Ved vejen

Det gamle stuehus er fra 1850. Og det er det eneste der står tilbage, af den faldefærdedige gamle rønne, som jeg så ofte har bemærket når jeg har sat kursen mod Herning fra det nordjyske.

Den er vanskelig at se om sommeren, hvor træerne dækker for det lave, og noget krumryggede hus. Men i vinterhalvåret, hvor træerne stripper, kan det ikke skjules.

De omkringliggende staldbygninger mm. er for længst udraderet fra jordens overflade. Og der skal vist en klausul om, at bygningen er bevaringsværdig, for at stuehuset kan slippe med livet i behold.

Store maskiner arbejder på stedet – så til efteråret, når løvet atter er faldet, vil jeg opdage, om stuehuset har forladt denne jord, eller om nogle mennesker, med hænderne rigtigt skruet på, puster liv i stedet.

Sine steder stikker det mørnede bindingsværk frem, umalet og dryssende, og under nogle træer stikker en bunkerlignende kartoffelkælder snuden frem, som et levn fra en tid, hvor et var måden at opbevare sine madvarer på. Og så skal man lige tænke over den åbne og dybe brønd, midt på plænen.

Det er et hyggeligt sted. Eller det kunne det blive.

Man kunne jo også bare fylde stedet med dets oprindelige møbler, og lade det forfalde. Som en attraktion for sådan en som mig…
Gården er nu nedrevet.