Et lille uddrag fra den yderst berigende Ø-gade krønike:
Kuglestød i loop
Dagens tekst foregår i en ikke så fjern gade til Ø-gade, nemlig i mit elskede og forhadte Loop motionscenter.
Normalt er det jo ikke så spændende et sted, men hvis man holder øjnene åbne, kan man være heldig at få en lille historie med hjem. I dag behøvede jeg dog ikke at åbne øjnene – historien kom til mig, i et arrigt vredesudbrud af smerte fra de nedre regioner.
Men lad os nu ikke forhaste os – lad mig begynde ved begyndelsen:
Jeg er født i… ups, for langt… Her til morgen svømmede jeg en tur i mit eget sved i mit motionscenter. Hvorfor jeg kommer der, ved jeg ikke – jeg bliver ikke tyndere, der er knap nok antydningen af en god gammeldags selvtilfredsstillelsesmuskel på mine arme – men stemningen er god, der er gratis kaffe, og et utal af frække pensionistinder at kaste blikket på. Et dejligt sted for en gammelt gris.
Jeg havde tæsket min tykke, astmatiske krop og dens nedslidte akillessener igennem en lille halv time på crosstraineren, fået vejret igen, tørret opkastet op og nu skulle vi rigtigt hygge igennem ved torturinstrumenterne.
De første maskiner gik fint. Jeg fik trænet den uudtalelige muskelgrupper efter den næste, alt imens jeg lød som meget utæt hoppeborg.
Efter en halv rundes sved og smerte, nåede jeg til det apparat jeg kalder for headbangeren. I kender den sikkert godt. Det er et skråt aggregat, hvor man kan ligge og træne rygmuskler. Jeg skal altid stille på såvel højde, længde og vinkel, da jeg må være den laveste i Loop.
Nå, men dyret blev klargjort så det passede til mig. Troede jeg. For da jeg hoppede op kunne jeg godt mærke at jeg havde fået den lavet lige kort nok.
Nå, skidt, tiden gik, og der var andre bag mig, så jeg måtte jo bare i sving.
Ned med hovedet, fat i en vægt, og så ellers i gang med at løfte overkroppen op i vinkel med bentøjet.
Det var her jeg kunne mærke at noget var rivende glat. Da jeg havde sænket kroppen, kunne jeg godt fornemme, at der var noget som klemte kronjuvelerne en anelse. Men hvad – sådan nogle små fedtede kugler, de kan glide på plads, næsten ligemeget hvor de hopper op eller ned. Så jeg greb vægten, og løftede overkroppen op i vinkel.
Det gjorde bestemt ikke sagen bedre. En ond lille dværg med en blæselampe, begyndte i det samme at opvarme min højre testikel. Jeg hoppede lidt i maskinen. Men da jeg atter sænkede hovedet mod gulvet, sad kuglen endnu mere i spænd mellem mit klejne legeme og den hårde pude.
Det hvinede af smerte fra, som var den lille dværg med blæselampen nu i gang med at svitse alle min andre indre organer.
Situationen var faktisk mere alvorlig en I lige umiddelbart tror, for nu hang jeg jo med hovedet nedad, med hele min krops vægt, balancerende oven på min højre testikel. Forstil dig en 110 kg der presser hårdt ned på den yderste spids af din lillefinger – ned mellem dine ben, mens flere dværge nu er begyndt at grave gange i dine indvolde, så smerten kan nå helt ud i krogene.
Jeg var på den. Jeg kunne ikke blive liggende – det gjorde nemlig naller. Hvis jeg rejste mig op, var jeg udmærket klar over, at presset på kugle nr. 2 ville blive yderligere forstærket – hvilket næppe ville gøre sagen mere behagelig. Og samtidig kunne jeg ikke bare blive liggende, for min røv stod lige i vejret, med retning mod ham den klamme med de tynde ben, som stirrede lige lidt for længe på på hanner og hunner i motionscentret. Jeg kunne mærke hans øjne grave sig vej gennem det udspændte stof i mine træningsbukser. Kom han dybere, så var han også selv ude om det. Så ville hans øjenæbler blive lukket inde af en yderst effektiv sfinkter. Så kunne han lære det.
Og så var jeg jo ikke interesseret i at tabe ansigt. Jeg kunne jo ikke bare blive hængende der, i en obskøn positur, uden at foretage mig noget. Der var ingen vej uden om, jeg måtte høve mig op igen.
Med et indestænkt vræl, og en tåre silende ned ad den ene kind, kom jeg op i vinkel igen, mens min højre testikel afgik ved døden i en eksplosion i mine træningsbukser.
Jeg rokkede forsigtigt på stedet, for at se om den kunne hoppe ned, så den ikke længere sad i spænd – det havde den da kunnet da jeg var teenager.
Men nej, den blev på sin plads, nu i en mere flad udgave end normalt.
Det kunne vel ikke blive værre, tænkte jeg. Så jeg bukkede mig atter forover.
Det kunne det så godt. Som en stor kagerulle, mosede min tykke krop hen over min allerede fladmaste testikel, og pressede de sidste rester af smerte ud af den.
Jeg slap vægten, og uden jeg ved hvordan, fik jeg mig hævet op, med mere testikelmos til følge, og klatrede ud af maskinen, som en gammel gigtplaget mand, der krænger sig ud af en gokart.
Jeg vraltede over til væggen, med gangart som stor pingvin, og med små hvide pletter dansende for øjnene, kom jeg langsomt til hægterne. Jeg kunne næsten føle, hvordan den søndermoste kugle, løb ned af mit lår som en klæg tynd kartoffelmos.
Med en svag hulken fik jeg langsom kontrol over mit åndedræt, og fik mig placeret yderst forsigtigt i næste helvedemaskine.
Det siger vel næsten sig selv, at jeg sprang jeg Headbangeren over i anden runde…