Ø-gade: Fodgrim

Jeg må ha’ Himmerlandsgades grimmeste fødder!

Jeg opdagede det i eftermiddag da jeg lige skulle en tur ned i vaskekælderen for at vaske min kælder. Jeg havde gået nøgen rundt i stuen, bare lige for at teste om genboerne på den anden side af gaden kigger herind.
Det gør de ikke. Længere.
Og så skulle jeg altså lige ned i kælderen, og da jeg ikke gad tage strømper på, for så skal jeg bukke mig – og så kommer jeg aldrig op igen – daskede jeg mod kælderregionen med bare fødder. Jeg havde dog taget tøj på – bare rolig. Jeg er jo ikke dum – jeg vil jo ikke have at mine kære naboer kaster op. Vi skal nemlig selv vaske trappe.
Det var først lyden der fangede min opmærksomhed. En fugtig klasken som to fede rødspætter, der tabes på et betongulv. Så jeg kiggede ned, Og der så jeg det. To ustyrligt ringe designede menneskehove. Blege. Som to store klatter franskbrødsdej, kastet på jorden i afsky. Samme type dej, min mave er formet af, hængende som en mandenederdel ud over buksekanten.
Fødderne står åbenbart fint til resten af den vamle krop de slæber rundt på.

Nå, men jeg gik altså der, og gloede på mine to ækle benafslutninger.
De var blege, som fødder hugget i marmor, men betydeligt mere svampede. Hist og her med lyserøde pletter, som havde nogen hugget et stykke marmor af, og forsøgt at reparer stedet med skumfiduser eller smeltet Grisling. Forfoden flader ud, bred og flad som indtørret maling, fra en væltet malerbøtte. Og forrest sidder der noget, som ganske vist hedder tæer, men ikke har den ringeste lighed med disse fodformede fingre.

Korte, tykke, firkantede og krogede, sidder de tre midterste tæer, og gør det de kan bedst, nemlig at adskille storetåen og lille tåen, så de ikke kommer op at slås.
Storetåen sidder bred og mægtig, som et halvt franskbrød med birkes, med en vinkel der drejer ca. 10 grader over mod lilletåen.
Lilletåen derimod har foldet sig ind under – ja hvad hedder den næstyderste tå egentlig? Ringetåen? Umuligt – der er alle lige ringe at se på…
Men lilletåen er altså ved at krybe ind under de tre midterste tæer, og har foreløbig brugt 46 år på at sno sig ned under foden, muligvis for at angribe storetåen i et baghold, smide denne neglebesatte mastodont ud, og erobre stedet. Bare for at få bedre plads.

Ser man på den ynkelige samling gevækster og krogede grene der gør det ud for tæer, så kan man slet ikke se, at jeg gik i andefødder meget af min barndom. For de yngre læsere, er begrebet andefødder sikkert lige så ukendt som grammofon, moviebox og god musik. Men andefødder var et kælenavn i 70’erne, for nogle herlige fodformede sko, i lyst skind, med form som to forstørrede andefødder. Hver sko indeholdt en badebassin med olympiske mål, og de små barnetæer kunne derfor stritte og boltre sig, men en indbyrdes afstand på 20-30 cm.

Men mine tæer har åbenbart været bange for mørket i andefødderne, og har klumpet sig sammen i bare angst for, om skoenes mørke afkroge skjulte andet en daggammel fodsved.
Og resultatet ses tydeligt, her mange år senere.
Som ti forkortede hattifnatter, med lange hår som hænder, og ligeså blegt selvlysende, sidder de der på spidsen, og skinner, og giver små børn mareridt når de ser dem.

Var det så bare det hele. Men i modsatte ende af foden sidder anklen – en vrist så elegant som en gammel bulet olietønde, og næsten lige så stor. Som to skilpadder med bygningsfejl, limet fast på hver side af foden, sidder ankelledet og byder beskueren at kaste op. Gerne på selve foden, så maveindholdet kan dække vederstyggelighederne.

Alt i alt er der tale om to forkert samlede byggesæt, så blege at de skinner stærkere end selve solen.

Disse to tingester gik jeg altså og væmmedes over, på min vej ned i kælderen.

Jeg nåede helskindet ned ad trappen, låste døren op ind til vaskekælderen – i skæret fra mine fluorescerende fødder. Og her er det så det går galt.
For skæret fra fødderne har blændet mig, så jeg ikke kan se den ca. 5 cm høje betonkant, jeg skal træde over, hvilket jeg naturligvis gør. Næsten.
For min ene fod rammer kanten med hælen. Jeg snubler, får ikke den anden fod med over, så storetåen på denne fod rammer kanten, skraber storetåneglen ned ad kanten, så neglen rives løs.
Det gør lidt ondt – bare som at have to bideglade hajunger under neglen.
Jeg skriger – noget meget grim – meget højt. Snubler. Griber fat i et stykke tøj på tørresnoren, der naturligvis ikke kan holde mit klejne legeme, så franskbrødsdejskroppen klasker til jorden, med samme lyd som de to fødder lavede ned af trappen – bare forstærket til Roskilde Festival-niveau.

Storetåen smiler til mig – med en glinsende smal stribe blod under den løsnede negl.
Jeg gentager mine obskønne bemærkninger – mest for at fjerne smilet fra neglen.
Neglen er ligeglad, så jeg holder inde, rejser mig, hænger det lånte – og ubrugelige – stykke redningstekstil på sin plads. Jeg samler mit vasketøj sammen, og forlader vaskekælderen – med høje knæløft.

På vej op ad trappen, har jeg igen tid til at betragte mine blege pusselanker.
For puha i øjet hvor er de egentlig grimme. Afskyelige, deforme, fejlstøbte vanilleis, smeltet i solen på en varm sommerdag.

Det sidste jeg tænker, inden jeg når første sal er: hvad rimer egentligt på pusselanker?

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.