Nok en lille munter hændelse fra det vilde Ø-gadekvarter.
Forleden skulle jeg handle lidt ind, og skal i den forbindelse krydse Østre Allé som på visse tidspunkter af dagen godt kan indeholde en bil eller to.
Mens jeg i luntetrav bevæger mit fedladne korpus hen mod lyskrydset, får jeg øjenkontakt med en nydelig dame i en personbil, som holder og venter for rødt. Hun skal dreje til venstre, mens jeg skal krydse Østre Allé for at komme over i det eksotiske Vejgaard.
Der er rød mand for mig, og lige blevet grønt for hende, så hun kører ud og holder sig klar til dreje ned ad Langelandsgade.
Der er masser af biler, så hun holder længe – og jeg står ligeså længe og venter.
Hun smiler – jeg smiler tilbage, og tænker: sikke dog en flink bilist. Og sikke dog en ren bil.
På min højre side hører jeg nu underlige trampende lyde, nærmest som forvoksede tændstikker der banker ned i fortorvsfliserne.
En pudsig lyd. Jeg drejer hovedet og ser en anorektisk grønklædt livstræt løbende mand, med døden malet i de matte øjne.
Han passerer mig, og nu sker der en hel masse på næsten samme tid.
Der er blevet rødt for bilerne langs med Østre Allé, så den flinke bilistdame kan nu gøre sit venstresving færdigt, og dreje ind på Langelandsgade.
Jeg har fået grøn mand og begynder at gå over det forvoksede klaver beregnet til os bytravere kommer sikkert over vejen.
Men det grønklædte løbe-lig har tilsyneladende ikke fået ilt til hjernen i den sidste times tid, for han fortsætter ud i fodgængerfeltet over Langelandsgade, selv om en rød mand længe har oplyst eftermiddagshimlen i Ø-gadekvarteret.
Blind, dum, eller en iltfattig kombi af begge dele, lader han som om han ikke ser den røde mand, og løber over vejen.
Til alt held har den den flinke damebilist reflekserne i orden, og hun blokerer bremserne en kvart my fra løberen, og trykker hornet i bund. En kakofonisk tuden som et kirkeorgel med overgang i, der får den mandlige løber til at sænke farten en anelse.
Og nu bliver det spændende:
Hun holder i bilen, og dytter, og stirrer på motionstumben.
Han drejer kroppen, stadig i småløb forbi bilen, og med de sparsomt iltede rester, sender hjernen en besked til hans ene hånd og til hans mund.
Han løfter sin ene senede arm, der ikke ville holde et sekund i en armlægningskonkurrence, knytter næven, strækker sin lange knoklede langemand, og vifter med den i retning af den flinke dame i bilen – alt i mens han udstøder et hæst, forpustet “Fuck dig!”. Hvorefter han stolprer videre på sine tynde stængler, der sidst var på mode i Nazitysklands KZ-lejre.
Damen sidder lige et sekund. Hun åbner munden – men lukker den hurtigt igen, ryster på hovedet, og kører videre.
Vel ovre på den anden side af Østre Allé vender jeg mig i retning af manden. Jeg hiver min imaginære bazooka frem – den sidder altid i nøglebundtet. Jeg tager omhyggeligt sigte efter anorektikermotionisten, sigtekornet sidder lige i hans tynde knoklede rektum, trykker af, og ser mit fantasimissil fare hen mod løberen, bore sig op hans tynde slaskede mås, ende oppe ved halsen og sprænge hans tilsyneladende ubrugelige hoved af.
En smuk dybrød blodstråle skriver “Fjols” på de grå fortorvsfliser, mens hans magre krop rasler i jorden med lyden at et spil Mikado der slippes – og jeg går smilende op mod Brugsen.