Den ligger sådan lidt henslængt i et skovbryn. Kartoffelhulen. Benyttet til opbevaring af grønt – og andet – af den nærliggende institution.
Der er ikke meget tilbage af hulen, blot nogle halvt opløste jernbanesveller. Grønne og rådne. Taget er sammensunket, og giver bestemt ikke en den store lyst til, at krybe i læ.
Den får sikkert lov til at falde sammen, i fred og ro. Formulde, for derefter at blive glemt.
