Skolen med det omskiftelige liv – Fugufisken

April 1955 slog Alléskolen i Aalborg dørene op, for første hold elever. Skolen var selv et barn af den rivende udvikling som Aalborg gennemgik i 1950erne. Byen ekspanderede, børnetallet voksede og der var brug for flere folkeskoler. Og således endte arkitekt Hans Henning Hansens elementbyggede skole, på hjørnet af Øster Allé og Sohngårdsholmsvej.

Skolen var et forsøg på en moderniseret folkeskole, og var udstyret med to gymnastiksale. I begyndelsen var der bespisning af eleverne, og da dette blev afskaffet, blev kælderlokalet ombygget til tandklinik og bibliotek.

En overgang var skolen, der egentlig “kun” havde plads til 800 elever, kommunens børnerigeste, med ikke færre end 1492 elever. Derfor nogle af eleverne gå i skole i skiftehold.

Skolen bestod af en lav indskolingsbygning langs Øster Allé, og en mindre tilbagetrukket til administration og undervisning, samt den største bygning, på hjørnet af Sohngårdsholmsvej, hvor de større klasser havde til huse. I hver ende af skolen lå en gymnastiksal, i begyndelsen kønsopdelt.

Da skolen lå for foden af en bakke, kunne udeområderne til tider være våde og sumpede, hvilket også havde den uheldig virkning, at elementskolen begyndte at sætte sig. I folkemunde fik skolen øgenavnet “fald-ned-skolen”, hvilket førte til at skolen måtte spændes sammen, så elementerne ikke faldt fra hinanden.

Sidst i 1970’ernehavde udbuddet af skoler i området, overhalet det egentlige behov, og derfor blev det besluttet, at nogle af området skoler skulle lukke. Der var hele fire inden for kort afstand, og valget faldt bl.a. på Østeralléskolen, der lukkede til sommerferien 1981.

En større om- og tilbygning i 1992 skulle gøre skolen mere tidssvarende, hvilket gav skolen små 30 års længere liv, i hvilken den bl.a. har huset handelsskole, SOSU skole, kommunalt uddannelsescenter samt kollegie.

Siden omkring 2010 har bygningerne stået øde hen, hvilket ikke har gjort noget godt for stedet. Selv om stedet har været under opsyn, er hærværket taget til, og det, sammen med almindelig slid og ælde og vind og vejr, har ødelagt bygningerne, så de i dag ikke længere er brugbare.

Der er lagt planer for området – sikkert noget der er ligeså modbydeligt at se på, som hovedparten af det knopskydende beton, der præger Aalborgs bybillede nu.

Men tilbage er mindet om en skole, hvor en dygtig arkitekt havde tænkt sig om – altså lige bortset fra placeringen.

Jordebunden var i al fald ikke gearet til byggeriet, og placeringen af en skole kunne nok også have været bedre valgt. Der var kun 100 meter over til, den berygtede Aalborg Eternitfabrik.

En overgang var der frygt for, at placeringen kunne have givet skolens elever leukæmi og blodcellekræft, pga. asbest i luften fra fabrikken – hvilket til alt held ikke blev påvist.

Tilbage står de slidte, asbestbefængte bygninger, der indenfor er trætte og fugtødelagte. Overalt er der smadrede ruder, og mure og vægge er prydet af grafitti. Der har været pyromanbrand på stedet, der efter ti tomme år, er mere end moden til et farvel.

Tak for besøget.

HUSK AT KIGGE I BUNDEN AF OPSLAGET FOR DE NYESTE FOTOS!