Bjørneklosfæstningen

Den beboer jeg oftest møder, i mine forladte huse, er en flink fyr ved navn skimmelsvamp. Og den kan gøre selv det bedste spot, til en tur til Helvede, for sådan en lille festastmatiker som undertegnede.

Så med i tasken, sammen med kameraet og de obligatoriske marcipanbrød, lå en karton med ti ekstra kraftigt filtrerende støvmasker. Vær beredt – man er vel gammel spejder…

Men det skulle vise sig, slet ikke at være nok. Men det vender jeg tilbage til.

Den obligatoriske tur rundt til naboerne, afslørede ikke så meget. Huset havde været forladt længe – i hvert fald mindst ti år. Af og til blev der læsset lidt ragelse af, som så hobede sig op, sammen med alt det andet skrammel, der fyldte op foran, ved siden af og bagved det lille rødstenshus fra 1908.

Men hvem personen, som gennem sit liv, havde samlet mindst tre skibe, fem campingvogne, et utal af biler, traktorer og gud ved hvad sammen på de to grunde, måtte stå hen i det uvisse. Selv naboens glad galpende hund, der lige skulle se mig an, før den savlede mig til, kunne ikke tilføre noget af betydning til mysteriet. Men sød var den.

Så jeg begav mig hen til stedet, ikke synderligt klogere – men lige nysgerrig.

Det skulle dog vise sig, at være den forkerte dag til shorts, for allerede ved vejen kunne jeg se, at det ville være umuligt at forcere grunden. Foran huset vejede en større koloni af brændenælder i vinden, men det havde jeg prøvet før, så tænderne blev bidt sammen, og stykket forceret, med der af følgende snurren og svien på de bare ben. Det plejer at gå over efter 12-14 timer. Huset afslørede intet af særlig interesse.

Men ud af køkkenvinduet, kunne jeg se, at gårdspladsen var ufremkommelig – en jungle af bjørnekløer, skulder ved skulder, spærrede effektivt den vej.

Stedet havde stået tomt længe, og hvad der ikke var blevet ødelagt af vind og vejr, havde vandaler sørget for, ikke var mere værd. Allerede før jeg gik indenfor, havd jeg set, at hele den smalle passage ved huset højre side, var overstrøet med byggeaffald – og mindst to meter høje bjørnekløer. Det ville være uklogt at krybe den vej i shorts.

Den tilstødende grund ved husets venstre side, var oversået med udtjente køretøjer – men desværre også tæt besat med to meter høje bjørnekløer – så den vej var også udelukket.

Men hele veje rundt omkring den lille grund, kunne man lige klemme sig ind, mellem træerne og kornmarken. Men den tur afslørede også hurtigt, at der ikke var noget at komme efter, ad den vej. Hele grunden var et vildnis, plastret til med meterhøje bjørnkløer, så langt øjet rakte. Ind imellem kunne man lige skimte en gammel lastbil, en sammenfalden campingvogn, en traktor, og sågar en båd.

Jeg gik turen et par gange, mens jeg håbede landmanden ville tilgive den smule korn jeg trådte ned – men det så noget sølle og vissent ud…

Atter fremme ved en gammel traktor, sammensunken af rust og ælde, måtte jeg erkende, at det ville være umuligt at komme om bagved huset, i min påklædning.

---

Nogle uger senere mødte jeg atter op på stedet, denne gang bevæbnet med vandskyende heldragt, gummihandsker foruden kameraet. Og så var oplevelsen en helt anden. Nu var det som at træde ind i en jungle, hvor planterne havde overtaget biler, campingvogne og landbrugsgrej. Overalt stod bjørneklo meterhøje, og da jeg nåede til bunden af grunden, var buskadset så tæt, at det var umuligt for mig, at gennemtrænge de tætstående bjørnekløer. Men det gjorde ikke noget, for jeg fik de billeder jeg kom efter – en unik oplevelse rigere.