Meget mærkelig mandagstelefonsamtale – eller samtale og samtale…
Det hele begyndte med, at en flink mand fra min a-kasse ringede mig op. Jeg er nemlig elite-ledig, og er rykket fra det noget mere øvagtige b-kasse, op til supergruppen i a-kassen. Jo, jo – sikken jeg kan.
Nå, men han forklarede mig, at et trykkeri stod og manglede en grafiker ca. 10 timer i ugen. Helt perfekt, sammen med mine vikartimer, så jeg ringede fluks til stedet.
En sød dame tog telefonen, og jeg forklarede mit ærinde.
Stilhed.
Virkelig meget stilhed.
Stilhed som det mest stille stilhed, stilhed kan byde på.
“Undskyld, har jeg fået forkert nummer?” forsøgte jeg.
Jeg spurgte om det ikke godt nok var det og det trykkeri jeg havde fat i – og det var det.
Og navnet på kontaktpersonen passede også.
Fint – så forklarede jeg nok en gang mit ærinde.
Stilhed.
Stilhed med åndedrag.
Stilhed med let utålmodig astmatisk åndedrag i min ende af røret.
“Sagde du truckfører?”
“Nej, jeg sagde nu grafiker!”
Stilhed.
Langtrukken stilhed med indlagt pause.
“Jeg tror der er et aller andet galt her!” forsøgte jeg.
Stilhed.
“Det er måske en anden som har kontaktet min a-kasse?”
Stilhed.
“Neeeej, det tror jeg ikke!”
Stilhed.
Pause.
Dobbelt pause med indlagt stilhed.
Stilhedspause med dobbelt stilhed foret med pause og stilhed.
“Ja, så ved jeg sørme ikke hvad der er sket. Hvis det ikke er jer der dem som mangler en grafiker, og du ikke er den der er hende som er kontaktperson, selv om du godt nok er den person, hvis navn jeg har fået opgivet, så er det jo godt nok jer som jeg skal kontakte, selv om det ikke er jer alligevel…ø bø bladankage…!”
Min hjerne kværnede løs, for at finde en elegant måde at komme ud af denne samtale på.
I stedet blev det bare stilhed – og et hurtigt “Så må du undskylde forstyrrelsen!”
Og en hjerne der kun rummede stilhed. En lille lyd af et popcorn der poppede – og derefter bare stilhed…