Lyder det kryptisk? Det er det såmænd slet ikke. Det er bare tykke nisseskæggede undertegnede, der trækker sommeren i langdrag, med stædig shortsiklædning – om så pingviner kommer farende ud fra Østre anlæg og bider mig i mine blåfrosne knæ.
Julen varer lige til Påske – og sommeren varer lige næste forår.
Men en trind herre med grålig hagemanke og shorts i december, kan godt tiltrække sig mere opmærksomhed end ønskeligt. Og mig, der bare vil være i fred – julefred – og daske rundt og spise mine pebernødder.
Men sådan et par herrepusselanker i korte rør, i december måned – en december der opfører sig som en junidag – kan godt virke som en rød klud på visse indbyggere i, det ellers dejlige og fredelige, Ø-gade.
Som f.eks. et nydeligt ældre ægtepar, der frekventerede samme dagligvarepusher som undertegnede – altså SuperPusheren på Færø Plads.
Jeg skulle blot have lidt daglige fornødenheder: mælk, lidt mere mælk, en slat mælk og så lige lidt mælk. Ja, vi er vilde med kojuice i min familie. Men for at komme ned til mælkekøleren, skal man løbe spidsrod gennem bugnende hylder og bredbagede kunder. Så det kan tage sin tid. Jeg fik kæmpet mig gennem frugt og grønt afdelingen, uden der trimlede gods ned i indkøbskurven, slog et smut forbi kødvarerne, og hen forbi pålægsmontren, hvor et nydeligt ældre ægtepar, var ved at studere en spegepølse, eller muligvis en pølselignende dildo, designet af seksuelt opstemt pølsemager. Jeg kneb mit klejne legeme forbi de to, som fyldte godt i gangen, med deres vogn, pølse og pensionistkorpus gange to. Jeg når kun en leverpostejs længde væk, da jeg hører konen sige:
“Så du han havde korte ben?” Manden mumlede noget, jeg ikke kunne høre – muligvis havde han taget forskud på pølsen.
Jeg kiggede mig lidt omkring, men vidste jo godt, at det kun var mig, der luftede mine elskede shorts i Brugsen på denne, for de fleste, tekstilkrævende årstid.
Jeg smilede for mig selv – det var bestemt ikke første gang børn, såvel som ældre medborgere, havde gjort mig opmærksom på, hvad jeg allerede godt vidste. Jeg havde selv iført mig disse kortbensovertræk tidligere på dagen, i nogenlunde ædruelig tilstand, og ved mine sansers fulde brug.
Jeg besluttede mig for at prøve den ældre dame af, måske endda få hendes mand til at sige noget forståeligt, så jeg dappede tilbage mod kødpålægget, og gav mig til at studere en dejlig pakke vacuumpakket rullepølse. Den var pæn rullet, det var den. Jeg vendte hovedet, fik øjenkontakt med den ældre dame, der frøs et kort sekund, for derefter at trække blikket til sig, for så, ihærdig, at begynde at undersøge noget andet kødpålæg.
Rullepølsen blev lagt tilbage på hylden, og jeg trak mig lidt bort. Straks kastede hun sig over sin mand. Hun sagde en hel masse – hurtigt – hvoraf jeg kun opfattede noget med “…korte ben igen…”… Manden mumlede igen et eller andet uforståeligt.
Jeg nænnede næsten ikke at sige til hende, at de korte ben hun omtalte, stod helt uden for min magt at ændre. Dem havde jeg fået i dåbsgave af mine kære forældre, og de havde nu en gang den længde, som naturen havde kodet mine gener med.
Mine shorts derimod – og det var jo nok dem hun henviste til – havde jeg selv købt. Et skønt sort par, med dejlig store lommer, og plads til både popo og andre ekstremiter under bælteniveau.
Gammelpot og frue hastede videre til frostvarerne, mens jeg gik ned til mælkemontren, og indkøbte en mængde mælk, der ville havde fået Cleopatra til at rynke et bryn, og satte derefter kursen mod kasserne – i dette tilfælde betyder det betalingsområdet, selv om andre betydninger kunne være sjovere.
Jeg lossede mit papindhyllede koudtræk op på båndet, da hr og fru pølse kom anstigende, og placerede sig ved den anden kasse. Jeg have en ubændig trang til, at trække lidt op i buksebenene for at afsløre mit vinterblege lår for fruen, men bange for eventuelt utilsigtede gener og sideeffekter, lod jeg være, men nøjedes med at linde på min imaginære hat, da jeg forlod stedet med mine flydende indkøb.
Lige før jeg forsvandt ud af butikken, drejede jeg hovedet mod kasserne, og fik øje på hr. pølse, som stod og kiggede langt efter mig – eller også kedede han sig bare, og kiggede over på slikafdelingen. I hvert fald smilede han en anelse.
Måske fordi han glædede sig til en pølsemad når han kom hjem. Måske fordi han kom i tanke om sin barndoms knickers eller måske fordi han kom i tanke om sin kone, da hun i 1955, under ferien til Skagen, spankulerede rundt i shorts – og intet andet.
I hvert fald spankulerede jeg hjem, mens decembervinden kølede mine to kogende ben ned.
Glædelig for-jul – and may the shorts be with you! 😉