Hist hvor vejen slår en bugt

Der er nok delte meninger om fortsættelsen: Ligger der et hus så smukt! Og selv om det ligger tæt på et sving, så swinger det ikke rigtigt for dette lille hus.

I hvert fald har denne lille rønne langt overskredet sidste salgsdato, og udhuse er da også allerede blevet revet ned.
Den er beliggende i det smukke Vendsyssel – faktisk har jeg kørt forbi stedet mange gange, uden i det hele taget at bemærke det lille hus. Det er ikke et hus der gør meget væsen af sig. Men pludselig en dag, bemærkede jeg et stort hul i taget. Og så blev min nysgerrighed vakt.

Som billederne også tydeligt viser, så er det ikke længere anvendeligt til beboelse, men det lille lavloftede hus har sikkert været hyggeligt en gang, selv om det næppe har været specielt rart at bo i, når vinden har pebet ind gennem sprækker i tag og mure.

Under mit besøg afslørede huset, at det ikke er helt forladt endnu. Helt inde bagest i et lille rum, stødte jeg på nogle forskræmte svaleunger, som gjorde som deres mor havde bedt dem om: I må ikke tale med fremmede! og hun kan være stolt: Ikke et pip kom der over de smås næb.

Loftpladerne hang ned, som var de løbet tør for armkræfter. Et af rummene afslørede en meget alternativ form for gulvbelægning: Jord og græs. Og overalt kunne man finde lag på lag af gamle tapeter. Jeg fik næsten lyst til at på opdagelse, som en tapetarkæolog, bare for at se hvor mange lag, væggene mon bar på. I hvert fald var der en løssluppenhed af mønstre, blomster og farver. I det lille køkken-alrum afslørede blege firkanter også, hvor beboerne havde haft deres billeder til at hænge.

Det gamle skæve hus er for længst jævnet med jorden.