Julen 1979 (en brun julehilsen)
Jeg har fået en lommeregner. Wow – hvad kan man ønske sig mere?
Den er hvid med frække sorte taster, af mærket SHARP, og jeg har nu ligget under spisebordet, og lagt 1 og 1 sammen i næsten en time.
Men jeg er kommet til at trykke på sletteknappen nogle gange – så jeg ved ikke hvor mange gange jeg sammenlagt har trykket på lig-med tatsten. Der står 793 i displayet nu.
794.
Hvorfor jeg ligge runder spisebordet? Det er det eneste sted der er fred. Vi holder juleaften hos min mormor og morfar, sammen med resten af den pukkelryggede, så der er et leben og skrålen og vrælen. Og et støjniveau som i udstødningen på et jagerfly. Det flyder med papir over alt, og mine forældre er i færd med at lede efter en af mine brødre, som vist er blevet smidt, sammen med første sending gavepapir.
Nej, så hellere freden her under spisebordet.
Jeg har klemt at par strikkede vanter ind i ørerne – det tager den værste støj.
For lidt siden kom min mormor ind, med et fad fyldt med nødder. Det var ca. 10 sekunder før hun snublede over min kravlende kusine. Nu er der nødder over alt. Nogle af dem ramte min morfar, som sad og slappede af i sin yndlingslænestol, med en af de bøger han havde fået i gave. Hans mave havde nogenlunde samme effekt på hasselnødderne, som havde de ramt en trampolin. Så ikke nok med at der er nødder over alt, så ramte de også min mormor i hovedet. Godt hun lige har fået de nye briller, med det kraftige brune stel. Og det tykke glas. Morfar har slet ikke bemærket at der har kilet sig en valnød fast mellem hans dobbelthager.
Bag mig, under bordet, klemt op mod væggen, ligger mine gaver. Det er mest bløde pakker – men sådan er det jo, når man kommer fra en strikkegal familie. Heldigvis tror jeg nok, at slip over’en er for lille. Så er alt det juleæderi ikke helt spildt, selv om jeg har så ondt i maven som en fødende der føder femllinger – samtidig. Note til mig selv: Stop efter 12. portion ris a la mande.
A la mande – det hedder da allamang? Det lyder som en ordblind tarmskyldning.
I hvert fald ligger jeg her under bordet, og vipper på maven, mens jeg trykker på lig-med knappen.
Nu står der 903.
Pludselig lyder der skrig ude fra køkkenet. Det er sikkert mine onkler som er oppe at slås over de sidste frikadeller. De skal altid hugge maden på hinandens tallerkener. Larmen bliver højere, og lige med et breder tumulten sig til stuen. Jeg ligger helt stille, og forsøger at falde i et med det orange-brune gulvtæppe med den skiftevis høje og lave luv, men det er svært med min blege hud, selv om de brune fløjsbukser gør hvad de kan.
Mine onkler kommer ræsende ind, med min mor i hælene. Hun forsøger at få dem dæmpet ned – uden held. Men så lyder der skrål ude fra gangen. Og alle stimler derud.
Jeg trykker lidt mere på lig-med knappen. 999. 1000.
Det må da være en rekord.
Jeg har også fået et par kondisko. Jeg har slet ikke ønsket mig dem – meget mærkelig julemand, der sådan giver gaver man slet ikke ønsker sig. De er grimme. og så har de tabt en stribe. Der kun to hvide striber på dem. Det er vist det man kalder for et par Fattigdas.
Med den mængde sport jeg dyrker, så kan jeg jo ha’ de sko til jeg fylder 25.
Nu lader det til at tumulten er begyndt at lægge sig. Mine onkler, tanter, moster, fætre, kusiner, brødre, far og mor, myldrer ind i stuen. Og med et er alle pladser optagede. Gulvet flyder med papir. Jeg kan lige nå et stort stykke, som jeg trækker hen over mig, så de forhåbentlig ikke ser mig.
Men selvfølgelig ser min mor mig.
Hun spørger om jeg har fået nogle gode gaver. Jeg trykker forkert, og sletter alle tallene. Pislort.
Jeg begynder bare forfra. 1 plus 1 lig med 2. 3. 4. 5. …
Mor spørger igen, om jeg har fået nogle gode gaver. Jeg nikker, men ryster på hovedet indvendigt.
Hun opgiver. Jeg er ligeglad – for hun ser jo alligevel alle mine gaver om lidt, når den obligatoriske 2 timers gave-fremvisnings-runde begynder.
73. Ikke gaver – tallet i lommeregnerens display.
Jeg kan lige ane juletræet, hvor Muggi, mormor og morfars pekingeser, har søgt ly for al hurlumhejet. Den farer bjæffende ud, da min kravlende kusine, sniger sig ind på den, og jager en Barbiedukke op i dens lille pekingesermås.
Jeg har kvalme.
Og jeg har svært ved at trække vejret.
500 gram juleslik går dårligt med 12 portioner risallamang. Mang – ikke mande…
Gavefremvisningen er heldigvis overstået, og alle sidder nu med tomme blikke, udspilede maver, og oser langt væk af træthed.
Jeg er kommet ud fra min hule under spisebordet, og foran mig ligger alle gaverne. Undtagen en. Den brune, grøn, rød og gulstribede slipover, i størrelse alt for lille, er nemlig blevet krænget ud over min hvalpefede krop – for min mor ville gerne lige se den på. Mine protester blev ikke hørt – og jeg kan love for at garnet er på overarbejde. Det samme er mine lunger, der hiver luft ned, i den indsnørrede drengekrop, med en lyd der minder om dårlig sammenskruet cykelpumpe. Jeg giver op, falder ned i en tom krog, med min lommeregner i hånden. Min mave er næsten lige så stor som min morfars. Vi ser også lige trætte ud.
I lommeregnerens display står der 1107. 1108. Årh hvad – så blev rekorden stukket.
Min lillebror siger noget til mig, jeg svarer – og trykker i det samme på slette-knappen.
Arh for fatamorgana i Helgoland da også.
Jeg flår de strikkede vanter ud af ørerne og smider dem efter ham.
Aj – det er løgn – har jeg stået med de vanter i ørerne, mens jeg viste min gaver frem?
Godt der er et år til næste gang.