Da minkene flyttede ud

– Og hønsende flyttede ind.
Historien om et forladt sted, som ikke var helt så forladt.

Allerede da jeg gik op mod den forladte minkfarm, havde jeg min tvivl om stedet nu også var så forladt, som det gav sig ud for at være. Der var lidt for pænt. Græsstien der førte de få hundrede meter ned mod stedet, var nyslået. Men det kunne jo være fordi, den førte ned mod den bagvedliggende skov?

Jeg trak på skuldrene, og gik op til den nærliggende gård, for at høre, om de kunne gøre mig klogere på stedet.

Der holdt et par biler i carporten, men der var ikke nogle mennesker at se, så jeg gik helt om i gården, hvor døren til skuret stod åben, og afslørede et par sovende hunde. Døren ind til entreen stod også åben, så jeg bankede på ruden.

Tre sekunder senere stod der en labrador og tyggede i min højre albue, mens en dansksvensk gårdhund stod og trippede ved mine fødder, og lignede en der var meget syg efter at få et klap. Det fik den ikke, for dens labradorven knurrede, så jeg klogeligt stod stille, selv om det værkede i min albue. Fine bisser den hund havde. Og havde den ikke også lige nået at nappe mig, i den højre balle? God smag, vuffer.

Efter et kort øjeblik, hvor jeg stod omringet af good dog og bad dog, kom en lav, nydelig dame ud. Hun kiggede mistænkeligt på mig. Men jeg ligner også en gennemsnitlig hjemmerøver. Jeg lagde stemmen i mit mest venlige og indsmigrende leje, og forklarede, at jeg ledte efter noget, der mindede om en forladt minkfarm, og om hun kunne fortælle mig, om jeg var på rette spor.

Det gjorde ikke hendes mistænksomhed mindre. Men da jeg fik forklaret mit ærinde, fik jeg det sædvanlige blik, som folk giver mig, når de hører jeg fotograferer forladte huse: en blanding af, “Meget sære familiebilleder, den mand har” og “Han ser nu heller ikke så farlig ud, selv om han nok har en skrue løs”.

Men hun fandt det faktisk ret spændende, og efter at have fået lidt at vide om min hobby, og især om hvordan jeg havde fundet frem til stedet, for det er virkeligt godt gemt væk, fortalte hun, at der ganske rigtigt lå en gammel minkfarm nede i skoven.

Hun insisterede på at følge mig derned, sammen med Gladdrengen og Strubegnaskeren, de to hunde.

Der var et stykke vej derned, og undervejs forklarede hund, at da de havde overtaget stedet, for mange år siden, fulgte den nedlagte minkfarm med. Men den havde stået ubrugt og forladt hen, i hvert fald i 25-30 år.

Det vil sige, helt forladt var den ikke, for i en enkelt af minkfarmens gamle bygninger, havde de indrettet en hønsegård. Det var så praktisk, for så kom mus og rotter ikke op til gården.

Aha, tænkte jeg. Derfor den velplejede sti.

Da vi kom frem til minkfarmen, var det nu ikke en venlig ruin, der mødte mit blik. Rundt om hele den gamle minkfarm, var der anbragt et hegn af pandeplader, med en enkelt port, med det imødekommene skilt: ADGANG FORBUDT – HUNDEVAGT.

Tja, de overdrev ikke – jeg kunne stadig føle min letgnaskede albue.

Hun viste mig hurtigt rundt, og overlod mig så stedet til mit eget selskab. Og så naturligvis en flok kaglende høns.

Der var kun 3-4 fire bygninger tilbage, af de tidligere ti. Over alt stod brændenælder og violetblomstende grønne planter meterhøje, både for sig selv, men også vokset op gennem de gamle minkbure, der stod spredt rundt i buskadset.

Bagest på det indhegnede område, lå et tætbevokset krat, hvor 6, nu fjernede eller sammenstyrtede minkhuse, tidligere havde ligget. 150 cm højt tæt brændenældekrat, var ikke lige det der stod på menuen, i følge min bare ben, der allerede var godt gennemyggede af aggressive klæger, som åbenbart fandt mig delikat i sommervarmen. Det var tilsyneladende Spis-Jan dag i dag.

Stedet som sådan, osede ikke af forfald og levet liv, men de slidte bygninger og det frodige krat, var nu alligevel smukt denne stillestående sommerdag, hvor der kun hørtes lyden af svirrende insekter og nu og da en nysgerrigt kaglende høne, når jeg bevægede mig forbi hønsegården.

Mellem de høje planter, kunne man fornemme pandeplade-hegnet, som omkransede hele området. Det var sikkert effektivt til at holde ræven ude. Men ikke mig.

Jeg klukkede farvel til hønsene, da jeg havde fået hvad jeg ville, og da jeg smækkede porten i bag mig, kunne jeg se mine to venner, Gladdrengen og Strubegnaskeren, komme luntende ned ad græsstien, nu i selskab med en lille ældre mand.

Han hilste venligt, og jeg blev nødt til at lire hele remsen om min hobby af, nok en gang. Med omtrent samme resultat: Vantro og overbærenhed.

Han kiggede på mig, og sagde venligt, men bestemt: “Nu fortæller du ikke adressen til nogen?” Det kunne jeg berolige ham med, at det med garanti forblev en hemmelighed.

Han klappede Strubegnaskeren, og kiggede på mig: “Ja, for vi gider jo ikke noget bøvl med myndighederne herude”.

Jeg nikkede  indforstået, som om jeg på nogen måde anede hvad han talte om. Måske var det genmanipulerede høns, eller også gemte der sig andre sjove ting mellem de meter høje planter i den gamle indhegning.

Hvad ved jeg.

I hvert fald takkede jeg for venligheden, som han replicerede med et venligt grynt, hvorefter han traskede ned til sine høns, med en pose gamle kartofler. Gladdrengen og Strubegnaskeren var løbet i forvejen.

Men det gjorde ikke noget, for de havde hyret andre til at gøre det grove arbejde for dem.

Luften var tyk af klæger – og sammenbidte eder og forbandelse fra min mund, hver gang en af dem gennembrød min hud.

Måske jeg skulle overveje at fravige mit princip, med kun at fotografere om sommeren? På den anden side, er der også noget perverst lækkert, over ben der snurrer af brændenældestik, i timevis… man kan i hvert fald mærke at man lever… 😉