Den så noget ramponeret ud, den gamle hvide gård, som lå på venstre side af den sandede landevej, jeg trille roligt hen ad.
Jeg var egentlig i området i et helt andet ærinde, men denne bygning havde vist sig at være en skuffelse. Så meget desto bedre var det, at der dukkede et alternativ op, helt ud af det blå.
Jeg parkerede i nærheden, og gik hen og betragtede gården, der så sølle og ensom ud, med sine smadrede ruder.
Stedet lå ud til landevejen, der skar gennem ejendommens jord, der bestod af en mark på hver side af vejen. På den nordligste mark, lå ejendommen i det sydøstlige hjørne.
Gamle luftfotos afslørede en helt anden bygning, end den nuværende, og eftersøgning afslørede, at den oprindelige gård, var blevet bygget i 1953. 11 år senere blev hele gården bygget om, hvilket kostede en del af de oprindelige bygninger livet.
Herefter var gården en gård, som så mange andre i området, helt frem til omkring 2012-14, hvor der sker noget, som får ejeren til at pakke sin campingvogn, og forlade stedet.
Alt dette anede jeg dog intet om, da jeg sneg mig om bag huset, og ind ad porten, videre ind i laden, ind i stalden og derfra, via en trappe, ind i en forgang, og op i beboelsesdelen, der lå ovenpå stalden.
Indretningen og stilen, var typisk for tiden: Den lange fordelingsgang, med værelser til hver side, og for enden af gangen, stuen.
Men stedets beboere havde været usædvanlig glad for farver, for i alle værelser, var gulvfarven forskellig. Grøn, rød, blå, rosa… og med tilsvarende ikke matchende vægfarver.
Hvad der helt præcist er sket, siden stedets beboere forsvandt, en gang mellem 2012-14, ved jeg selvsagt ikke. Men mit bud er- som det er sket på mange landbrug af denne type – at ejeren er kommet så langt op i årene, at han ikke længere kan drive stedet, og efter et langt hårdt arbejdsliv, har byttet stedet ud med en ældrebolig eller plejehjem. Så er ejendommen, med jord, blevet opkøbt af en større bonde, hvorefter bygningerne har fået lov at ligge hen – udsat for vind og vejr, dømt til forfald. Og da de er for små, og nu for dårlige til at bebo, får de lov at ligge, ind til naturen helt kvæler bygningerne, skjuler dem for omverdenen, til de er sunket sammen, og blevet til grus igen.
Men de fik da lov at føle liv, i omtrent 60 år.
