I en naboby, har jeg tit passeret dette lille røde hus, på vej til indkøb.
Det gør ikke meget væsen af sig, som det ligger der, på en grund, tæt bevokset med træer og buske. Selv op ad skorstenen, knejser der et lille træ, i sin søgen på luft og lys.
Men i dag tog jeg chancen – og som sædvanligt – begyndte ekskursionen ved naboerne. Disse har tit nogle sjove bemærkninger om et forladt hus – men i dag havde jeg ikke heldet med mig. Ingen hjemme – så jeg gik med uforrettet sag.
Lige så skuffende var adgangen til den ille rønne – en rundgang afslørede ingen åbne døre eller vinduer. Så jeg måtte blive i haven, og den lille urskovsagtige gård, mellem huset, en sidebygning, en udestue og et skur.
Huset er opført i 1956 – og tilbygget i 1968. Det SH foto viser huset før ombygningen.
Da jeg var færdig med at forevige stedet, stod jeg lidt og kiggede på huset, over den vildvoksende hæk. Bag mig kunne jeg høre en bil gasse ned, og da jeg vendte mig rundt, for at sikre mig, jeg ikke stod i vejen, blev jeg mødt af en midaldrende herre, der fotograferede mig med sin mobiltelefon.
Jeg er et venligt væsen – så jeg lindede på hatten og smilede – og vendte mig mod huset igen. Da der ikke var mere at komme efter, begyndte jeg at gå ned mod byens centrum, hvor min bil holdt parkeret, da den selvsamme bil atter passerede mig, meget langsom, og atter en gang blev jeg foreviget af bilisten.
Jeg vinkede, og for ligesom at gengælde opmærksomheden, tog jeg at par hurtige skud af hans bil, og især nummerpladen – hvilket fik ham til at speede op, og hastigt køre i samme retning som jeg jeg.
Ved en sidevej, blev bilen kastet ind, og da jeg nåede derhen, tænkte jeg, at jeg da lige ville gå ind og se om jeg kunne finde bilen, så jeg kunne forklare ham mit uindbudte ærinde ved det forladte hus – i tilfælde af han troede jeg ude på noget kriminelt.
Men han – og bilen – var som sunket i jorden.
Sådan kan det gå. Det er ikke alle, der finder min hobby spændende, selvom de fleste jeg møder under en fotoseance, ender med at blive en lille smule fascinerede, og nogle endda går med rundt på stedet.
Men ikke manden i bilen. Men jeg håber da han har hængt mit billede op – for jeg smilte det venligste jeg har lært.
