Det er ikke til at se det…

– hvis man ikke lige ved det!

For fra hovedlandevejen der fører forbi gården, ser bygningerne sådan set ikke så slemme ud.
Men den anden side afslører et helt andet billede.

Gården var jeg kørt forbi utallige gange, når min søn skulle hentes eller bringes til efterskole.

Men det var først en vinterdag, det slog mig, at der var noget som ikke helt stemte. For var der ikke et stort hul i stuehusets tag?

Jeg skrev huset på listen, og endelig efter noget tid, gjorde jeg holdt.

Stald og lade var ganske rigtigt tomme, og græsset stod højt på gårdspladsen. Men det var stuehuset, der gav den mig den største overraskelse. For på den ene side, så bygningen ikke ud tila t fejle det store. Der var naturligvis hullet i taget.

Men da jeg kom om på bygningens bagside, ud mod haven, kunne jeg godt se, at det var længe siden der havde boet mennesker.

Om det var en renovering, som var blevet kørt i sænk, vides ikke. Men i hvert fald så det ud til, at man var begyndt på at lægge nyt tag på, var gået i stå – der stod byggematerialer i det høje græs – og efterhånden havde vind og vejr slået renoveringen tilbage til start.

Og der har den stået længe og ventet på en sekser.

Desværre ser stuehuset ud til, at være i så dårlig stand efterhånden, at det ikke står til at redde.

Men bygningen kan komme til at stå længe, i sit langsomme forfald, for det store maskinhus dækker effektivt for nysgerrige øjne fra vejen. Så med lidt held, et par efterårsstorme, og lidt tålmodighed, vil stedet med tiden, blive til en smuk ruin. Og så ses vi igen.