Det forladte børnehjem

Det er lidt ærgerligt at køre langt, for at besøge en forladt bygning – blot for at opdage, at stedet er så omhyggeligt lukket af, at det er umuligt at komme ind.

Men med tanke på alle de rygter der verserer om det forladte børnehjem, så ved jeg ikke rigtigt om jeg er så ked af det. Jeg har sagt det før, men fantasien skal man smide i handskerummet, før man går ind i en dunkel bygning. Men det var svært, med tanke på alle de rygter jeg havde læst.

Men først skulle stedet findes, og man må sige, at naturen havde gjort sig umage med at gemme den gamle bygning. Men planterne havde også haft små 20 år til at skjule den store bygning i.

Jeg fik snoet bilen op ad den stejle og smalle skovvej, og først helt oppe ved en lille vendeplads, fik jeg øje på bygningen mellem træerne. En hurtig runde afslørede at alle stueetagens døre og vinduer var effektivt blændet af, med undtagelse af et enkelt vindue i en krog. Et kig derind, afslørede dog, at den vej var umulig.

Et stor hul i taget, havde ladet regnvand rådne bjælkerne i 1. sals gulv, så det havde sluppet i den ene side, og nu effektivt spærrede for adgangen ind i bygningen. En åben dør på første sal stod dog åben – men var 1. sal gulv råddent, så var stueetagens gulv det sikkert også.

Så jeg måtte nøjes med udendørs fotos.

Stedet ejes af en skibsreder, som for ca. 10 år siden havde planer for at ombygge bygningen til lejligheder. Dette blev dog aldrig til noget – og det er sikkert fint, med tanke på stedets historie.

Børnehjemmets forstander skulle have været af den mere hårde slags, og der gik både rygter om overgreb, og et barn skulle angiveligt have hængt sig i gymnastiksalen. Og så var der den der med det lille rum med trætaburetten…

Alt sammen rygter, naturligvis… Ligesom den med barneansigtet der jævnligt skulle vise sig i et vindue.

Det så jeg dog ikke, og jeg hørte heller ikke den sære stemme, som nogle skulle have hørt, bede dem forsvinde, når de undersøgte ruinen.

Men jeg kom på den anden side heller ikke ind i bygningen… og det er jo også kun rygter…

Som sagt: Man skal huske at smide fantasien inden man undersøger tomme bygninger.

Og skummel var den, omgivet af træer, i skovens dybe stille ro.

Stedet har haft en temmelig omskiftelig tilværelse, siden det blev opført. I begyndelsen boede eller uddannede man sugeplejersker på stedet, herefter blev det pigeskole.
Under Første Verdenskrig boede der flygtninge på stedet. Senere blev det omdannet til kostskole – det var nogle færinge der så lyset i stedet. Og endelig endte det som børnehjem.
Så kan menneskeskæbner sætte aftryk i tid og rum, har der været rigeligt af dem, bag de hvidkalkede mure.
Nu står det bygningerne bare tilbage, og vidner om det der var. Og det har de gjort længe. Langsomt forfalder stedet, og gør drømmen om et moderne lejlighedskompleks mindre og mindre sandsynlig.
Men smukt ligger bygningen der, i skovens dybe, stille ro. Spørgsmålet er bare hvor længe…!