Kan man trække flere spændende hverdagsoplevelser ud af Ø-gade og omkringliggende kvarterer?
Jamen det kan man da.
Tag nu for eksempel det udbrud af GN-NA der florerer på gaderne her omkring. Det har slet ikke fået den opmærksomhed det fortjener – bare fordi et andet sygdomsudbrud har fået al taletiden i dagspressen.
Ikke desto mindre er GN-NA en lidelse som har vist sig yderst smitsom. Smitte kræver ingen fysisk kontakt, den smitter ikke med kropsvæsker – men udelukkende via luften. En af de almindeligste smittekilder er kendt under forkortelsen SMS.
Men bare rolig – GN-NA kan kureres – og kuren gør, at patienten faktisk øjeblikkelig ikke selv kan bringe smitten videre.
Det gør den jo også knapt så underholdende som Ebola.
Den anden dag passerede jeg et busstoppested, og jeg kunne til min gru erfare, at samtlige personer ved stoppe stedet havde GN-NA i udbrud.
Deres nakker var som kogt spaghetti, og hovederne hang ned mod brystet. Ansigterne var blege, lysende i en sygelig blåviolet farve, der trak blodårerne under huden frem – det så nærmest ud til at ansigterne var krakelerede.
Et kort øjeblik kunne jeg mærke panikken brede sig. Jeg bankede febrilsk på min tro følgesvend, min skuldertaske, men havde åbenbart glemt at få min gasmaske med. Kort efter overvandt fornuften frygten, og jeg huskede at man ikke kan blive smittet blot ved at opholde sig i nærheden af en GN-NA patient. Der skal mere til.
En anden af symptomerne ved et GN-NA udbrud er ofrenes totale mangel på tilstedeværelse. De bliver som zombier, uimodtagelige for stimuli udefra, med mindre dette foregår lige foran dem, i en afstand af maksimalt 45 cm fra ansigtet.
Jeg sagde et henkastet “Godmorgen” idet jeg passerede dem – og den rungende stilhed bekræftede min bange anelser: Alle som en var ramt af GN-NA.
Jeg spankulerede videre, og overlod zombierne til læskuret, hvor de stod som en selvlysende udstilling af apati. Og de ville sikkert blive stående der hele dagen, ude af stand til at løsrive sig, og stige på bussen.
Kort efter mødte jeg tre unge piger, som kom gående, tydeligvis under kraftig påvirkning af en længerevarende omgang GN-NA. En bil måtte bremse hårdt, da de, uden at se sig for, med hovederne rettet mod et lysende fikspunkt foran sig, vadede ud på vejen, uden at orientere sig.
Det ses desværre ofte med GN-NA ramte, denne form for ligegyldighed med tid og sted. Og studier har også vist, at det er ikke GN-NA som sådan der tager livet af de ramte – men derimod det der rammer dem, når går rundt i deres egen lille boble, og ikke ser sig for i trafikken.
Dagens mest triste tilfælde af GN-NA var dog af en helt anden kaliber. Jeg havde gået og indsnuset duften i den lokale park, hilst på en arrig svane, der tilsyneladende gerne gav et nap med – både på hænder og ben – da jeg lunter forbi en ung mor med en barnevogn. Barnevognen var enten ikke tom – eller også havde hun en grædende dukke i den – men denne stakkels unge mor, var i den grad ramt af GN-NA. Jeg sagde et stille “Nåh, der er nok en der utilfreds” – uden nogen reaktion over hovedet.
Trist overlod jeg det stakkels barn til sin uvisse skæbne, mens moderen stod med hængende hoved og lysende ansigt. Man kan desværre ikke redde alle.
Det sker ikke sjældent at en GN-NA ramt, et kort øjeblik vågner op. Man ser rædslen malet i vedkommenes ansigt, mens øjnene, som to roterende kugler scanner nærområdet efter strømudtag af enhver art. Finder personen et stik, genoprettes roen, og kort efter er apatien ligeledes genfundet.
Kan man ikke undgå at blive smittet af denne grufulde sygdom?
Og som sagt: Jo – det er endda nemmere end nemt.
Første trin er den vigtigste – men for mange også den vanskeligste. For en der er ramt af GN-NA er det dog nærmest umuligt og kan kræve endog meget hårdhændede metoder – og endda værktøj. I visse lande afhugger man hænder for komme sygdommen til livs…
Det er derfor også vigtigt at man forebygger – og det bedste middel er – at gemme sin debiltelefon af vejen.
Hvis man med nøjes med, med passende mellemrum, at tage sin debiltelefon frem, bruge den hurtigt, for derefter at gemme den af vejen i en taske, lomme, pengeskab eller nærmeste kloakrist, så er sandsynligheden for at blive smittet med GN-NA forsvindende lille.
Har man derimod fastmonteret mobilen til håndfladen konstant, så viser GN-NA – gumminakke-neonansigt – sig øjeblikkeligt.
Og uden hjælp er man forevigt tabt, dømt til at gå rundt som en zombie, en tom skal der bare fylder op, umulig at komme i kontakt med, hvis eneste praktiske anvendelse er som lysgiver på mørke stier.
Nå, jeg smutter for denne gang. Min fastnettelefon ringer..