Normalt så fotograferer jeg ikke om vinteren. Jeg synes vinterlandskaber er triste. Er langt mere til grønt løv. Men når træernes grene er bare, så giver det unægteligt at bedre udsyn – eller indkig – til alle de små godter der gemmer sig i krat og buskads.
Og med godter mener jeg naturligvis forladte bygninger.
Forleden dag da jeg var ude at køre, kom jeg tilfældig til at kigge ud over markerne, og inde mellem nogle træer, fangede en gavl mit blik. Ikke bare n gavl, men en gavl af den type, der normalt indikerer, at her kunne der gemme sig lidt lækkert til kameraet: et løst eller manglende vindue. Grønt mos i kager på taget, manglende kalkning… denne havde nærmest det hele.
Som sædvanlig: Lige hjem og tjekke efter på nettet, og der var ingen tvivl. Den var så forladt, som hjernekisten hos en… indsæt selv ord efter dit eget valg her.
Men hvad bedre var – det så ud til at nabogården var lige så forladt. Det var næsten et Kinderæg: Hele to forladte bygninger indenfor 100 meter.Juleaften, fødselsdag og gratiale på en gang!
Luftfotos afslørede at der kun lå en staldbygning tilbage på de to grunde. Gamle billeder afslørede hvor stuehusene lå før i tiden, men disse bygninger var for længst forsvundne.
Men det var også helt fint. Jeg har en forkærlighed for staldbygninger. Der er så mange smukke vinkler, buede vinduer – det skulle nok blive godt.
Det eneste der ikke var godt, var vejret. Det støvregnede og blæste, men jeg fik parkeret i nogenlunde afstand, og traskede ud over markerne. Det bliver fødderne ikke pæne af, skal jeg hilse og sige. Naturligvis havde jeg ikke fået støvler på, så mudderet hang i kager på sko og ben. Men jeg er gammel spejder – så det skal bare gås væk. Det blev nu ikke gået væk – der kom tværtimod mere mudder.
De to gamle gårde var helt som forventet. Tilgroede, sammenfaldne – i den ene var staldloftet ved at blive til staldgulv – og i det hele taget i en tilstand, som en tilstandsrapport ville betegne som en K1000.
Man skal altid være lidt forsigtig med, hvor man placerer sine fødder på sådan en gård, Jeg har fundet mange utildækkede brønde – hvilket også var tilfældet her – så man bevæger sig frem i et meget adstadigt tempo. Det er ikke en god dag, hvis man skal bruge den på bunden af en brønd, et sted som ingen ved man er. Så man bruger øjnene, og fødderne plantes med omhu.
Ved den ene gård lå brønden i haven, løst tildækket med et stykke rusten metal, og på den anden, lå den lige til højre for ladeporten. Muret op af sten, men fyldt med kvas, sten og grene – mere end en meter i bredden.
Gården havde tydeligvis været forladt gennem årtier. Sådan et forfald kommer ikke fra den ene dag til den anden. Og da jeg gik og snusede rundt i haven fandt jeg ud af hvorfor. Som sagt støvregnede det, så disen lå som et tungt tæppe over landskabet. Pludselig kunne jeg høre en høj brølende motorlyd, og da jeg kiggede op, susede en mørk flyformet skygge hen over mig, inde i disen. Den var tæt på. Alt for tæt, og larmen var infernalsk. Det var så jorden rystede. Dette skete med få minutters mellemrum, og de mørke larmende skygger var lige skræmmende hver gang. Jeg forstår godt, hvorfor man havde forladt gården.
Tilbage står spørgsmålet: Hvorfor har man ladet staldbygningerne stå og forfalde, når stuehusene for længst er blevet fjernet?
De gamle bygninger var i så dårlig forfatning, at de sikkert snart falder sammen – om ikke af ælde, så af rystelserne fra flystøjen. Men smukke var de, i deres sidste sammensunkne krampetrækninger. Det disede vejr gjorde nok også sit, til at sætte den helt rigtige stemning. Dryp fra grene, fugtige knæk af kviste på jorden, når jeg trådte på dem, den stilhed der kun opstår, når disen hænger tungt…
Jeg sneg mig lidt rundt mellem vildnis og brokker og skød mine skud, og forlod de to gårdrester akkompagneret af et flys brølende motor. Jeg havde mest af alt lyst til at kaste mig til jorden, selv om jeg godt vidst at flyet ikke ville ramme mig. Og det var også alt for mudret. Glad fandt jeg min bil. Glad både på grund af oplevelsen – og lidt for sædevarmen.
Nummer 4:
Nummer 6:
