( U )beboet

Det ubeboede hus, der ikke var helt ubeboet

Ja, så fik jeg din opmærksomhed, hva’?

Men sådan kan det gå, når man jagter rundt efter tomme bygninger. Så kan de nogle gange være mindre tomme end forventet.

Var taget ud til et spot, som jeg længe har holdt øje med, og i månedsvis har der ingen aktivitet være omkring huset. Græsset stod højt i indkørsel. Træer og hække voksede vildt, og i indkørslen stod en bil, der langsom var ved at blive ædt op af græs og buske.

En flink nabo kunne fortælle, at huset ganske rigtigt var ubeboet.

Der havde godt nok boet en mand der, men det var længe siden, han havde forladt huset, og var flyttet tilbage til sin mor, i en nærliggende by. Han var vist musiker – sagt med den indforståede selvfølgelighed, at jeg så vidste, hvad for et menneske han var – og hvorfor han ikke længere boede i sit hus. Det gjorde jeg nu ikke.

Hun fortalte også, at jeg sagtens kunne gå en tur derovre – som om jeg spurgte om lov til det – for det var evigheder siden, de havde set ham derovre. Selv om han af og til slog vejen forbi.

Huset var i øvrigt så ødelagt af at have været uopvarmet gennem flere vintre, så det var nærmest ubeboeligt.

Jeg takkede for snakken, og listede mig rundt om huset, uden for på vejen, der gik fra huset husets forside, videre ned langs den ene side af haven, og om til husets bagside. Bygningen var næsten skjult af et vildnis, men enkelte kig afslørede at persiennerne i samtlige vinduer, var nedrullede.

Et hul i krattet, gjorde det muligt, at komme ind til husets fordør, som dog var forsvarligt låst. Jeg gik ned forbi den tilgroede Audi, og om til husets have, hvor et springvand i en for længst tom havedam tiltrak min opmærksomhed. Det måtte jeg have et foto af. Langs denne side af huset var der flere vinduer med nedrullede persienne, en havedør, samt en gammel havetraktor, som ikke havde været benyttet i årevis.

Jeg havde kun lige gjort klar til at tage billedet, det en kliklyd og et brag tiltrak sig min opmærksomhed. Et stor træ spærrede udsynet op til huset, så jeg gik et par skridt nærmere, for at se hvad der larmede. Det kunne jo være så mange ting – et dyr – en låg der klaprede i vinden…

Til min overraskelse stod døren ind til huset nu halvt åben. Jeg kunne ikke se ind i huset, men blot at den var åben. Herefter gik det meget stærkt.

Døren blev smækket i et med brag.

Jeg skreg som en tøs.

Og før jeg vidste af det, stod jeg ude på vejen.

Hvordan jeg var kommet gennem vildnisset – det må du ikke spørge om. Men min ben sved af brændenældestik.

Forsigtigt kiggede jeg over mod huset, gennem et hul i bevoksningen. Døren forblev lukket.

Der var ingen persienner der bevægede sig.

Jeg gik lidt op langs hækken, kiggede igen. Stadig ingenting.

Men jeg kunne godt mærke, at modet ligesom var forduftet for nu.

Næste gang vil jeg have en bodyguard med – hvis der kommer en næste gang…

Vel ankommet i sikkerhed i Øgade, kunne jeg erfare at jeg FIK taget et billede af havedammen – men du må ikke spørge mig hvordan! 🙂