Købmanden

Normalt holder jeg jo kortene tæt til kroppen, med hvor en forladt bygning befinder sig. Både for at skærme stedet for vandalisering – men også fordi, det er lidt sjovere selv at grave stederne frem, frem for bare at få stukket en adresse ud.

Men denne gang er stedet nu ikke så hemmeligt, for det er fra min hjemegn, og der er sikkert en del, som læser dette, der vil nikke genkendende til den tomme grå kasse på billederne.

Grå har den nu ikke altid været, den gamle købmandsbutik i Gjellerup. I min barndom var den hvid, og bygget i samme materiale, som vores lokale ækelhed af en skole: betonelementer med lyse sten indstøbt i overfladen, så den var rigtig dejlig ubehagelig at læne sig op ad. Gjellerupskolen blev opført i begyndelsen af 70’erne, og som jeg husker det, så kom købmanden omtrent samtidig.

Den gang var det nærmest et lille center – jo, jo, der blev tænkt stort i Gjellerup – der var en en købmand, en bager, en bank, og – så vidt jeg husker det – en advokat, i den flade hvide bygning. Her tog jeg fejl – venlige naboer fra min svundne barndom kunne korrigere min slatne hukommelse. Det var ikke en advokat, men en mægler – Villabo – som havde til huse i bygningen. Og så havde der også været en grillbar på et tidspunkt. Indehaveren af grillen hed i øvrigt Sund, og bagerjomfruen hed Brun, og kunne få et meget stramt ansigtsudtryk, når man ikke valgte sine 5-øres ting hurtigt nok, når man dukkede op med sin ugentlige slikkrone.

Senere flyttede advokat og bank, og op gennem 90’erne blev købmanden udbygget, og endelig blev bygningen overtaget helt af en SPAR købmand, som inden lukningen i 2014, bestod af købmand, slagteriudsalg og bager. Men en REMA 1000 som nabo, samt flere andre supermarkeder i nabobyen Hammerum, endte altså med at tage livet af købmanden, der nåede at lange varer over disken, i de små lokaler på Klokkelkildevej, i mere end 30 år.

Bygningen står gråmalet og trist, og sine steder af beklædning faldet af, og afslører den originale hvide stenfacade. Indenfor var der en sødlig dunst af råddent kød, fra nogle plastikemballerede kødprodukter, som lå oppustede i den tidligere flaskeindlevering.

Fra flaskeindleveringen var der adgang til glastårnet med indgang til købmanden, men alle døre var låst, så jeg måtte nøjes med at kigge ind gennem vinduerne.

Efter en tur rundt om bygningen, for at sikre mig der ikke stod en dør på klem, traskede jeg over til naboen, REMA 1000, og spurgte en af de ansatte, om han kunne huske hvornår købmanden lukkede, og han kiggede på mig med store øjne, mens han udbrød: Har du tænkt dig at købe stedet?

Det kunne jeg berolige ham med, at det havde jeg ikke.  Og han fortalte at købmanden drejede nøglen om i 2014.

Inden jeg gik hjemad, klappede jeg lige træpladerne der dækkede ruderne ind til den gamle bager. Her havde jeg godt nok købt mange rundstykker i tidens løb. Det var også her, jeg smagte min første Wofler. Og det sjove var, at jeg kunne næsten huske, hvordan indretningen af butikken havde været.

Der flytter næppe en ny købmand ind i den gamle udtjente bygning, der får lov til at ligge og forfalde, midt i Gjellerup. Ind til den en dag er så medtaget, at den bliver revet ned… men der var en gang…

Denne serie er i øvrigt den første udelukkende fotograferet med min mobil. Det er bestemt ikke optimalt, men det var nu lige det jeg havde ved hånden. Og den klarede da jobbet udmærket 😉