Godt gemt mellem en klynge vindblæste, høje træer, ligger Kirkegaard, og putter sig.
Stuehuset er helt tilbage fra 1750, mens længer er kommet til, fra 1877, 1900 og 1902, udhusene kom til i 1953.
Huset var senest beboet af Poul og Elisabeth Olesen. Sidstnævnte boede på gården, frem til sin død i 2001, efter at have boet alene i fem år, da Poul forlod denne verden i 1996.
Nærmeste nabo, er den nedlagte kirkegård, som ligger forblæst med sine gamle grave. Og her blev Poul og Elisabeth helt ekstraordinært lov til at blive begravet under fælles sten, selv om begravelsespladsen for længst var nedlagt.
Efter sigende skulle det være parrets søn, der stadig ejer Kirkegaard, der dog ikke benyttes til bolig, men blot ligger og forfalder. Hvilket er synd, når man ser den gamle, charmerende indretning, som overalt præger gården.
Tiden har efterhånden gjort kål på stedets brugsværdi, men det ændrer ikke ved, man stadig kan fornemme det storhed. For Kirkegaard, har helt sikkert været en af området smukkeste gårde. Nu er det så som så med skønheden – altså hvis man lige fratrækker forfaldets charme.
Fotoet herunder viser gården anno 1946.
