Uden for sæsonen

De fleste der besøger en campingplads, foretrækker nok, at der er åbent.
Men jeg kan også godt lide dem lukkede.

Efter at have kørt forbi denne lukkede campingplads, tog jeg endelig mod til mig, at stak snuden indenfor. Det var lidt specielt, for selv om selve pladsen for længst var gået til de evige teltpladser, så boede der stadig folk i forhuset. Og da jeg rundede den gamle, og for længst lukkede kiosk, kunne jeg se tre personer sidde og drikke kaffe på terrassen bagved huset. Der var ikke andet at gøre, end at gå derhen, præsentere mig, og forklare mit ærinde.

Dette blev modtaget præcis som alle andre steder, men det har jeg efterhånden vænnet mig til.

Først kigger folk med vantro på mig, for sagde han lige, at han fotograferer faldefærdige huse? Så må man da enten være moden til indlæggelse eller måske det der er endnu værre.

Men heldigvis tøede de op, efterhånden som jeg fik forklaret hvad jeg lavede. Den ene person, en ældre gråhåret kvinde, var tydeligvis søn til den ene mand, og den tredje person var hendes barnebarn.

Hun var ikke meget for at lade mig tage billeder, men undervejs i vores samtale må hun have skiftet mening, for efter jeg havde hørt hendes historie – de havde overtaget pladsen i begyndelsen af 1970’erne, og drevet den i godt 30 år – så sagde hun pludselig, at jeg gerne måtte fotografere der alligevel. Blot ikke indenfor det afmærkede område, som de anvendte privat. Jeg takkede, og spankulerede ned gennem den gamle campingplads.

Nogle steder var gangene holdt, med klippede hække osv. Mens andre steder var pladsen mere eller mindre et vildnis. Små elskure afslørede stedets formål, og kiggede man efter i det høje græs, var der endnu flisebelægninger fra fastliggere. Længst borte fra indgangen endte pladsen ved bredden af en lille sø. Den eneste rest efter tidligere tiders tøvegravning i området.

Jeg fandt en gammel sti, der fungerede som ekstra indgang til pladsen, og gik hen til den ældre dame, og sagde tak for kigget. Jeg kunne godt fornemme at hun, hendes søn og barnebarn kiggede efter mig, men de må være kommet til den afgørelse, at jeg var ufarlig, og vi skiltes. De gik han til deres terrasse og kaffen – jeg over til bilen, på vej mod næste spot.