Øgade-kvaj: Klemte løg

Løgposer kan godt få tæv i Ø-gade…

Ja, så fik jeg din opmærksomhed, hva’? I samme åndedrag kan jeg sige, at korkgulv burde høre ind under våbenloven. Sammen med vand på gulvet.

Altså… undertegnede – den tykke tegner – sidder og søber i fredagsensomhed, og får pludselig en ubændig trang til humle. Så jeg sætter kursen mod køkkenet.

Mit køkken er ikke så stort. Det er faktisk lillebror til en god gammeldags telefonboks (til jer der ikke ved hvad en telefonboks er, så var det en slags mobil med indbygget regnslag. Hyggelig – hvis man ikke havde klaus… det var nu ikke det jeg ville fortælle – spørg jeres forældre… 🙂 )

Nå, men jeg kanter mig rundt i mit mikroovns store køkken. Jeg ved at der er chips et eller andet sted. Og så var der jo også den der dejlige kolde Heineken som puttede sig bag leverpostejen. Og jeg kunne egentlig også godt tænke mig et glas vand.

Se, det er her der går Kinderæg i det. Chips, øl, vand. Det er hele tre ting. Så jeg står og vakler. Mit lille køkken er ikke større, end jeg – med lidt god vilje, ville kunne hive humlen ud af køleren, samtidig med jeg fandt chipsposen inde i skabet. Men vandhanen er lige lidt for langt væk, til jeg ville kunne åbne den med foden.

Jeg er Vægt af stjernetegn, og sådan nogle de skal altid lige veje for og imod.

Humlen…. Vandet…. Chips…? Jeg går lidt frem mod køleskabet. Men så er jeg lige ud for skabet med chipsene, og så kan jeg jo lige så godt tage dem…

Jeg vender mig rundt mod skabet – men nu kan jeg se vandhanen, og jeg var jo egentlig også tørstig efter et glas vand, så jeg drejer over mod vandhanen. Men nu står jeg med ryggen til chipsskabet, og der er faktisk lige langt til både køleskab og vandhane.

Der står jeg længe – man er vel en rigtig Vægt.

Vandet vinder. Jeg fanger et glas, åbner for hanen, men overser den gryde der står i blød i vasken, og havde gryden nu ikke haft låg på, så ville der jo ikke være sket mere. Men gryden har låg på, og vandet sprøjter ud over min shorts.

Flot Jan. Våd i cocktailpølseregionen. Jeg hopper ind i soveværelset, og hænger mine våde shorts på en stol, og dasker tilbage til køkkenet, snupper en Heineken i køleren, tager chipsposen i skabet, stiller det på bordet, og griber glasset.

Og her er det så, at Jan slår idioten til på fuld styrke. For jeg tænder nok en gang for vandhanen. Og vandet sprøjter nok en gang ud på mine bukser – denne gang mine underhylere – men de bliver sjovt nok lige så våde som mine shorts. Inden jeg når at slukke for vandet, er der løbet en fin lille sø ned ad skabslågen og ned på gulvet.

Jeg skal lige til at tage en tår af glasset, da min højre fod glider i den lille sø på gulvet. Men reflekserne er i orden hos den gamle, så jeg redder udskridningen. Men så er det min venstre fod beslutter sig for, at da også vil i vandland. Og hurtigere end lyset laver venstre fod nu en glidende tackling. Venstre ben glider hen ad gulvet, men min højre fod står solidt plantet op mod væggen, så den løber ingen vegne.

Venstre fod er da ligeglad – den kan selv, og skøjter nu hen ad det glatte korkgulv. Panisk griber jeg fat i borkanten. Men det bremser ikke udskridningen. Venstre ben er nu næsten forbi komfuret.

Og det er her jeg begynder at kunne mærke en vis stramning i huden omkring løgposeregionen.

Men foden fortsætter.

“Jeg har da vist egentlig aldrig øvet mig i at gå i spagat!” tænker jeg, lige inden mit højre knæ kysser korken, og mit venstre ben fortsætter ligefrem.

Nu strammer det rigtig godt i scrotum. Men mit venstre ben vil lige have det sidste med, så den strækkes helt ud. Jeg sidder nu på knæ, med et fremstrakt venstreben. Mit højreben står i en anstrengt vinkel, men det skal da ikke forhindre, at min krop, lige lader tyngdekraften trække den lidt tættere mod korkgulvet.

Mine nødder føles som om de befinder sig i en karklud der vrides. Huden mellem venstre og højre ben, er udstrakt til det yderste, men får lige et nyk mere ned mod gulvet, så det rigtigt trækker fra bagisden af låret, og helt op i tubaen.

Der sidder jeg så, i verdens ynkeligste spagat, mens en lille pony har taget plads i den sparsomme plads mellem gulvet og mit skræv, og nu sparker løs på løgposen, mens en af dens venner, er i sving med at ondulerer mine lår med en flammekaster.

Jeg brøler en eller anden replik fra en Alien film, og glider ned ved siden af komfuret. Det lykkes for mig at få trukket mit højre ben ind under mig.

Jeg ligger lidt i pølen på gulvet, og siger underlige gryntelyde, før jeg får mig rejst op på knæ. Ponyen fra før er da ligeglad. Den sparker stadig løs på løgtvillingerne.

Langsom for jeg mig rejst. Det føles som der er sprunget noget, som holder sammen på mine ben. Med museskridt tripper jeg ud af køkkenet, som en Luciabrud med smertende fodsvamp. Undervejs griber jeg min dåseøl og posen med chips.

Godt nok skulle jeg have drukket den kølige Heineken, men den gjorde meget mere nytte som kølemiddel, mod mine forslåede løg. Selv om det var koldt mod det våde stof.

Jeg tror bare jeg stiller dåsen ind i køleren igen – så er der en som kan få en gen-nedkølet humle. Med toner af løg…

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.