Af og til glemmer jeg hvor jeg bor. Det vil sige – jeg glemmer ikke adressen, men mere at jeg rent faktisk bor i en lejlighed. Og at sådan en lejlighed har vinduer – STORE vinduer – der vender ud mod bygninger, som er udstyret med samme type glughuller – i samme størrelse.
Og af og til (som i: ret så ofte) så glemmer jeg, at jeg kan se meget af, hvad der foregår hos mine genboer, hvilket må betyde, at de kan se nogenlunde det samme gennem mine vinduer. Og det vil jeg gerne undskylde. Det er synd for dem, når sådan en hudfarvet gigantballon trasker rundt i sine underdrenge, og med jævne mellemrum klør i sit velvoksne møntindkast. Det kan ikke være kønt.
Det sker da også af og til, at mine genboer glemmer at glas er transparent, og det skal hun da have tak for. Det var væsentlig pænere end hendes udsigt.
Nå, men forleden morgen daskede jeg ind i min stue,og rullede gardinerne fra, som jeg plejer. Min stue vender ud mod Himmerlandsgade, så jeg stod lidt og nød morgenudsigten, til det sande slaraffenland af indtryk. Der var parkerede biler, sammen med parkerede biler og nogle parkerede biler – og et par enkelte cykler. Ligeledes parkerede. Jamen sikken da et skue!
Pludselig skete der noget i vinduet, lige overfor mit stuevindue. Det begyndte at pusle i gardinerne.
Jeg holdt mit vejr – hvad mon de ville afsløre, når de blev trukket fra?
Til alt helt afslørede de den samme ældre dame, som de altid afslører – og det gjorde mig dejligt tryg. Tænk hvis det havde været en monsterstor muldvarp, med rester af den ældre dame hængende ud fra mundvigen – den havde jeg aldrig fået politiet til at tro på.
Men det var heldigvis hende – og hun gjorde præcis det samme, som jeg havde gjort for et øjeblik siden: Kiggede på den endeløse række af produkter fra mere eller mindre dygtige bildesigneres hjerner. Så smukt at vågne til.
Jeg havde set det lakeret metal jeg havde trang til, og ville egentlig gå ud og brygge mig lidt startsod – skøn morgenmocca ad libitum – da vi pludselig får øjenkontakt. Det finder hun tydeligvis voldsomt angstprovokerende – men der er også meget hud i mit vinduesparti.
Hun trækker blikket til sig, og begynder at glo intenst på en ældre Toyota, som lignede noget der skulle holdes langt væk fra rustfjerner.
Jeg kigger også på Toyotaen, uden dog helt at kunne se hvorfor lige præcis dette køretøj skulle gøre sig mere fortjent til vores opmærksomhed, frem for naboen – en nyere Volkswagen med indbygget ondt i skulderen (Min datter klasker stadig på min skulder hver gang hun ser en Volkswagen. Jeg synes der er alt for mange af disse biler på vejene…)
Jeg retter blikket mod hende, måske kan det være hun vil afsløre, hvad der gør Toyotaen så interessant, da hun også vender blikket herover. Vore blikke mødes, og den stakkels dame får et chok. Hun begynder febrilsk at pille ved gardinet, og det gør bestemt ikke situation mindre anspændt da jeg smiler til hende. Da hun opdager det, stiger gardinpilningen et par gear. Nøj hvor bliver der nusset ved gardin.
Jeg strækker mig, så hun rigtig kan få det fulde udbytte af mit korpus, og så gør jeg noget, der får det til at kollapse for den stakkels dame. Nu hvor mine arme alligevel er taget på udflugt i stratosfæren, så vinker jeg da lige til hende. Armen var jo oppe i luften, næsten synd ikke at udnytte denne mulighed.
Men der er åbenbart ikke alle ældre kvinder, som sætter pris på et vink med en tegnerarm. For hendes aktivitetsniveau stiger voldsomt – hun karter rundt bag gardinet, som en halv mester Jakel figur, der skøjter frem og tilbage i et dukketeater. Hun forsvinder, kommer frem igen, kigger på mig, kigger bort, piller ved gardinet…
Jeg sætter nådestødet ind, smiler og vinker samtidig.
Og så bliver rullergardinet flået ned.
Jeg tjekker lige – jo – der er underbenklæder på kroppen.
Så var hun nok bare for overvældet over al den maskuline hårpragt, sådan en krop kan fremvise.
Eller måske ville hun blot sørge for, der var noget appetit tilbage til morgenmaden.
Måske jeg skulle prøve at klæde mig ud, næste gang. Eller af…