Bilkirkegården

Nogle gange er det øjnene man først bliver blind på.
Denne lille perle, har jeg kørt forbi, nærmest hver dag, i mange år, uden at vide af dens eksistens.

Godt gemt af vejen, længst væk fra tilkørsel til industrområde, har denne lille bilkirkegård ligget i årtider.
Det var en tidligere kollega, der gjorde mig opmærksom på stedet, og efter at have været forbi et par gange, udenfor normal åbningstid, bankede jeg på døren til kontoret, hvor jeg blev mødt af en flink udenlandsk mand, der kiggede på mig, med den sædvanlige skepsis, efterhånden som jeg fik forklaret mit ærinde på hakkende skoleengelsk.

Men han viste sig at være både rar og imødekommende, og forklarede mig om stedet. De sjoveste biler, var dem som var mest tilgroede, fik jeg forklaret, og dem kunne jeg sagtens finde. Jeg skulle bare følge grusvejen helt ned i bunden af stedet, bag rækkerne med nyere biler, og allerbagest der ville jeg finde de ældste biler, indhyllet i buskads og græs.
Jeg takkede, og så tog jeg ellers hul på et par af de sjoveste timer jeg har haft.
Undervejs kunne det ikke undgå at slå mig, at hver enkelt bil, som lå der blandt hundrede andre, bar på i hvert fald en skæbne. For der var mange som tydelig havde været involveret i uheld. Hvor alvorlige, kunne jeg heldigvis ikke vide – men nogle af bilerne, var slemt krøllet sammen.

Jeg stopper aldrig med at blive forundret over, hvor hurtigt at naturen tager sit tilbage. To år mere, og så vil hovedparten af bilerne være helt indhyllede i vegetation, hvis ikke de bliver gravet frem, fordi de bærer på enkelte brugbare dele.