Det var et trist syn der mødte mig, da jeg parkerede bilen bag ved den gamle gård.
Eller gård og gård – for den eneste bygning der havde tag, var stuehuset, der stod og gloede med de tomme vinduer, ud over de gamle stald- og ladebygninger, hvoraf kun murene stod tilbage.
Lidt baggrundstjek afslørede at gården var bygget omkring år 1900, med senere til- og ombygninger. Og derved blev det. Jeg forsøgte at banke på hos naboerne, for at hive lidt information ud af dem – men de syntes enten jeg så suspekt ud, eller også var de ikke hjemme. I hvert fald forblev døren lukket.
Lidt gravearbejde afslørede dog, at stedet var i brug, endnu i 2002. Men mellem 2002 og 2005 sker der noget, for luftfotos fra det sidste år, afslører at store dele af taget på lade og maskinhuset er faldet sammen. Og netop i januar 2005 hærgede en voldsom januarstorm området. Så det er nærliggende at tænke, at det er den der har været på spil.
Tjekker man luftfotos for de efterfølgende år, så går det kun en vej for gården – ned ad bakke. Tagene på staldbygninger blever mere og mere medtagne – i 2009 er hele taget forsvundet på laden.
Og trækonstruktionerne er forsvundne på øst og vestbygningen, der omkranser gårdspladsen
Og i 2015 falder hele betongulvkonstruktionen på den østlige fløj sammen – og sådan har gården stået lige siden.
De tilbagestående murværksrester, er eller smukt murerarbejde, med små vinduesbuer i de kampestensopmurede vægge.
Man skal træde varsomt, når man bevæger sig ind i den gamle lade, for betongulvet gynger for hvert skridt man tager. Jeg kom halvvejs ind, hvorefter modet svigtede, og jeg måtte bevæge mig langsom ud igen – med gyngende grund under fødderne.
Det samme var tilfældet i stuehuset, der var den mindst medtagede bygning. Enkelte balrede ruder, afslørede forfaldet, men ellers så huset pænt ud. Billedet var dog et ganske andet, da jeg trådte indenfor.
Terrazzogulvet, gyngede under mine fødder, mens jeg bevægede mig langs vægge, i det lille bryggers. Jeg forventede nærmest, at ryge i kælderen, med hele terrazzogulvet som dyne, og forbandede at jeg ikke havde vovet nogen besked, om hvor jeg befandt mig.
Fra bryggerset endte jeg i køkkenet, hvor næsten alt var brudt ned. Gulvplankerne var borte, og langs den ene væg, førte et sort hul ned under det sandede betongulv. Atter gyngede det under mine fødder, så jeg to et par billeder og bakkede ud igen.
Et stort ovenlysvinde, var blot naturens kræfter, der havde lavet hul i taget, samt førstesalen.
Ude på den store gårdsplads, der var omkranset af ruiner på de tre sider, og det miserable stuehuse mod vest, var naturen også gået sin gang.
Der var knæhøjt græs overalt, krydret med enkelte mindre træer. Og da jeg bevægede mig ind gennem det tætte græs, blev jeg overrasket over et dybt brøndhul, lige foran mig, på min vej gennem vildnisset. Tættere på resterne af laden, dukkede nok et sort, aflangt hul i jorden op. Dette hul var beklædt med beton, og en sliske førte ned i dybet. Mit første gæt, var en aflæsningsrampe til foder, roer… dit bud er ligeså godt som mit.
Efter et længere besøg, hvor jeg var rundt omkring hele gården, tog jeg afsked, og overlod gården til sig selv. Der er sket meget forfald de sidste 5-7 år, så det går kun i en retning for stedet. Egentligt lidt ærgerlidt, når man ser på kvaliteten af staldbygningerne. Forfaldet har godt fat overalt, så det bliver spændende at fælge stedet afvikling, over de næste år. For det kun en vej – og det går stærkt.
