Jamen, skal et teglværk ikke brænde? kan man spørge sig selv. Og jo, det skal det. Det skal brænde sten – men det skal helst ikke selv brænde. Men det kommer vi til.
For da jeg besøgt teglværket, denne småfugtige sommerdag, viste jeg ikke hvad jeg gik ind til.
Stedet havde været teglværk fra omkring 1886 og helt frem til 1968. Havde sågar haft sin egen lille jernebane, til at transportere de værdige sten videre ud i landet. Jernbanen blev nedlagt allerede i 1962, og seks år senere lukkede værket.
I 1980erne blev stedet opkøbt af en driftig forretningsmand, og med tiden lykkedes det for ham, at få en virksomhed op at stå, som producerede rød belægning til udendørs tennisbaner. Belægningen blev produceret af…. Røde mursten. Og således var ringen sluttet.
Desværre viste forretningen sig ikke at være gangbar, og produktionen blev indstillet efter få år. Stedet forfaldt, til stor irritation for naboerne i det naturskønne område. Og en brand, der udraderede en stor del af bygningerne, gjorde ikke sagen bedre.
Tilbage står nogle forfaldne skaller, af de tidligere bygninger, som dækkede over den lange tunnelovn. Den står til gengæld endnu, omend naturen giver den kamp til stregen. Efter mere end 130 år, er ovnen flere steder gennembrudt af træer.
Men da den var i brug, var den lidt af en landevinding indenfor teglbrænding. Ovnen var inddelt i tre zoner: forvarmning, brænding og endelig afkøling. De rå, tørre lersten, blev stablet på vogne, der passerede tre zoner. Hver en sten blev stablet med håndkraft.
Da jeg kravlede ind i ovnen forsøgte jeg i tankerne at genskabe, hvordan teglet er blevet brændt. Og den eneste mulige forklaring er, at stenene, har begyndt brændingen i tunnelenes buede ende, hvor de er blevet forvarmet, herefter er de langsomt endt oppe i modsatte ende af tunnelen – eller rettere tunnellerne – tæt på skorstenen, hvor den endelige brænding, der tog omkring 3 døgn, har færdigbagt stenene. Herefter er de blevet kørt ud af ovnen, til afkøling. Men det er kun en formodning.
Noget der underbygger min teori om det er foregået på denne måde, er en grav i bygningen ene ende, tæt på tunnelovnens “kolde” ende. I denne grav er leret blevet dumpet, efter det er blevet afleveret fra de lokale lergrave, æltet igennem ien såkaldt “forælter”, hvor man sørgede for at leret havde den rette konsistens. Derefter var der flere trin, hvor større sten blev fjernet, et valseværk, der knuste de sidste mindre urenheder, og endelig en vakuumælter, der fjernede luftbobler. Herfra strømmede lermassen ud på et transportbånd, gennem stengpressen, der lavede en pølse, med dimensionerne som liggefladen på en teglsten. Endelig blev murstene manuelt skøret, med en flerstrenget klinge. Og så stod det på 3 dages til u3 ugers tørring, afhængig af vejret.
Dette var den gængse metode til teglstensfremstilling, og det har ganske givet også foregået sådan, her på teglværket.
Alle disse skønne maskiner, kunne jeg finde rester af, mens jeg bevægede mig rundt i den forfaldne bygning.
I den fjerneste sidegang, lå der bunker af rødt pulver. Det var her knusemaskinen havde stået, der forvandlede de røde teglsten til tennisbanebelægning.
Mens jeg gik omkring i den gamle fabrik, kunne jeg ikke lade være med, at blive imponeret over den gamle tunnelovn. Det var et smukt bygningsværk, der strakte sig, som et forlænget U, fraovnens varmekilde under skorstenen, og i næsten hele fabrikkens længde. Højden på ovnen, nærmede sig de 3,5 meter – ikke underligt, når vægge og lofter, bestod af over en meter massiv murstensmur. Inden i ovnen, var ståhøjden mere end 2 meter og omkring de 2,5 meter i bredden. Med jævne mellemrum var der adgang til tunnelen gennem smukt opmurede hvælvinger, der var omkring 1,5 meter tykke i lofthøjde, men nærmere to meter ved jorden. For at holde til det massive tryk af de mange tons mursten, var muren bygget op, af skråt opmurede kiler, føropmuringen skiftede til forbandt i omkring skulderhøjde. Et imponerende byggeri, der igennem mere end 80 år modstod den voldsomme varmepåvirkning fra brændingen.
Men tidens tand, havde dog slet skår i murværket flere steder, og sammen med træerne, der voksede ud gennem murværket, var stedet i hastigt forfald. Og bestemt ikke et ufarligt sted at opholde sig. Selv om det var et spænende sted at besøge, var jeg nu alligevel glad, de jeg krøb ud af ovnen. Man kan næsten sige, at der faldt en teglsten fra mit hjerte, da jeg kravlede i det fri, gennem murstensbuen. Det have ikke været festligt at komme i klemme under mere ned en meter massiv murstenstag.
Det holdt til mit besøg, men spørgsmålet er, hvor længe det får lov at stå. For naboerne til stedet, ønsker det fjernet fra jordens overflade, da de både synes det er en øjebæ (det afhænger jo af øjet der ser), men nok mest fordi, de mener stedet er farligt. Og det kan jeg kun give dem ret i.
Men spændende var det. Tak for kigget!
