Det forsvundne stuehus

Jeg er kørt fra Aalborg mod Herning – og retur – flere gange end jeg kan huske. Men hver gang har jeg spottet denne gamle landejendom som ligger mørk og øde på en skråning.

Til mit held kendte min gode veninde Mona lidt til stedet – altid rart med en stedkendt guide – og gården viste sig at være et sandt slaraffenland af indtryk.

Selve stuehuset er for længst borte, og kun de tre længer står tilbage. Og disse er gennem længere tid blevet benyttet til opbevaring. Og det var i sandhed en tur nedad Memory Lane.

De for længst forladte båse og grisestier flød nemlig over med alskens gammel ragelse. Mange af tingene kunne jeg huske fra min egen barndom, og gang på gang fik jeg øje på ting, der fik tankerne til at drage på langfart til fortiden.

Spil, keramik i kække halvfjerserfarver, kassettebånd, tøj. Der var nok at kigge på. Gamle malerier som kunne have hængt hos mine bedsteforældre, tilsodet fyrrum og en kat i en meget trist forfatning. En god oplevelse, som virkelig satte tanker i gang. Ofte, når man besøger et forladt hus, så kan jeg ikke undgå at tænke over hvem der mon har boet der. Sådan var det ikke her, der var det mere alle de opstablede ting, som startede min hukommelse, og konstant poppede der små historier frem, fra min egen barndom og ungdom.

Som et lidt morsommere indslag, lå der der, hvor stuehuset en gang havde ligget, en campingvogn, som havde haft et voldsomt maveonde, og havde vendt vrangen ud på sig selv. Som havde en kæmpe skrællet den som en appelsin, lå den der på taget, og viste sit indre frem.