– eller: Sur på Botox i Bilka
I kender det sikkert godt: Man er taget i Bilka, og halvvejs gennem dette indkøbshelvede, spørger man sig selv, hvad man egentlig foretager sig. Og som regel kan man ikke svare på spørgsmål. Med buler i hele understellet, efter utallige kundevognspåkørsler når man til kasselinjen, hvor man desperat forsøger at spotte den kasse med kortest kø.
Og det er her man gør fejlen: Man skal ALDRIG tage den korte kø.
– Ohh – hvorfor ej, du alvidende orakel. Kort kø, må da betyde en superskarp kassemedarbejder, der kan rubbe neglene?
Det ved vi jo godt, ikke er rigtigt. En kort kø, er en kø, hvor alle de andre kunder er forduftet, på nær den stakkels kunde, der er blevet fanget ved kassen, med den bebumsede ungersvend med NY I JOB-badgen!
Nå, heldigvis fandt jeg en kø, der bevægede sig fremad, med nogenlunde samme sneglefart, som nabokøerne.
Pludselig opgiver en kunde i nabokøen, fristet af en opstået plads ved en anden kasse. (Og det ved vi jo også, man HELLER ikke skal gøre. Hold køen!)
Og vupti ræsede en mor, far og og en lille pige på 4 år, ind på pladsen, med deres vogn.
Pigen var i hopla – OG plagehumør. To skønne egenskaber når man er i Bilka.
Mor var vred. Nej. Hun var gal. Ikke “gaaal” – men “GALD”, med så meget tryk på L, at det fik ondt i fodleddet.
Far, han så egentlig mest ud til at ville hjem – og mentalt havde han været det i et stykke tid.
Det var et usædvanligt par, og efter rynker – og mangel på samme – et sted sidst i 30’erne. Vi kommer til det med rynkerne.
Pigen var i en dynejakke, nederdel med pailletter og prikkede strømpebukser. Og efter fars udtryk at dømme, hans lille darling. De smilede og pjattede. Far havde stort fuldskæg, mørkt krøllet hår samlet i en hestehale, og så ærligt talt lidt træt ud.
Parret talte engelsk indbyrdes – far og datter dansk – og moren var i fuld sving med at skælde pigen huden fuld, fordi hun åbenbart havde plaget lidt rigeligt mens de passerede forbi legetøjsafdelingen. Dååå – hvad havde hun forventet? Passerer jeg gennem en legetøjsafdeling, plager jeg mig selv for legetøj…
Nå, men mor talte altså engelsk med en tyk amerikansk accent. Og hun var virkelig i stødet. Skældte og smældte på pigen, som bare ikke kunne leve uden et eller andet slik, som fristede ved kassen.
Mors kinder blussede. Hun havde fået NOK af tøsepigens plagerier, og forsikrede pigen om, at hvis hun ikke stoppede sine plagerier – med tilbagevirkende kraft (tror jeg) så ville hun aldrig mere få at se skyggen af en gave, i hele sit liv!
Optrinnet steg lidt i graderne, og jeg fuldte spændt, fra min plads, det videre forløb. Jeg forventede halvt at pigen ville bryde i gråd. Men det skete ikke. Hun grinede i stedet svagt, og pegede igen.
Var mor ikke vred, så blev hun det i hvert fald nu. Hun sagde noget på amerikansk, sluttende af med et hårdt “EVER!”.
Men pigen blev slet ikke ked af det, og smilede stadig.
Mor derimod fortrak ikke en mine, selv om man ud fra tonefaldet, ikke var i tivivl om, at hun var sur som en tankvogn med for gammel mælk.
Mit blik flakkede mellem mor, datter og far. Og her så jeg det. Når mor skældte ud, hviskede far noget til pigen – på dansk. Og så grinede pigen stille. Pegede på en ny ting, og det hele gentog sig.
Sjovt spil de der havde gang i.
Pludselig fik mor nok. Hun vendte blikket mod sin mand, og nærmest spyttede en besked ud til ham, hvorefter han løftede pigen op fra vognen, travede ud gennem kassen, og lod den dampende kvinde stå med den halvfyldte indkøbsvogn.
Hendes øjne slog gnister, men hun fortrak ikke en mine. Imponerende stiff upper lip, tænkte jeg, mens hun smed varerne op på båndet. Jeg sværger jeg kunne høre en syden i baggrunden. Diskret nærstuderede jeg hende, og bemærkede at hun nok var lidt ældre end først antaget, trods det rynkeløse ydre. Men der var noget ved øjnene og det kraftigt kalkede ydre, der virkede forkert. Og så den totale mangel på mimik i ansigtet.
Og så slog det mig: Pølser. Fruen havde naturligvis fået Botox, derfor hendes ansigts totale mangel på mimik. Hun betalte, uden den mindste antydning af smil.
TIl gengæld havde far og datter en fest, henne ved bageren, hvor han fremtryllede en bolle til hende, mens mor udtryksløst betalte for sine varer.
Jeg testede mine smileevner til den søde kassedame – og de virkede tilsyneladende – for hun smilede tilbage. Eller også så jeg blot tilpas pudsig ud, til hun begyndte at grine. Det fandt jeg egentlig aldrig ud af. I hvert fald havde både hun, jeg, samt flere af varerne på båndet, nemmere til smil, end den amerikansk talende kvinde.