblemet.
Så jeg trasker over mod hækken, mens jeg – med næsen i sky – kalder på på den usynlige trane Volmer, som må befinde sig et sted i luften over Ø-gade. Alt dette foregår naturligvis inde i mit hoved – der er rigeligt med plads til en trane derinde. Men jeg går altså og kalder på Volmer. Dumt, fordi det er inde i mit hoved, og fordi Volmer ikke eksisterer. Men det giver mig glimrende udsyn til pigen og hendes bil.
Hun prøver at gnide på forruden med sin vante, men det batter ikke rigtigt. Hun forsøger på den anden side af forruden. altså højre side – ikke indersiden. Men isen er af nogenlunde samme beskaffenhed på forrudens højre side, som på den venstre.
Jeg kalder på Volmer.
Hun står og grubler lidt, tager så sine vanter af, og forsøger at smelte islaget, med den sine bare hænder. Det opgiver hun hurtigt. Hun er lige ved at få øje på mig, men jeg skræpper som en trane, kalder “Volmer!”, og hun retter sin interesse mod bilen igen.
Nu går hun om til bilens bagende, åbner bagsmækken, der løfter sig med en knirken. Hun roder lidt inde i bagagerummet, tager nogle ting frem, som jeg ikke kan se hvad er. Det har muligvis været reservehjulet eller måske en tom dunk, der engang har indeholdt sprinklervæske. Jeg beslutter mig for, at hvis jeg skal have en trane til, så skal den hedde Sprinklervæske.
Hun opgiver, lukker bagsmækken, og stirrer igen på islaget på forruden.
Jeg fortrækker lidt hen mod min bil, for ikke at tiltrække mig mere opmærksomhed, end højst nødvendig, mens hun forsøge at stirre isen væk.
Men hun er åbenbart et køligt fruentimmer, for det virker ikke.
Pludselig får hun en åbenbaring. Og med en iver, som en skabsbefængt ræv med skoldkopper, giver hun sig til at kradse i isen på forruden, med sine negle. Det hviner og skærer, så mine trommehinder bander hende langt bort, og jeg forbarmer mig over mine ører, og kryber ind i min bil, selv om det tager lidt af udsynet.
Jeg opdager, at Volmer har taget plads på passagersædet. Den kigger på mig, trækker på skuldrene, og giver sig til at ordne sine fjer. Det er i grunden en alt for stor fugl, til så lille en bil, farer det gennem mit hoved.
Isspåner flyver om ørerne på pigen. Hun kradser som besat, og lidt efter lidt, forsvinder isen. Efter et stykke tid, mener hun at hun er færdig, stopper, træder et skridt tilbage, for at beundre sit værk.
Og det er flot – det må jeg sige. Hendes kradseri har skrabet et lille stykke af forruden fri, så det nu ligner at stort sort-hvidt skrabelod. Jeg kan fornemme, helt over i min bil, hvor frustreret hun er – for hverken vanter, bare hænder, reservehjul eller negle, kan fjerne isen, der stadig dækker det meste af ruden, bortset fra enkelte frikradsede striber.
Volmer er ved at blive utålmodig. Jeg må godt se at sætte kursen mod Aabybro, hvor Volmer skal mødes med en stor flok imaginære traner, som skal flyve i formation mod grænsen, hvor de skal ind og købe proviant til resten af turen sydpå. Men Volmer får vente – jeg vil gerne se hvordan hun får løst problemet.
Pigen kaster et sidste blik på forruden, åbner døren, kryber ind, og giver sig til at lede febrilsk, i sin taske, handskerum, under sæderne – alle vegne. Og minsanten om hun ikke har heldet med sig. Triumferende stiger hun ud af bilen, mens hun stirrer på noget hun har fundet. Jeg kan ikke se hvad det er – det kan være sko, et lille klaver – eller måske en anden trane. Hvad ved jeg. I hvert fald gnider hun det fundne, mod ruden, med fornyet kraft og iver. Og missonen ser ud til at lykkes. Hun får renset forruden, og en efter en, skraber hun de andre ruder rene for is.
Jeg får øjenkontakt med Volmer, der nikker anerkendene. Det er godt skrabet af hende.
Endelig stiger hun ind, starter bilen, bakker ud, og forsvinder – forlæns – ud af Ø-gade. Jeg starter også min bil, og triller roligt ind mod centrum, kører over broen, og sætter kursen mod Aabybro.
Hele vejen opfører Volmer sig eksemplarisk, uden at skide på sædet, og først lidt uden for Aabybro begynder han at blive urolig. Jeg åbner vinduet, Volmer kigger på mig, og flakser ud i morgenen.
Det er også alt for upraktisk med en kæletrane, når man kører i Wagon.