Hvilehjemmet

Nogle gange skal man bare spørge om lov – og så får man det!

Jeg havde længe kigget på det gamle hvilehjem, som jeg godt kendte til, da jeg havde boet i området for år tilbage. Det stod nu tomt, efter siden 1927 at have huset området ældre, samt en kortere periode inden sin endelige lukning, at have været asylcenter.
På nettet fandt jeg det boligselskab som havde købt ejendommen, tog kontakt til dem, og fik lov til at fotografere stedet – de ville endda sende en mand ud, som vidste lidt om stedet. Super service.

Stedet bar præg af, at have fået tilbygninger, senest i 1999. Den flinke vicevært kunne fortælle at bygningen først havde været tiltænkt en gennemgribende renovering, efter de hårde år som asylcenter, som tager hårdt på en bygning. Men dette var blevet opgivet. Det var simpelthen for bekosteligt, og ville aldrig kunne stå mål, med at opføre noget nyt og tidssvarende. Derfor synger de gamle bygninger på sidste vers.

Han kunne fortælle, at bygningen hælder, da den er bygget på mosejord, og at hældningen i kælderen er så voldsom, at benene på skrivebordene skulle have forskellig længde.
Inde bagest i den gamle festsal, var der et lille tekøkken. Det var den gamle 6-timers stue, fortalte viceværten.
Jeg kiggede spørgende på ham. Ja, det var der, man placerede en afdød beboer, i en periode (6 timer) for at være sikker på, at vedkommende ikke blot var skindød.
Men det var altså nu blevet til tekøkken.

Bygningerne var rømmet for indbo, og flere steder var der skåret huller i gulve og vægge, for at tjekke hvad der gemte sig nedenunder. Alt interiør så ud til at være blevet moderniseret i løbet af 90’erne, men visse steder tittede 70’erne og 80’erne frem. Det var i det hele taget et pudsigt blandet virvar af stilarter og afarter.

Stedets mest spændende rum, var da vi tændte lyset til det gamle vicevært-værksted. Et lille kammer, fyldt med ragelse, værktøj og gamle skruer. Som det eneste sted, var det ikke blevet tømt for indbo.

Nå nej, der var lige en enkelt ting, som stod og krøb sammen op ad en væg i spisesalen. Det var en ting, som jeg ofte støder på i de tomme huse. Det er åbenbart for besværligt at slæbe med, og derfor lader man det stå tilbage. Men et klaver er også tungt.
Nu varer det ikke længe, for der bliver spillet helt nye toner på stedet, når først bulldozerne rykker ind, og dernæst håndværkerne. Et kapitel slutter og et nyt begynder.

Hjemmet er nedrevet forår 2019.