Bedste

Bedstemor – venligboer

– et Øgade tilbageblik

Jeg har haft en bedstemor – ja faktisk hele to.

Men denne lille historie handler om min farmor – hende jeg altid kaldte Bedstemor.

MIn bedstemor hed Laura. Hun boede i et lille hyggeligt hus i Krogslund uden for Hammerum, sammen med sin Johannes – min bedstefar. De var simple mennesker, der levede et simpelt liv, passede deres arbejde, og i det hele taget satte de en ære i at klare sig selv.

Deres lille røde hus var bemærkelsesværdigt meget større indvendigt, end det var på ydersiden. Der var altid plads til en til. Der var hjerterum og varme – og et skab fyldt med kaffe. For min bedstemor kunne godt lide kaffe – og når det var på tilbud, så blev der købt stort ind. Hun har bestemt været en medvirkende faktor til min egen store kaffeglæde.

Laura havde ikke bare et stort hjerte, men en krop der nærmest flød ind i nabokommunen. Hun var en frodig kvinde, og når man fik et af hendes mange knus, så var det som et blive mast ind i en dyne, fyldt med lun budding. Der var ikke antydning af knogler i hendes krop, og hendes knus var noget af det bedste jeg vidste. Og hun var ikke nærig med dem.

Hun arbejdede i en menneskealder på De gamles Hjem i Hammerum, men når kitlen blev lagt, så foldede hun en helt anden Laura ud. For min bedstemor var en gudsbenådet fortæller. Hun skrev små sjove historier, og sketches, som hun underholdt med ved enhver given lejlighed – også i Missionshuset. For min bedstemor var en gudfrygtig kvinde.

Hun elskede musik og sang og latter, store blomstrede kjoler og portvin. Og nytårsaften pulsede hun løs på cerutter.

Som nævnt var der altid plads til en til i det lille hjem, hvilket mange af landevejens farende riddere benyttede sig af. Hun fortalte ofte om de vagabonder som fik lov til at overnatte hos dem. Der var altid en bid brød – og en kop kaffe at forfriske sig på. Men en ting var no-go: Hun ville ikke have at de sad og drak – brændevin, pullimut eller sprit. Det var totalt forbudt. “For Jan, hvis de er fulde, og ryger – ja, man ved jo aldrig om de sætter ild til det hele!”. Overholdt de denne regel, så var altid velkomne – ellers røg de ud på røv og albuer. For nok var hun en blød kvinde – men hendes ord var lov. Det ville skære hende i hjertet, og han ville sikkert have fået en madpakke med på vejen – men ud var det.

Min bedstemor og bedstefar var unge og nygifte under krigen, og hun fortalte ofte om det. Især om dagene efter befrielsen, hvor lange kolonner af unge og gamle tyske soldater, marcherede forbi deres vinduer, på vej hjem til Tyskland.

Min bedstemors hjerte græd for de stakkels soldater, som nu skulle tilbage til et sønderbombet land, og en uvis fremtid. “Men dem i de sorte læderfrakker med dødningehovederne – dem brød jeg mig godt nok ikke om!”

Hun talte heller ikke pænt om de selvbestaltede hævnere, som klippede “tyskertøser” skaldede og hængt dem ud offentligt. Og en dag fik jeg at vide hvorfor: “Jamen nogle af dem, de solgte jo selv varer til tyskerne. De stakkels piger var jo bare forelskede!”

Hvorfor skal I nu have alt dette at vide om min kære bedstemor, der har været død og borte i mange år efterhånden?

Fordi jeg, her den anden dag, kom i tanke om, at jeg egentlig er glad for at hun ikke længere lever. Ja, det lyder mærkeligt. Og det er naturligvis heller ikke helt sandt – hun har været savnet lige siden den dag hun drog hinsides, og sluttede sig til min bedstefar.

Jeg er bare glad for at hun ikke skulle se, den glidebane som hendes elskede Danmark er ude på. Det ville hun ikke have brudt sig om.

Min bedstemor havde øje for de svage i samfundet, og hun gjorde en dyd ud af, at lære os unger, at alle er lige, og man skal være god ved sine medmennesker, uanset hvor de kommer fra, og uanset hvor uforståeligt man syntes deres livsstil var.

Strømmen af flygtninge som kommer til Danmark for tiden, ville have berørt hende dybt, og havde hun haft kræfterne, så ville hun  have hjulpet til – om ikke andet, så med at brygge kaffe i stride strømme. Men hendes hjerte ville have grædt over de af hendes landsmænd, som ville have udstillet deres haven nok i sig selv. Hun ville have prøvet at forstå dem – men det ville have faldet hende svært.

Hun ville sikkert have skænket en kop glohed kaffe, skubbet fløden hen til mig, og have sagt noget i retning af:

“Og Jan, ved du hvad de har fundet på? De har fundet på et ord – venligboer – om os som mener man er forpligtiget til at hjælpe sine medmennesker i nød – uanset hudfarve. Venligboer – som om det er et dårligt prædikat. For de glemmer jo en ting – hvis jeg er en venligboer – og de er det modsatte – så må de jo være uvenligboere!”

Jeg ville have smilet af hendes lille spidsfindighed, vi ville have skålet i kaffe og jeg ville have elsket hende endnu højere.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.