– eller: Den søndag aften Jan nær var blevet ekspederet hinsides af en speltmor
Søndag aften var ellers begyndt så fint.
Jeg havde afleveret en glad Malthe på efterskolen, hvor han blev modtaget med kram. Turen hjem havde være god, med program om myter på 24-7 (Vidste I at der ALDRIG har været vand i Faldemandens forlystelse på Bakken?) Og nu var jeg landet i Ø-gade.
Jeg havde fundet en parkeringsplads og var næsten nået hjem, på under en halv time, da jeg erfarer jeg er en smule brødflov.
Eller rettere: Mælkeflov. Er der noget der hedder det?
I hvert fald sætter jeg kursen mod Brugsen, for at fylde komælksjuice-lageret op.
Jeg skråer hen over det grønne område i Vendsysselgade, følger stien, da jeg i skumringen ser en mor med hendes lille datter, stå og sludre midt på stien. Den lille pige – stor nok til at gå, lille nok til at pludre uforståeligt – snakker løs på sit uforståelige kaudervælsk, og hende og mor har en super hyggestund, der midt på stien.
Endnu.
Den lille pige er bedårende. Jamen det hedder det. Ud fra hendes blegdanske mors hudfarve, kan jeg regne ud, at pigen er adopteret. Hun er så mørkebrun i huden, at kun ligner chokolade med 80% kakao. Hendes kridhvide øjne og tænder lyser i det lille runde, mørke ansigt.
Jeg nærmer mig de to på stien, og den lille piges øjne fanger mine. Hun smiler, og begynder at pludre højt, mens hun holder fast i en medbragt rød dukkevogn,
Hun kigger på mig, pludrende. Så kigger hun ned i dukkevognen, og på mig igen. Og så griner hun og smiler.
Her kunne jeg jo blot have været en tvær tyk dansker, men jeg har en uskreven regel, der tvinger mig til at hilse på mennesker jeg får øjenkontakt med. Så da jeg er næsten henne ved pigen og hendes mor, bukker jeg mig lidt ned, smiler til pigen, og siger hej.
Jeg fylder godt, har hår i hele femøren, så den lille pige har sikkert troet hun blev angrebet af en bjørn, eller stor hund. I hvert fald kaster hun sig ind mod sin mors ben, og forsøger desperat at kravle ind mors skinneben, mens hun kigger bagud på mig, med skrækken malet i øjnene.
Lidt befippet mumler jeg noget i retning af “Undskyld, jeg ville ikke forskrække hende”. Mor griner lidt afmålt, datterens fødder stikker nu ud fra skinnebenene, og hun er godt på vej til at blive opslugt af morens krop. Jeg tænker, at det kunne være lidt af en biologisk sensation, hvis det viser sig at pigens adoptivmor, blev nødt til at føde hende – med et skinneben.
Jeg er stadig let foroverbøjet, pigen skriger stadig fra mors ben, og jeg beslutter mig for, at det nok er bedst jeg forlader stedet. Men idet jeg skal til at gå, falder mit blik på pigens røde dukkevogn.
På dette tidspunkt er jeg desperat efter at sige noget, der kan få den lille pige til at holde op med at skrige. Jeg er slet ikke så farlig som hun tror.
Min redning – tror jeg – ser jeg i pigens dukkevogn. Fra vognen stikker benene op fra et tøjdyr. Jeg har vanskeligt ved at finde ud af hvilket dyr der har stået model til denne sære gule blanding af en and og en klat opkast. I tankerne er jeg allerede i Brugsen efter mælk, og fra et sted uden for min egen krop, hører jeg mig selv sige: Den er godt nok sød!
Idet den sidste lyd af “D” i sød langsomt klinger ud, fornemmer jeg at der er noget galt. Mor griner lidt anspændt – påtaget, og klemmer pigen ind til sig. Og min hjerne skriger: Sagde du lige: Den er godt nok sød. DEN er godt nok sød.
Jeg tager et skridt, mens hjernen råber: Sig du mente dukken. SIG DU MENTE DUKKEN!
MIn milt råber til mig i den anden ende af kroppen: Du siger IKKE at du mente dukken – du går bare nu!
Jeg rejser min krop de sidste få grader, til opretstående position, får kortvarigt øjenkontakt med mor, der kigger på mig, som havde hun fanget mig i at lokke hendes datter med en fedtet slikpose, alt imens jeg fyrer racistiske afrikanervittigheder fra 70’erne af.
Sidst jeg så det de øjne udstrålede, var da jeg så en veganer i TV, der demonstrerede mod at vi spiser dyr. Altså ikke TV’et – veganeren.
Det sidste jeg gør, er at mumle et “Undskyld!”, hvorefter jeg meget beslutsomt går hen ad stien. De første mange meter forventer jeg, at mutter tager ladegreb på pigens dukkevogn, for at klappe mig sådan en, at hele mit baghoved ville suse ind i nabokommunen.
Der sker heldigvis intet, og jeg når i Brugsen på rekordfart.
Om jeg kan lære noget af denne historie? Det er nok næppe sandsynligt.
Men næste gang jeg ser en mr med et barn, så… så dummer jeg mig sikkert igen.