Næsten forladt snedkerværksted

Når man tuller rundt i forladte bygninger, så er det en god idé, at lade fantasien blive uden for døren. Der kan være alt for mange lyde, mørke rum og gange, som kan sætte fantasien i svingninger. Men efterhånden er jeg da blevet hærdet (undtaget når søde medluskere falder mig i ryggen med et “bøh”!), og kan lade fornuften råde, og overbevise mig selv om, at jeg ER helt alene, der findes ikke spøgelser, og zombier er fri fantasi.

Det lyder jo alt sammen meget lige til – men så er der også den ene gang, hvor man ikke helt ved hvad man skal tro. Og det er sådan en hændelse jeg vil fortælle om i dag. Og det er den rene skinbarlige sandhed. Det er ikke en aprilsnar, jeg digter ikke – det skete præcis som jeg fortæller det.

Forleden var jeg på besøg i en nedlagt virksomhed, som min kollega Michael, havde spottet under en cykeltur. Den ligger placeret et godt gemt sted i Aalborg-Nørresundby-området, nem at komme til, men stadig godt puttet inde mellem bevoksning og anden bebyggelse. Udefra ser det ikke ud af så meget. Et par bygninger, med en sidebygning, opbevaring, skorsten, porte – der havde set bedre dage. Men nogle smadrede vinduer afslørede at det nok havde været ubenyttet gennem et stykke tid. Indenfor var der en stank af affald, rottelort og urin, og på gulvet lå der flere steder store dynger, der enten var blevet doneret af store hunde, eller nok nærmere mennesker. Det tog lidt tid, men efterhånden vænnede jeg mig til lugten.

Sædvanligvis træffer jeg ikke nogen på mine udflugter, men efter jeg havde vandret rundt i de store tomme, grafittibemalede lokaler et stykke tid, kunne jeg høre puslen og lavmælt tale. Jeg slog det hen, der gik trods alt en offentlig sti ikke langt fra stedet, så det kom nok derfra.

Jeg fandt et mindre rum, som skulle tjekkes, da jeg pludselig kunne høre fodtrin fra den fjerne ende af af det store lokale, jeg lige var kommet fra. Jeg stod helt stille. Jo, den var god nok – det var fodtrin.

Ok – jeg kunne ligeså gribe tyren ved hornene – selv om jeg ikke håbede det var en tyr. De er så upraktiske i fabrikslokaler. Jeg stak hovedet ud gennem døren – og kiggede lige ind i øjnene på en let forpjusket und fyr, der stod ved væggen 7-8 meter borte.

Han kiggede på mig, jeg hilste pænt, men han vendte sig blot om, lynede bukserne ned, og gav sig til at vande væggen. Jeg besluttede at det ikke var noget jeg behøvede at stå og kigge på, og slet ikke tage billeder af, men jeg holdt alligevel øje med ham. Man vidste jo aldrig…

Han blev færdig med sit forehavende, sendte mig et blik, der sagde at han var ligeglad med mig, og forlod stedet uden et ord.

Således vækket, begav jeg mig videre rundt i bygningen. Men selv om den unge mand var gået, havde jeg stadig fornemmelsen af, at der var noget der puslede i nogle af de lokaler jeg endnu ikke havde været i. Følelsen var svær at ryste af, så jeg bestemte mig for at gå en tur rundt om bygningen, og kigge ind ad vinduerne, for at se om der opholdt sig nogle personer i kontorlokalerne. På vejen ud kom jeg forbi en stor bunke affald. Der var en gammel barnevogn – som der i øvrigt stod flere af i fabrikslokalerne – gammelt tøj, madrasser, poser med mad. Alt sammen så meget gammelt og jordslået ud.

Jeg fik gået min runde, uden at kunne se nogle personer, der var dog et sted, hvor gardiner og snavs på vinduerne gjorde, jeg ikke kunne kigge ind.

Da jeg nu begav mig ind i fabrikken på nu, dukkede der pludselig en cigaretrygende mand op. Han spurgte hvad jeg lavede, og jeg forklarede ham lidt om min hobby, en forklaring han affandt sig med, selv om jeg godt kunne fornemme at han syntes jeg skulle tage og samle på frimærker i stedet. Han fortalte at stedet havde været tømrer- og snedkerværksted ind til for 8-10 år siden, hvor det lukkede, og siden havde stået tomt. Kort efter skulle han videre, så jeg kunne fortsætte med fotograferingen.

I bygningens ene ende førte en dør ind til at mørkt lokale med reoler langs væggene. På gulvet stod en barnevogn, og der lå dynger af gammelt møg på gulvet. Bag næste dør førte en stejl trappe op ovenpå til nogle mindre lokaler, og bag ved trappen, førte en smal, lav metaldør ind til et gammelt baderum. Her måtte jeg have gang i lyset, for stedet var buldermørkt. Videre fremme lå der en gammel frokoststue, og da jeg stak hovedet ud af den, kunne jeg pludselig høre flere stemmer. Tre unge knægte dukkede op, sludrende højt om stedet. Jeg sagde hej, og fik at vide de lige var kommet forbi. En af dem var modig nok til at gå ind i det mørke lokale bag trappen, som jeg lige havde besøgt, men et par af de andre var ikke så vilde med mørket, og blev udenfor.

Jeg overlod de tre drenge til sig selv, og begav mig over til en sidefløj jeg endnu ikke havde gennemsøgt. Det var også her jeg havde hørt stemmerne og puslelydene før, men var disse lyde der stadig, så blev de overdøvede at de tre drenges råb.

Flere døre førte ind til forskellige mindre kontorer, hvor af flere stank forfærdeligt og kvalmt af, hvad jeg formodede var rottelort eller lignende.

Helt nede ved endevæggen, i en niche ved siden af døren ind til trappe- og reolrummet, var en stor metaldør. Den var bredere og kraftigere end de andre døre. Gad vide hvad der gemte sig bag den?

Og nu er det det bliver en lille smule mærkeligt. For jeg tog i dørhåndtaget, der gav sig, trak igen i døren, der gik 5-10 centimeter op. Men pludselig blev døren revet i igen, så hårdt at jeg måtte slippe grebet i dørhåndtaget.

Jeg tog fat i håndtaget igen, pressede håndtaget ned, men denne gang kunne jeg kun åbne døren ganske lidt. Jeg hev igen i døren, og den gav sig en anelse, blev så trukket i igen, som om nogen stod på den anden side og holdt i håndtaget.

Jeg måtte lige prøve en sidste gang, men nu kunne jeg ikke presse håndtaget ned.

Det var her jeg besluttede at jeg nok ikke behøvede at tage flere billeder inde fra bygningen, og hurtigt bakkede jeg ud fra nichen, og begav mig baglæns hen mod udgangen. Ude i solskinnet vendte modet tilbage, og jeg blev simpelthen nødt til at gå rundt om bygningen, og om til vinduerne som jeg kunne regne ud førte ind til lokalerne, der lå bag metaldøren.

Det var ganske rigtigt de vinduer som var blændede af gardiner og snavs, så jeg kunne intet se gennem dem.

De jeg gik over mod min bil, kunne jeg se de tre drenge havde fået samme idé.

Men jeg er nødt til at vende tilbage i en nærmeste fremtid, for der var en kælder jeg slet ikke fik undersøgt. Og rummet bag metaldøren – det skal da også lige have et ekstra tjek…

Update: Nu er stedet lavet om til et skaterparadis, hvor man jævnligt kan opleve ny grafitti.
De tilstødende lokaler og foravarligt aflukket med store plader, og er nu umulige at besøge.