Dating.
Prøv lige og smag på det ord. Det lyder lidt som den person, der ræser rundt og tjekker udløbsdatoer på varerne i supermarkedet.
“John, dater du ikke lige brødafdelingen, så dater jeg pålægget imens?”
Men lørdag aften for en djævel i mig: Hvad laver en mand som dig alene en lørdag aften? Du er stadig i den fødedygtige alder, du har endnu en del af dit hår, og mave for to? Du er da et catch, dit store handyr!
Jeg var nu ikke helt overbevist.
Men den lille djævel på min skulder blev ved: Kom nu, tykke. Du har været single nu i mere end halvandet år. Op på hesten, der må være prinsesser der tænder på tykke prinser! Eller nogen som kan bruge dig til at holde en heliumfyldt vandseng nede.
På min anden skulder sad min gode samvittighed, og trak på skuldrene: Bland mig udenom, jeg er i gang med min lørdags krydsord!
Således overladt til min samvittighedsløse dårlige samvittigheds eminente overtalelsesevner, tændte jeg for Mac’en, og fandt hurtigt en dating-site. Det skal siges at jeg har snuset til disse online-kødmarkeder før, men hver gang har jeg trukket stikket, og siddet med en sær fornemmelse af at skulle sælge mig selv. Det er jo nærmest en form for selvcentreret slavehandel – og er det ikke forbudt?
Nå skidt – der var kaffe på kanden, så hvorfor ikke give det et skud.
Jeg fik mig oprettet med navn og kodeord og hele svineriet – Rullesteg68. Så skulle der tastes alverdens standard oplysninger ind:
Alder, vægt (gud bedre det), Hårfarve (Der måtte jeg lige konferere med passet – har ikke set mit hår siden 1991) osv.
Alenlange lister skulle udfyldes, og de blev gradvist mere og mere udleverende:
Er du til dværge?
Vil du evt. flytte uden for landets grænser for at finde kærligheden?
Kan du stå på et ben på stylter?
Har du kysset med dyr?
Er du sikker på at dine forældre er dine forældre?
Hvor meget vil du betale for en kæreste? (der blev jeg ærligt talt lidt ilde til mode!)
Jeg fik udfyldt oplysningerne så godt jeg formåede, og så var det videre til selve salgstalen.
Der måtte jeg lige have en kølig humlesaft og en lille pause.
For hvad skriver man lige? Til mit held har jeg jo lavet utallige annoncer for andres skidt og møg – så kunne jeg vel også finde på en fængende overskrift og annoncetekst til lille mig. Jeg tænkte så det knagede og gav sig i kraniet, og endelig dukkede overskriften op:
Skæg fyr med grålig hanekam på hagen, søger skægpest-resistent kvinde, gerne med egen skægagame.
Hå – det lød godt, hang godt sammen – men det var alligevel lidt for langt. Og det med øglen – hvor kom det fra?
På den igen.
Hvad så med:
Hårdt udspændt tegnedreng, med slunken ditto, søger kvinde med eget seddeltrykkeri.
Naaaa…!
Delefar søger delemor. Nej, det kunne misforstås – jeg ville jo ikke i swingerklub.
Aj – det var svært det her. Hvad så med:
Passerelskende pumpernikkel-entusiast med høj prutgaranti søger…
Nej, nu blev det en tand for mærkeligt. Hold det helt straight, Jan:
Glad tyksak med eget ryatæppe søger partner med hang til kaffe, smørrebrød og voldsfilm.
Ja – der var den. Der var noget om mig, der var noget blødt, og så var der noget lækkert og spændende.
Så var jeg i gang. Men det skulle blive meget sværere.
Jeg forsøgte at beskrive mig selv, men det kom hele tiden til at lyde som deklarationen på en virkelig dårlig bøtte skinkesalat, med alt for meget mayonnaise i. Jeg slettede, startede forfra, og efter en halv time. havde jeg skrevet en linje:
Min datter siger jeg er grim uden skæg – hvis du har et barn der siger det samme om dig, er vi nok som skabt for hinanden.
Det var ikke stor lyrik, men det måtte være således.
Videre med interesser, og det var mindst lige så svært at få ned på skrift. Og der var jo nok at tage af, så den sætning kom til at lyde således:
Kaffeelskende Passerfan – kålglad fjertoman – ruinfotograferende tegnedreng – filmhungrende chokoladegnasker.
Så – det måtte være nok – der skulle jo også være noget at tale om. Ikke servere alle godterne med det samme.
Nu var det tid til at sætte ord på, hvilken type kvinde jeg søgte:
Tja, hun skulle da gerne være i live, eller i det mindste ikke alt for langt fremskreden i forrådnelsesprocessen. Og så måtte hun da også gerne have lidt humor, så hun i stedet for at hyle op i forskrækkelse, ville le, når hun så mit ansigt som det første, når hun vågnede.
Og lidt former ville da heller ikke være at foragte. Og ben. Og måske også en stemme, så vi kunne tale sammen.
Jeg kunne godt se, at det var nogle nærmest overdrevne krav. Men det var altså sådan jeg havde det. Nu skulle det bare sættes sammen: Søger pige med krop og gerne de fleste lemmer, næsten lugtløs, og forholdsvis fast i kødet. Det sidste kan evt. klares med en stram våddragt.
Nøj hvor det kørte. Jeg skrev og skrev.
Er selv delefar men deler gerne ud af mig selv til dig også. (Yes – kækt og lidt lummert)
Er du ikke bange for at komme i klemme mellem mine mavedeller, så tøv ikke med at give lyd – så hiver jeg hurtigt ud igen. (Sådan, Jan, overraskelsesmoment – det skal man ikke kimse af)
Glæder mig til at høre fra dig osv. – fin afslutning tadaaaa. Yes!
Ar men altså – hvis ikke det kunne vælte tøserne omkuld, som tilskuerne på fjerdedagen på Køge kålfestival, så havde jeg totalt mistet even til at snakke underbenklæderne af et fruentimmer.
Jeg var helt oppe at køre. Med den tekst var jeg jo slevskreven til en kødrand af babes, hungrige efter smålasket gråhårshunk med egen Suzuki Usmart.
Jeg skulle bare lige læse en sidste korrektur – og så online med fruefangeren.
Og det var så her det kørte lidt af sporet, for den geniale tekst, der i mit hoved ville vinde priser og støvsuge Øgade for kørvel og skønjomfruer lød således:
Glad tyksak med eget ryatæppe søger partner med hang til kaffe, smørrebrød og voldsfilm.
Min datter siger jeg er grim uden skæg – hvis du har et barn der siger det samme om dig, er vi nok som skabt for hinanden.
Kaffeelskende Passerfan – kålglad fjertoman – ruinfotograferende tegnedreng – filmhungrende chokoladegnasker – søger pige med krop og gerne de fleste lemmer, næsten lugtløs, og forholdsvis fast i kødet. Det sidste kan evt. klares med en stram våddragt.
Er selv delefar men deler gerne ud af mig selv til dig også – hvis du forstår sådan en lille skævert…
Er du ikke bange for at komme i klemme mellem mine mavedeller, så tøv ikke med at give lyd – så hiver jeg hurtigt ud igen.
Glæder mig til at høre fra dig – eller som en gammel kollega en gang sagde:
Tak fordi du skrev – skræv snart igen!
Jeg glemte helt at synke min kaffe, der lå på tungen, som en skoldhed smeltet skovsnegl.
Den tekst var jo….. den var jo…. den var jo… GENIAL!
Den røg online med sådan en sidevind. Det er nu snart et døgn siden, men jeg har endnu ikke modtaget så meget som et svar.
Men siden kan jo have været nede…
Nå, skidt – hvad skal man også med et hunkønsvæsen, når man har TV og øl i kælderen?