Kvaj: Julesynd

Det er nok de færreste som ved det – men selv halvguddommelige væsener som undertegnede begår af og til fejl. Ja, ja – det er vanskeligt at tro – men tag mit ord for det. Det sker!
I de mange år jeg har lavet annoncer, er der ind i mellem røget en finke af fadet. Og nogle enkelte af dem, kunne jeg godt tænke mig at fortælle her – hvor de er kommet på afstand. For tro mig – hvor morsomme de end er – det var ikke altid lige morsomt at stå skoleret bagefter…

Den første lille episode kommer her – vi kan vi jo kalde den for:

Venstre D – højre G

For nogle år tilbage skulle jeg lave en annonce, som skulle indrykkes i Herning Folkeblad, for en af kirkerne i byen. Det var ikke nogen vild opgave – en lille 2-spaltet annonce, logo, et lille billede og en kort tekst, der fortalte, at der i løbet af december, ville blive afholdt julekoncert med et kor, som ville synge alle julens populære salmer. Et garanteret hyggelig arrangement, som kunne få selv den mest genstridige julehader til at puste sine egne glaskugler, klæde sig ud som rensdyr eller komponere sin egen julesang.

Som nævnt var det bestemt ikke nogen svær opgave – lige til højrebenet. Alt blev sat op efter forskrifterne – og overskriften: SYNG JULEN IND – den sagde vist det hele.
Men det sidste ord var ikke sagt i den sag.

For mine tykke grafiker-fingre havde åbenbart været til julefrokost, og under indtastningen havde min venstre langefinger løsrevet sig fra min styring, og besluttet sig for et mindre oprør – nu skulle den nok vise det fede tegner-dyr hvem der bestemte!
Så i stedet for at taste G i overskriften – trykkede den på D. Det værste er, at jeg opdagede det ikke, den søde assistent på avisen opdagede det ikke… Ingen opdagede fejlen, før annoncen røg i avisen.

Men tro mig – utallige andre opdagede det, da annoncen kom i avisen med overskriften SYND JULEN IND. Og menighedsrådet fra kirken opdagede det også, og havde nok ikke helt den humoristiske tilgang til annoncen som jeg havde.
Jeg slap for korsfæstelse og andet spas – og underligt nok fik jeg lov til at lave flere af kirkens annoncer bagefter. Og JA – der blev læst korrektur adskillige gange på de annoncer…

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.