På mine ture rundt i landskabet, på jagt efter ruiner jeg kan udforske, støder jeg på lidt af hvert. De mest spændende steder, er dem der rummer en historie. Derfor render jeg også ofte naboerne på dørene, når jeg har været på afveje, og besøgt nogens aflagte hjem, uden at få en officiel indbydelse.
Men lad os begynde et sted mellem Hals og Sæby. For her lå jeg og rallede rundt forleden, i min jagt efter et forladt hus at fotografere. Og man skal ikke bevæge sig rundt i Vendsyssel særligt længe, før de springer i øjnene, disse huse, hvis beboere har forladt dem, af den ene eller anden grund.
Jeg har taget turen ofte. Jeg er en Østkyst Hustler – vestkysten siger mig ikke så meget. Der er for goldt og blæsende. Østkysten, derimod, er frodig og venlig.
Jeg havde udvalgt et par steder, jeg havde bemærket på nogle tidligere ture, og et af dem var et brændt hus i Lyngså, som jeg havde passeret nogle gange, men aldrig havde fået kigget nærmere på. Nu var jeg lige i nærheden – da jeg fik øje på et andet interessant hus. Det tog lidt af min opmærksomhed. Jeg noterede mig stedet, og vendte så næsen mod den brændte bungalow.
Bilen blev parkeret, og mens jeg skød lidt udendørs billeder, bevægede jeg mig omkring den delvist nedbrændte bygning. Jeg var kommet over på modsatte fortorv, for at få et fornuftigt skud af hullet i taget, da en nydelig skjorteklædte herre kom ud af nabohuset. Han bevægede sig hen ad fortorvet langs facaden på det brændte hus, mens han nysgerrigt tog mig i øjemål. Det skyldtes enten men orange fototaske (som før nævnt) eller at jeg ser meget mistænkelig ud. I al fald tog jeg tyren ved hornene, gik over vejen, hilste på ham, og præsenterede mig. Han var godt opdraget og hilste pænt igen. Han lød det gode danske navn, Jørgen.
Jørgen var en venlig mand, og lyttede interesseret da jeg fortalte om min hobby, og da jeg spurgte om han vidste noget om stedet og hvad der var sket, var det en sand guldgrube jeg fik åbnet op for. For Jørgen var nabo til huset, og han havde set hvad der var sket, den nat i marts 2020, hvor huset, på mystisk vis, var brudt i brand. Meget mystisk, da ingen var hjemme – heldigvis da. Men ligeså mystisk, da et andet sted i nabobyen, blev antændt under lige så mistænkelige omstændigheder.
Jørgen kunne berette at huset havde været beboet af et ældre ægtepar, men for år tilbage døde manden, og konen havde efterfølgende svært ved at holde stedet – og betale terminen. Så huset røg til slut på tvangsauktion, hvor det blev erhvervet for en slik, af en pizzeriaejer fra en større by, længere oppe ad kystvejen.
Og her begyndte så bungalowens sidste tid, som herberg for pizzeriaejerens ansatte. Der kunne nogle gange bo en enkelt eller to – andre gange helt op til 8-10 stykker. Til naboernes fortrydelse, da disse unge mennesker ikke altid var gode til at være stille i nattetimerne.
Men alt dette fik en brat slutning, den martsnat i 2020, hvor naboerne observerede at bygningen stod i lys lue.
Her, tre år senere, står huset stadig. Den nordlige del af bygningen er sortsvedet, med et stort hul i taget. Planter har taget bolig i slaggebunken på stuegulvet, og stikker man hovedet ind af det knuste dørvindue, er alle vægge og lofter sortsvedne og tilsodede. På trappen foran hoveddøren, ligger der sorte plamager af noget tjæreagtigt, som er løbet fra huset, og ned over trinene.
Der er ingen tvivl om, at branden har været voldsom.
Men hvad så? Spurgte jeg Jørgen.
Ja hvad så. Så ikke mere!, svarede han. Ejeren er ligeglad med huset, og selv efter flere henstillinger, er der intet sket. Naboerne har længe forsøgt at få huset nedrevet, da den ligger lige ned til et stort sommerhusområde. “Og man kan jo ikke have sådan en øjebæ liggende, når der kommer gæster!”
Og det kan Jørgen jo have helt ret i.
Jeg forklarede ham, at jeg godt kunne forstå hans synspunkt, men om ti år ville huset være endnu smukkere, set med mine øjne. Den var Jørgen ikke helt med på.
Jeg takkede Jørgen for historien, og gik på opdagelse i ruinene. Men da det er en brandtomt, afholdt jeg mig fra at gå indenfor. Der var også for mange nysgerrige øjne, der lurede bag ruderne i nabohusene.
Jeg håber Jørgen fortæller dem, at jeg var ganske ufarlig.
Søger man på nyhedshistorier om branden, så er det senere blevet afklaret, at den ikke var påsat, men sandsynligvis begyndte i en vaskemaskine eller lignende, i kælderen. Heldigvis var ejeren ikke hjemme.
Skal man se på det positive, så slap han for at hænge vasketøjet op…
Og mens han nu gør det bedste han kan, for at glemme sit hus i Lyngså, så holder naboerne øje med stedet. Og klipper hækken.
For der skal være pænt til turisterne. Og til de amatørfotografer, der kigger forbi.
