Det halve år, lå huset skjult af træerne, men i vinterhalvåret, kunne man skimte det, bag de nøgne træer. Jeg havde ofte bemærket det, når jeg tog ruten nordpå ad motorvejen, men hver gang var jeg i tvivl: Var stedet beboet – eller…?
Da der så pludselig var hul i taget, efter en vinterstorm – og hullet ikke blev repareret, så var jeg ikke længere i tvivl. Huset stod ensomt tilbage – lige klar til et besøg.
Det skulle dog vise sig en anelse mere kompliceret, at finde vej til hoveddøren, end først antaget. På luftfoto kunne jeg se, at huset lå klemt inde i en lille trekant, mellem jernbane og marker, helt for enden af en lang, kringlet markvej.
Den nærmeste vej, var motorvejen. Men det gik jo nok ikke an at holde der – derfor blev løsningen, at køre ned i bunden af et villakvarter, og derfra benytte apostlenes hest, ud over en ridebane, videre på en smal grusvej, og derfra hen til huset, som lå i et buskads, i banens fjerneste sydvestlige hjørne.
Og dette var sådan set nemt nok – problemerne kom først, da vi stod små 20 meter fra huset, og der foran os lå en dyb grøft. Med mindst en meter lækker grøftevand, i en bredde som vi ikke kunne hoppe over. Vi forsøgte at komme hen langs banen, men også her skulle en ligeså bred, vandfyldt grøft forceres.
Så var der kun en vej tilbage: genne en gårds indkørsel, videre ud langs en mark, og derfra over til huset i buskadset.
Som så mange gange før, gik jeg op til stuehuset og bankede. Døren blev åbnet af en venlig mand, som jeg forklarede mit ærinde. Han kunne berige mig med lidt sparsomme oplysninger om stedet, og gav mig lov tila t forcere deres mark. Jeg takkede, og vi begav os i retning af huset, gennem det fugtige græs.
Naboen kunne fortælle, at der havde boet skiftende personer på stedet, senest en mand, som i en længere periode havde slet sig ned i en campingvogn, mens han havde forsøgt at renovere huset.
Uden held.
Til slut havde han opgivet, og en dag havde han pakket sine ting, og var forsvundet.
Så kort kunne historien beskrives. Og med det in mente, var det ikke de store forhåbninger vi havde til stedet. Når først et sted er blevet påbegyndt en renovering, er det som oftest tom, og uden sjæl fra dets tidligere beboere. Men vi tog chancen.
Det første vi mødte, var en campingvogn, som havde set bedre dage. Alt var gennemrodet, og det var tydeligt, det var endog meget længe siden, der havde boet nogen i den.
Overalt lå der skrald, fliser, nogle tagsten og flagrende plastik.
Huset havde også overstået sin storhedstid. En tilbygning der stak ud mod øst, stod tagløs, med nøgne spær. Vinduer og døre stod åbne, der var huller i taget, vildvoksende træer, der nærmest pakkede hele den sydlige side af huset ind. Det var i det hele taget i en miserabel forfatning.
Men naturligvis skulle vi indenfor.
Vi blev modtaget af en gammel SONY mixerpult, som hilste os velkommen i døråbningen. Vi måtte krybe forsigtigt over et bræt, der lå over at dybt hul i gulvet, hvori der stod en pumpe, eller lignende maskineri.
Og netop maskineri og elektronik, var det der gennemsyrede hele stedet. Overalt stod der bedagede elektriske aggregater, måleapparater, elektronik og maskineri. Det flød med æsker med transistorer, og andet indmad til elektroniske apparater. Og i en stue, med at stort hul i loftet, var væggen besat med lange borde, tydeligt benyttet som en art elektronikværksted.
Lige så tydeligt var det også, at det var meget længe siden stedet var blevet benyttet. Både var elektronikken bedaget, men huset generelle tilstand var… luftig. Og fugtig. Og sine steder tagløs.
Vi gik rundt og indsnusede atmosfæren i et par timer, mens vi skød billeder i et væk, kun afbrudt et par gange, at tog, der kom susende afsted på de nærliggende skinner. Så tæt på at huset gav sig hver gang.
Overalt herskede rod, som det ofte gør i et forladt hus, der har stået tom længe. Det tiltrækker altid personer, som finder det interessant at destruere, frem for bare at nyde stedet, og få stillet sin nysgerrighed, ved at snuse lidt rundt i efterladenskaberne.
Taget var i en skidt forfatning, og dette betyder at det kun går en vej med stedet. Når føst vandet finder vej, så går det hurtigt med forfaldet. Men med lidt held, så får det lov at står nogle år endnu, så vi kan tage endnu et kig, når der er endnu mere ruin over stedet.
Vi tog i hvert flad afsked med det fine lille hus, og traskede retur over mark, ridebane og grusvej, en god oplevelse – og meget våde fødder – rigere.
Med hjem fik vi også de ubesvarede spørgsmål: Hvem pokker har beboet det lille hus, tæt på banen? Og hvorfor var det fyldt med stakkevis af gammelt elektronik?
Nå, skidt. Det må være et uløst mysterie.
Og det er kun med til at øge spændingen ved sådan en visit.
Tak til huset ved banen – og dets forsvunde, elektroniktossede beboere.
