En lille Øgade historie
– vi kan jo kalde den for:
Dræber-skrivebordet i Øgade
Jeg har et skrivebord.
Uhh – du er vel nok en dygtig dreng, Jan, der sådan kan holde på inventaret…
Shhhhe – Det bliver en lang historie hvis du hele tiden skal afbryde mig selv!
Ok!
Altså – jeg er ejer af dette meget smukke palisander-skrivebord, som jeg erhvervede mig for et par år siden. Det er stort som et oppustet ego, smukt i gløden, og udstyret med to massive skuffesektioner i hver side. Hele herligheden placeret oven på et par meder, der løfter kolossen smukt fra gulvet.
I tidernes morgen har det stået i en Sparekassen Nordjylland afdeling – jeg ved ikke hvor – siden en gang sidst i tredserne. Et virkeligt smukt møbel som jeg sætter stor pris på.
Eller satte stor pris på – for mit skrivebord forsøger at slå mig ihjel.
Jamen det er sandt. Ved flere lejligheder har skuffer på mystisk vis trukket sig selv ud, så jeg er snublet i dem. Hver gang har jeg reddet mig selv i sidste sekund. Men ikke i går.
Jeg sidder og hygger mig med kaffe, et mindre arsenal af småkager, og så naturligvis, goatporn.com – sådan som skilte, enlige mænd nu gør. (Ja, ok – jeg sad og fiflede med noget Dirch – det lyder bare ikke så sexet…)
Mens den fiktive brægen støjede i baggrunden begyndte kaffen at gøre sin virkning, og jeg besluttede at besøge urinudslusningen.
Og det var her det gik galt. For mit skrivebord havde lagt en plan: denne gang SKULLE jeg udryddes.
Jeg rejser mig altså op, skubber stolen ud, drejer mig til højre – og banker mit venstre skinneben ind i den nederste højre skuffe, der på mystisk vis stod åben.
Det gør naller. Og som I sikkert ved, så er mandesmerter op til 800 gange værre end kvindesmerter. Mit bud er, at den smerte der for op gennem mit ben, svarede til et sted mellem 30 og 35 tvillingefødsler. Men det kan godt have været mere – men hvem gider være et pylrehoved…
Skuffen får mig til at tabe balancen, så jeg ryger forover, lige i retning af mit spisebord, som jeg heldigvis lige når at støtte mig til, før jeg ryger hen over ryggen på en spisebordsstol, og tungt lander på gulvet, så alt i stuen ryster, og lysekronen sikkert faldt ned hos underboen.
For at fuldende spasen, så slipper jeg en fjert på størrelse med indholdet i en mellemstor varmluftballon, der festligt trompeterer en fanfare, mens jeg roder rundt på gulvet mellem skrivebord og spisebord, som retningsforvirret hvalros der er faret vild i IKEA.
Prutten – for sådan nogle er jo altid en fest – får mig til at grine højt, alt i mens jeg ømmer mig over mit stakkels forslåede skinneben – så jeg jeg halvvejs kvækker mig gennem en hysterisk latter og jamren.
Sådan lå jeg lidt, med den ene hånd på mit ømme skinneben.
Jeg får mig rejst, da jeg ser at min hånd er fuld af blod. Og da jeg kigger ned på mit ben, løber blodet ud fra en flot lang flænge, der sidder kækt på sned lige midt på skinnebenet. Der er blod på gulvet, der er blod på skuffen – det ligner i det hele taget en rigtig skidt formiddag på Tampax’ testlaboratorium.
Blodet trække fine et-taller ned ad mit ben, mens jeg stadig griner over det komiske i situationen, og humper småklukkende ud på mit toilet for at få vasket mit ben.
Heldigvis var det ikke så slemt, bare nok en 6-7 cm flænge på mit i forvejen ramponerede skinneben.
Men jeg ved ikke rigtigt om jeg tør sidde ved mit skrivebord længere – jeg tror det er forhekset af ånden af en morderisk Spar Nord medarbejder, der har udtænkt en snedig plan: Jeg skal udryddes – bid for bid. 7% fredag – 10% lørdag – en 5% hapser søndag – med den fart er jeg borte inden der er gået 14 dage.
Hvis jeg en dag ikke er her mere – simpelthen er forsvundet op i den blå luft, så gør mig en tjeneste: Undersøg mit skrivebord. I vil sikkert finde en legemsdel i hver skuffe…