Kom forbi denne lille perle i den indre by. Endnu en påmindelse om, man skal huske at kigge ind i baggårdene…
I en af byens større gader, har byens “største møbellabyrint” ligget i mere end en menneskealder.
De seneste 3-4 år, har vinderne været prydet med store skilte med OPHØRSUDSALG.
Inventaret er bedaget, møbeludvalget lige så – ligner mest af alt en tidslomme, med møbler af en beskaffenhed og udseende, at ingen ved sine fulde fem, kunne finde på at købe så meget som en taburet i forretningen.
For at blive ekspederet skal man ind i gården, enten via en lille port, en smal smøge, eller en indkørsel fra en parallelgade. Alt i alt har ejeren ikke gjort det let at finde indgangen. Måske også en årsag til, at butikken nu drejer nøglen om.
Vover man sig ind i gården, så udspiller der sig et sceneri, som ville være en Erik Balling-film værdig.Baghuse, så forfaldne og revnede, at de kun holdes sammen af malingen. For længst tømte og forladte.
Der går rygter om at ejeren – en meget gammel herre, blev syg for år tilbage, og siden er det kun gået en vej. Butikken med firsermøblerne, er snart tømt.
Gad vide hvad ejeren nu skal lave? Pleje det skrantende helbred? Eller bare nyde friheden?
Men endu mere spændende er det, hvad der rykker ind i labyrinten.
Og hvornår baghusene ender på en fyldplads. De er i hvert fald trætte…