Føj for en mundfuld septiktank!

Havde jeg vidst det her var tobak med lakridssmag, så havde jeg nok købt en lakridspibe i stedet! Eller en skrå!
Misforstå mig nu ikke – jeg har intet imod lakrids. Men der er en tid og sted for alting.

Man kan jo efterhånden ikke købe en banan uden den er blevet tilsat lakridsaroma! Og ifølge mine smagsløg, så er lakrids andre steder end i lakrids-slik, altså ikke noget man får en Michelin-stjerne for.
Det er som om bare der lakrids i, så kan alt sælges: Smoothies, burgere, papirlommetørlæder, mobiltelefoner, reservedæk…
Det har altså taget en lille smule overhånd, spørger I mig. Jeg kan stadig huske dengang man kunne røre ved pigernes Ga-Joler uden at komme til at dufte af lakrids…

Her forleden var jeg inviteret til en middag hos nogle venner, og til forret lagde vi ud med en reje-lakrids-cocktail.
I forvejen er rejecocktail jo et belastet barn. Og det sætter altså forventningerne til hovedretten en hel del i vejret, når man har tygget lidt på en reje der smager som den lokale fiskehandler – tilsat salte fisk.
Fruens hjemmelavede sørøver-lakridsdressing, baseret på creme fraiche og blendede Piratos, vil jeg godt forudsige, ikke ryger på NOMA’s menukort lige med det første… og dog. Man kan jo aldrig vide…

Men mine venner kørte videre i lakridstemaet.
Til hovdret stod den på nogle lækre tun-steaks, marineret i Spunk, en pasta-timbale med lakridssnørebånd – dertil en fiskesauce med Saltbomber.
Normalt er jeg ikke en der levner, men…

Lakridsisen til dessert, pyntet med Poletter var bestemt ikke noget Pletskud heller… og da fruen ikke havde fået indkøbt salmiaklakrids, havde hun blot spædet flødeisen op med et skvæt salmiakspiritus.
Her kan man virkelig tale om en menu der var et Amagerkiks af format.

Nu er alt det her lakridsroderi jo ikke en ny foreteelse. Det startede for år tilbage, med at en kok fik fingre i vanskabningen chokolade med lakridssmag, og straks gav sig i kast med at indlemme det i menuen.
Og nu er det så os sagesløse kunder, der må lægge mave til djævleynglet – en bastard blanding mellem Nyt Nordisk Køkken og finsk lakrids.
Og derfra har det spredt sig.

Det er altså mere drugrape end delikat, når man har sæt næsen op efter en kop skoldhed mocca, og ender med en sødlig omgang afkog af Katjes, der lægger sig som et sort ryatæppe af blød tjærebelægning på tænderne.
Jeg er sikker på at der er en paragraf i menneskerettighederne, som forbyder brug af lakrids, udenfor slikuniverset.
Ellers synes jeg der burde laves et – det såkaldte Bülow-tillæg.

Ja, ja – det går vel over igen.

Sådan nogle modediller holder sig jo heldigvis ikke oppe på lakridserne evigt. For noget tid siden var det hindbær, alt – på nær hindbær – skulle smage af. De skulle smage af lever – eller bæver.
Og nu skal alt smage af chili – helst så stærkt at man skal holde en bedemand klar i kulissen, når man smager på habaneroen.

Efter jeg havde overlevet mine venners gastronomiske udskejelser a la den sorte skole, var jeg lige nødt til at slå vejen forbi en pølsevogn på vej hjem.
Sådan en god gammeldags hotdog med hele farveladen ved man da hvad er.

– Men det er nu ikke helt det samme, når den røde pølse er byttet ud med en lakridsstang, og der er drysset lakridspulver ud over de syltede agurker.

Og dertil en lakrids-Cocio…