En næsten Ø-gade beretning
Road-rage ligger mig egentligt meget fjernt – men det pudsige er, at det ind i mellem triller ud af handskerummet, kryber op ad mine blege shortsben, og invaderer mit hoved gennem næsen.
Sådan var det forleden eftermiddag, da jeg var på vej på motorvejen, hen mod tunnelen.
Jeg kommer trillende i min Usmart, og før jeg ved af det, er jeg låst inde i indersporet af en stopfyldt midterbane, og en som har parkeret en bil foran mig.
Det er en stor firehjulstrækker, og da jeg jo ikke må stoppe op og vende om, så er jeg låst fast, og må bare pænt blive på min plads. Bag mig sørgede en lastbil for, at jeg ingen vegne kunne komme.
Vi nærmer os hastigt – ha, hastigt! – strækningen før tunnellen, hvor hastigheden sættes ned til 90 – men føreren i bilen foran mig, har åbenbart set forkert, for pludselig triller vi afsted med 60.
Ahr – men altså. Jeg kan mærke hvordan det begynder at dunke i tindingen.
Jeg har ikke lyst til at besøge den forankørende bils bagagerum, så jeg sætter også farten ned til 60.
Føreren af den forankørende bil synes åbenbart at det er en sjov leg – så farten sættes yderligere ned. Nu kører vi næsten 50. Min tinding dunker som en småliderlig hanfrøs strube, under heftig kvakken, og jeg sidder og spytter eder og forbandelser ud, så min forrude næsten er matteret af galden.
Jamen, så flyt dog den skrumlede kasse, din parkeringstosse – kør i grøften – har du svindsot i speederfoden? – For høvlede brædder da også, så imploder dog..!
Stemningen i Usmarten er efterhånden så ond, at det gør ondt i min hud.
Foran bilen kan jeg se et stort gab op til de forankørende – et gab, der bliver fyldt med biler fra den midterste vognbane, som åbenbart finder pladsen fin til kørsel – hvilket er mere end man kan sige om bilisten foran mig.
For poker, den store bremse – er du flyttet ind på motorvejen? Jeg spytter galde ud, og begynder at rokke frem og tilbage i føresædet, men afholder mig fra at banke hovedet ned i rattet. Det er solidt rat, og jeg har en stor pande – det vil aldrig blive pænt.
Vi er nu nået ind i tunnelen, og vil triller nedad, mens bilstrømmen til venstre for os suser forbi. Hastigheden er næsten nået ned på 40. I bakspejlet kommer lastbilen faretruende nær – men jeg kan intet gøre. Må bare holde min plads, og håbe på at lastbilen har gode bremser.
Ved min venter side, ser jeg pludselig en minibil komme susende. Den ser dejlig blød ud, og uden at tænke, så ruller jeg mit sidevindue ned. Jeg griber den mursten jeg altid har liggende i handskerummet, slanger mig ud af sideruden, griber fat i tagrælingen, og hopper over på den lille C1, bouncer af som en hoppebold, og med murstenen som rambuk, gennembryder jeg bagruden på firehjulstrækkeren, vælter ind over bagsædet, mens jeg råber som en fuld pirat, skubber føreren til side, og presser murstenen ned over speedere. Jeg kravler tilbage over bagsædet, ud af bagruden, og kaster mig som et oppustet flyveegern, mod Usmarten, der har holdt sin plads i køen. Firehjulstrækkeren har allerede øget hastigheden, så afstanden mellem den og Usmarten, er for lang til jeg kan springe. Den lille bløde C1 har forlængst passeret, men en mindre lastbil med lad, kører nu i venstre vejbane. Jeg kaster min gummiagtige krop til siden, og over på ladet, og fra den kan jeg hoppe over på snuden af en Kia Carnival, og derfra ind gennem min åbne siderude. Jeg lander med hovedet nede ved pedalerne, trykker speederen i bund, mens jeg styrer med knæene…
Jeg kommer til mig selv, da bremselygterne farver alt rødt som jordbæropkast. Jeg træder på min bremse, og håber lastbilchaufføren er af den opmærksomme type, og ikke er i gang med at brygge kaffe og læse en god bog.
Firehjulstrækkeren kommer atter op i omdrejninger, og da vi når midten af tunnelen, og der hvor vejen begynder at gå op ad igen, stiger farten til næsten 60. Bilen slingrer.
Jeg gad nok vide hvad der foregår i det køretøj, men den mørke bagrude gør det umuligt at se.
Med sneglefart når vi næsten ud af tunnelen. Jeg har en meget utålmodig lastbilchauffør på mit bagsæde, et blodtryk som ville give en giraf hovedpine, og har næsten opbrugt min samling af nedrigheder.
Jeg slynger en sidste ed afsted mod den forankørende. Det bliver til: Smølf!
Da når vi tunnelens sydlige åbning, og i et kort sekund gennembryder lyset den mørke bagrude. Og hvad ser jeg? Har bilen helt tabt in chauffør? Sidder chaufføren og motoren og spiller kort på bagsædet?
Nej – men lyset viser tydeligt skyggen af en person – som er ved at sætte sit hår op i en hestehale!
Havde jeg haft en teleskopgrensaks, havde jeg klippet hendes hestehale af, og viftet hende med den om næsen, til hun begyndte at nyse…
Hun slingrer videre, stadig med 60 – og lige før vi skal køre af motorvejen, opdager hun åbenbart at hun er på vej ind mod byen, og DET skal hun ikke, så hun træder sømmet i bund, kaster bilen over sildebenene, og bryder ind mellem to biler i motorvejens inderste bane, og tordner bort op ad motorvejen.
Jeg suser ind mod Aalborg, mens jeg ruller vinduet ned, for at fjerne den sidste svovldunst fra kabinen.
Som sagt: Road-rage ligger mig meget fjernt…