Jeg troede først jeg var kørt forkert – for Karup, det er da den med lufthavnen. I midtjylland. Den by var jeg kørt igennem hundredvis af gange i tidens løb – på vej mod Herning og retur til det nordjyske.
Og da der tilmed blev vist fra til en flyveplads, var min forvirring fuldkommen.
Men den var godt nok. Vendsyssel kan bryste sig deres helt egen Karup – med flyveplads. Præcis som sin midtjyske storebror. Eller søster.
Jeg kom tilfældigvis forbi den enorme staldbygning, som lå meget tæt på den lille landevej. Og det slog mig, at den da så en anelse forsømt ud. Og da porten tilmed var spærret med et par solide halmballer, blev min nysgerrighed vakt.
Bilen blev vendt, og jeg drejede ned ad en mindre landevej, og smed bilen i græsset i rabatten. Herfra virkede staldbygningerne i væsentlig bedre stand, og i det fjerne kunne man høre støj fra grise og ventilatorer. Men – nu var jeg standset, så stedet skulle udforskes.
Til venstre for gården lå en mindre minkfarm. Eller resterne af den. Og da jeg svingede rundt om et maskinhus, og ind på den mudrede og tilgroede gårdsplads, fik jeg øje på det. I gårdspladsens fjerneste hjørne, klemt inde mellem vild bevoksning og den store hovedport, der havde en fuld etage over sig – det havde været en fin gård, i sin tid – lå det røde stuehus. Rødkalket, afskallet, indhyllet i grønt. Over porten stod der 1953. Men bygningerne var en del nyere end stuehuset, der på gavlen var dateret til 1920.
Jeg lod blikket vandre fra stuehuset, ud mod den åbne mark, der strakte sig ned mod en mindre ådal. Dernede tøffede en traktor rundt, i færd med at slå græs, og da jeg kunne fornemme at landmanden havde set mig – min fototaske er også meget orange – vinkede jeg til ham. Han opgav straks sit forehavende, og satte kurs i min retning, parkerede kort efter på den modsatte side af det elektriske hegn, og stoppede motoren, der småbøvsende faldt til ro.
Vi hilste pænt, jeg forklarede mit ærinde, hvilket var overflødigt – kameraet i hånden afslørede mig – men landmanden fandt det åbenbart meget spændende, og jeg skulle da bare gå indenfor og se mig omkring. Men jeg måtte love at passe på førstesalen, for loftet var faldet ned i stuen!
Det lovede jeg naturligvis. Det er så dejligt at komme hjem i et stykke. Men inden jeg kastede mig over udforskningen af huset, fik jeg en hurtig gennemgang af stedets historie. Helt gratis. For landmanden var tilfældigvis stedets ejer, men boede nu på nabogården. Stuehuset havde været lejet ud, til nogle meget tørstige personer, som han formulerede det. Men det havde i hvert fald stået tomt, de sidste 10 år. Mindst.
I tidernes morgen havde der boet en mand på gården. Han havde været borgmester, hvilket nok var grunden til, at han fik lov til at tilbygge staldene så tæt på vejen. Senere var stedet blevet overtaget af en mand og en kvinde. De havde intet haft med hinanden at gøre, og derfor var underetagen og førstesalen blevet hermetisk adskilt. Landmanden kunne berette om en gang, hvor manden ikke havde set kvinden i et par dage, og derfor var blevet lidt bekymret for hende. Derfor ville han se til hende. Men da han nåede to-tre trin fra at være helt oppe ad trappen, kunne han høre låsen blive drejet i døren ind til hendes lejlighed. Hun skulle ikke have mandebesøg. Men i det mindste var hun da i live.
Senere overtog landmanden gården, lejede stedet ud – for det voldsomme beløb, af 1500 kr. i måneden. Og så gik tiden med skiftende lejere.
En dag var han inde for at tjekke op på en defekt vandvarmer, men det var ligemeget for lejerne. Den havde været itu i tre måneder. Og de behøvede ikke varmt vand. Bare der var kølige drikkevarer nok.
De flyttede med tiden. Der kom ikke lige nogle nye ind. Og landmanden opgav at vedligeholde huset, der efterhånden forfaldt. Og således gik der ti – måske femten år.
Det har flere gange været oppe at vende, at få fjernet stuehuset, fortalte han mig. Men ind til videre står det, hvor det har stået siden 1920. Indhyllet i træer, buske og græs, til langt op over skorstenen, og akkompagneret af grisegrynt fra stalden.
På modsatte side af stuehuset lå haven. Tidligere en mindre park, med stier og dam. Nu en brændenældejungle. Jeg sendte en venlig tanke til mine lange strømper. Forsigtig trippede jeg rundt, mellem buske og nælder. Sådanne gamle haver kan være lunefulde – der kan gemme sig gamle brønde – så det gælder om at se sig for.
Herfra gik turen indenfor. Allerede i entreen var opdelingen tydelig. Trappeskakten var helt lukket, med en solid dør til entreen og en skydedør til køkkenet.
De sidste lejere havde ikke været farveforskrækkede, vidnede vægkulørene om, som skiftede fra rum til rum. Møblementet lugtede lidt af 90’erne, resten lugtede bare jordslået.
I stuen blev udsynet til haven spærret af et nedfaldent loft. Sagte dryp forkyndte, at det lige havde regnet – også i stuen. Overalt var der rodet af opstablede møbler, som var stedet blevet forladt uden at lejerne havde bekymret sig om andet end at tage deres tøj med. Adskillige gamle stereoanlæg stod rundt omkring, sammen med gamle billedrørs-TV. Og så var der flasker. En Guds velsignelse af flasker, der ville sprede glæde hos enhver flaskesamler.
I vinduerne havde edderkopper forsøgt sig ud i gardinspindingens ædle kunst. De havde med stort held, dekoreret vinduerne i så tykt et lag silke, at det næsten var smukt.
Flere gange undervejs, takkede jeg min LumeCube for dens velvillige assistance. For der var mørkt indenfor. Opgroede haveplanter, der ledte tanken hen på Torneroses slot, års samlet skidt, edderkoppespind, og flere steder, tykke gardiner, gjorde, at der ikke slap meget dagslys indenfor. Og da LumeCuben en times tid senere gav op, begav jeg mig ud i sollyset igen.
Jeg sendte en tak til den flinke landmand, edderkopperne, og den lokale malerforretning. Det var et fint besøg.
