Ø-gade Lang Fredags bæ-retning.
Nej, ikke be-retning – bæ-retning…
Det er aldrig specielt rart at vågne op, og opdage man urineret i sin seng.
Så er det straks skønnere at vågne op, opdage man har tisset, for derefter at opdage man stadig sover, og drømmer – og SÅ vågne op, erfare man IKKE har tisset, det var kun en drøm, med mindre man opdager at man har lagt sig til at sove i akvariet…
Så er det lige før man hellere vil vågne op på denne facon:
Sollyset fra det åbne vindue, lå som en tynd, men meget varm dyne, hen over hans i forvejen opkogte krop. Lejligheden var så hed som en ørkenrævs fodsåler midt på dagen, og varmen føjede ikke noget godt, til hans i forvejen kølige humør. Dynen lå på gulvet, og lignede en tyranosaurus’ opkast. Betrækket var et levn fra en tid, hvor designere af sengetøjsmønstre, åbenbart havde været øjenamputerede, eller bare havde røget for mange bildæk, før arbejdsdagens begyndelse. Der var garanteret et EU direktiv mod så mange farver og mønstre, samlet på så lidt plads.
Nå, det var slet ikke det jeg ville fortælle. Kan ikke sove – men så kan jeg da fortælle om en lille oplevelse jeg havde i Østre Anlæg forleden.
Østre Anlæg burde retteligt hedde Østre Andlæg, sådan som det er okkuperet af sexgale næbdyr for tiden. Hannerne ter sig som kåde teenagedrenge, der lige har fundet ud af hvad appendix 1 skal bruges til, og lyder som rummændene fra “Mars Attacks” mens de jagter alt der er hunkøn med næb, hunkøn uden næb, hunkøn, hankøn, levende – inklusive træer og græs – samt skraldespande og mindre biler, kækt rappende deres “Wrap wrap wrap wraaaaaaap wrap wrap”.
Det er næsten utroligt de ikke snubler i deres egen libido.
Jeg taler uden om, det var slet ikke søvnmangel og ænder jeg ville fortælle om.
I stedet er det en lille historie, der udspiller sig i Østre Anlæg.
Hovedpersonerne er en meget muskuløs fyr, hans lille kæreste – et storbarmet nips, der har taget så meget sol, at hun nærmest har skiftet race – samt deres lille hund. Det sidste er jeg i tvivl om – det kan også være et langbenet marsvin, rotte eller genmodificeret hare.
Den er i hvert fald grim. Så grim at kun en næsten raceskiftet ungmø kan holde af den. Men den er glad.
Til de af jer, som ikke er bekendt med Østre anlægs topografi, så er parken udstyret med boldbane, stenbed, dam, springvand, labyrintisk bord-w og bænkeområde, og ind til flere steder med plæner, der benyttes til alt, fra solbadning, fuglefestplads – og hundeskidningsområde.
Stedet hvor handlingen i historien udspiller sig, er den store femkantede plæne, med direkte adgang fra Fynsgade. En stor plæne, som skråner ned til dammen, og er omkranset – og gennemskåret af – stier.
Her kommer jeg altså gående forleden dag. Solen skinnede, jeg var mæt, havde fået de første 8-9 kopper kaffe, så jeg gik og smårystede lidt. Jeg går ned mod dammen, for at tage den sædvanlige runde omkring dammen, for at se om der skulle være dukket nogle nye spændende fugle op. Ind til videre toppes listen af en flok menneskesky rørhøner, et par forkølede blishøns, nogle troldænder, der så ud til var gået forkert, samt en enkelt skarv, som enten dykkede efter mad, eller var, i svær grad, dårlig til at svømme.
Solen skinnede, fjerkræene pippede, maven skvulpede af kaffe – der manglede kun lige topløs servering, for at scenariet var helt perfekt.
Jeg dasker ned til dammen, og standser op ved hegnet, hvor man altid står og kyler gammelt brød i hovedet på ænderne. Ænderne kigger ondt skulende på mig, da de opdager jeg ikke har brød med. Jeg kigger lige så ondt tilbage – de har jo heller ikke brød med til mig…
For at slippe for øjenkontakten med vrede andrikker, kigger jeg ud over plænen, og mit blik fanges af det før omtalte par.
Han er stor, veltrænet, høj, brede skuldre, iklædt de obligatoriske adidas træningsbukser, grøn jakke, kasket.
Hun er lille, mindst et hoved lavere end han, meget veldrejet, iklædt sorte stramme bukser, en sort jakke, og i hånden holder hun enten en hundesnor, eller en kvælerslange, som trænger til at få noget at spise. Hun har den der velkendte solariebrune hud, der ikke er brun, men mere rød. Og for at toppe den, har hun tilføjet et lag brunt et eller andet. Det kan være alt fra en farvet dagcreme, til en Tectylbehandling. Det er svært at se. Men i hvert fald ser det kunstigt ud, og for at undgå at ansigtet begynder at krakelere, skalle af – eller blot falde til jorden som en negermaske (Jep, jeg er politisk ukorrekt) – undlader hun helt at smile. Der er i det hele taget ikke meget mimik at spore.
Rundt omkring dem vimser den lille udefinerbare hund. Og den er glad. Hold da helt ferie, den er glad. Den kan hoppe, og gø, og grave. Og løbe. Efter ænderne . Og så kan den løbe den anden vej, når andrikkerne trækker våben, og løber rappende i mod den.
Men hunden er i hvert fald glad.
Han går rundt lidt bag ved hende. Han lytter tilsyneladende, mens hun fortæller noget, uden at bevæge munden, for ikke at krakelere fjæset. Han svarer. Højt.
Hen flytter sig efter hende, følger efter som en lille skygge.
Hunden tosser rundt. Og så sker det, at den lige pludselig sætter sig ned – og så bliver plænen ellers gødet.
For hyland der kan være meget puha i sådan en lille krop. Da den er færdig, tror jeg den har haft direkte adgang til en hvals tarmsystem, for på plænen ligger der nu, et bjerglandskab, bestående af dampende brugt hundemad.
Hunden ser lettet ud. Den får ligesom en mere fjedrende og luftig gang, og danser som en lille fladnæset bæ-ballerina ud over plænen. Den udstråler mere overskud, bider kækt igen efter de nappende andrikker, der nu må flygte, for ikke at ende indsyltet i hundesavl.
Alle kender den lettende fornemmelse i understellet, når gårdsdagens madindtag, vælger at forlade kroppen, uden man skal besvære sig med at presse, så man bliver blå i ansigtet, og får punktblødninger i øjnene.
Sådan føler hunden sig.
For et øjeblik siden skete der følgende:
Han har travet lidt rund bagved hende, sparket til kviste, kigget på hunden, så på hendes numse, så tilbage til hunden, hvorefter han har besluttet sig for, at han nok hellere vil hvile øjnene på hendes popo – også selv om den ikke logrer lige så glad som hundens.
Hun har forsøgt at holde masken – bogstaveligt talt, mens hun nonchalant svinger med hundesnoren, og hele tiden forsøger at holde bagdelen rettet mod ham, for at være sikker på hvor hun har ham.
Da der tilføjes puha til ligningen, sker der noget helt andet.
Det er der på dansk kaldes selektivt syn.
Han ser ud ad øjenkrogen, hvordan vuffi defækerer. Og stirrer nu endnu mere koncentreret på hende pop.
Hun ser ligeledes hvordan en brun anaconda kryber ud af hendes lille skødehund, men hendes syn kan ikke registrere det. I stedet vender hun hovedet, og får pludselig stor trang til at kigge intensivt ud over dammen.
Hun stirrer. Han stirrer. Hunden leger. Fæcesen damper. Familiehygge på højt plan.
Jeg stirrer betaget på optrinnet. Ikke for at se hvem der vinder, for det ved jeg godt.
Han har ikke en chance.
Så siger han noget jeg ikke kan høre, hvorefter hun graver ned i lommen, og mens hun stadig stirrer ud over dammen, rækker hun en høm-høm pose bagud til ham.
Det er som om luften fiser ud af ham. Hans brede skuldre synker sammen, han bliver pludselig tyve centimeter lavere end hun, brystkassen skrumper, og da han lunter over til hundes dampende efterladenskaber, er det en lille tiårig dreng, som forsøger at skovle en bybus ind i en bærepose.
Han holder den tunge pose frem for sig, i strakt arm. Armen dirrer – det er tunge sager.
Selv med ryggen til, ved hun at han er færdig. Hun kalder på hunden – hviskende, for ikke at ødelægge malingen, sætter snoren fast tll halsbåndet, tager hunden op, og bærer den, men de alle tre daffer han mod udgangen.
Jeg kan ikke undlade at tænke, at hende ansigt næsten havde samme kulør som hundens efterladenskaber. Men det har hun sikkert matchet hjemmefra.
Henne ved udgange, dumper han sin last i en affaldsspand, og begynder langsomt at genvinde noget af sin tidligere imponerende statur.
Men han må også have øvelsen i denne formskiftning. For han laver den garanteret flere gange om dagen, når han sætter sig ned på toilettet, for at tisse.
Jeg vender blikket mod græsplænen, der atter er ved at blive indtaget af andrikker.
Andrikker, der kækt rappende, spankulerer rundt og nipper til græsset.
Jeg tør vædde på de råber til ham: Slå nu det bræt op.