– en ud-af-Øgade-oplevelse
Lad mig begynde med at slå fast: Jeg er ikke gør-det-selv-typen. Flere personer i min nærmeste familie er ganske habile handy-men, men de gener der skulle udstyre undertegnede med disse evner, er med tiden fordampet, eller har aldrig været til stede. Kort sagt: Jeg kan ikke slå et søm i et bræt, uden at ødelægge søm, hammer, bræt, begge mine hænder, samt gøre skade på såvel indbo som alt levende, der måtte opholde sig i det nærmeste nabolag. En rigtig uhandy katastrofe.
Derfor kom det som en overraskelse for mig, da jeg forleden, på mit arbejde, fik den tanke, at jeg da snildt kunne bikse en juletræsfod sammen. Nu er det ikke sådan noget der sker hver dag, at jeg falder i staver, og får lyst til at begive mig ud i sløjd-projekter. Men dagen efter, skulle vi holde et lille jule-tam-tam på NordVIrk, og i den forbindelse var der indkøbt et smukt grønt juletræ. Og det lå der på gulvet, og så så uendelig trist ud. Juletræer udtrykker bare uendelige mængder weltschmerz i vandret position…
Og da jeg i det samme så et ganske lækkert bræt stå i et hjørne og kede sig, så var kimen lagt, til hvad der senere, skulle vise sig at være, en rigtig dum idé.
Nå, men jeg havde stået og betragtet brættet og træet, fra min plads ved labelprinteren, og herfra virkede projekt juletræsfod, som et ganske overskueligt stykke sløjd, mine ringe trækundskaber taget i betragtning. Jeg fandt en sav, en tommestok, tjekkede nærområdet for døde såvel som levende, der kunne gå i stykker, fik målt op, og fik savet de fire stykker træ ud. Nu skulle de blot skrues sammen, og så skulle der bores et hul til den store skrue der skulle fæstne træet til foden. Piece of cake – ingen ben i det. Det var da umuligt at fucke up, selv for tømrertossen her.
Krydset blev samlet, de to støttefødder sat på – det lignede lige præcis det det var: et kryds med fødder. Jeg fik boret et hul i midten af foden – ikke for stort. Nu skulle foden bare monteres på træet – der stadig lå og henslængte tilværelsen som gulvpynt.
Jeg placerede en stor skrue i det forborede hul, placerede foden mod træet, og så gav jeg den ellers gas med boremaskinen, der, til lejligheden, var blevet ustyret med såvel bit som bitholder. For Jørgensen hvor han kunne, ham Jan.
Havde jeg nu ikke haft et solidt greb i et af træets tykkere grene, så var der nok ikke sket noget – men det havde jeg altså.
Og havde hullet i i foden ikke været lige med det mindste, så var skruen sikkert bare ræset gennem hullet. Men hullet var lige lidt til den stramme side.
Skruen skulle naturligvis bare have smuttet gennem fod og træ, men i stedet borede den sig fast i foden, der nærmest øjeblikkeligt gik fra fredelig monteringsaggregat til hæsblæsende og dødbringende rotor. Foden snurrede rundt, som en løbsk propel. Et piskeris fra Helvede med indlagt av. Juletræet lød præcist som et propelfly. Måske en overvejelse værd, Julemand, hvis transportmidlet skal opgraderes?
Som nævnt havde jeg et solidt greb i en gren, så før jeg nåede at kunne give slip, havde rotor-foden ramt min hånd et utal af gange. Helt præcist fire gange på en runde – gange mange runder.
Og den blev ved og ved. Men jeg holdt stædigt fast, så rotoren blev ved med at ramme min hånd. Det gjorde godt nok lidt naller.
Her ville de fleste nok bare have kylet træ, fod og boremaskine ad Hekkenfeldt til – men ikke mig. Mens propel-foden bankede min hånd til en blød handske af smerte, overvejede jeg lige om det ikke var en god ide at slukke for boremaskinen, eller i det mindste bare sænke farten en anelse. Og det viste sig at være en rigtig fin ide, da jeg endelig fik det gjort.
Jeg ømmede mig lidt, mens jeg betragtede min venstre hånd. Men jeg er heldigvis solidt bygget, for der var intet at se, selv om hånden godt nok raslede lidt, når jeg rystede med den. Efter lidt tid, fik jeg monteret foden på træet, efter Pisa-modellen: 86 grader er også en slags lodret. Men det stod da.
Hånden derimod, føles som har det været underlag, for otte bryggerheste med tilhørende flodheste-ryttere, til deres første lektion i heste-riverdance. Men raslelyden er forsvundet, selv om hånden stadig føles som har fingrene migræne.
Skide være med det – det skal gøre lidt ondt at holde Jul…