Poul Eriks gård

“Jeg forstår bare ikke hvem der vil tage billeder af det gamle skidt?”
Sådan sagde nabokonen, jeg forstyrrede lige midt i frokosten.
Jeg forklarede kort, at det vil sådan en som jeg meget gerne – altså fotografere det gamle skidt.

“Ja, den nye ejer savede jo alle de store gamle bøgetræer ned. Så nu kan vi gå og kigge på det gamle skidt. Det var pænere med alle træerne. Så kunne man da ikke så gården!”

Jeg undlod venligt at gøre opmærksom på, at jeg faktisk syntes det gamle skidt var smukt, som det stod der i sit forfald.

Inden nabokonen igen gik ind til frokosten, nåede hun at fortælle, at den gamle rønne havde været beboet af Poul Erik, ind til han døde for nogle år siden. Søsteren boede et stykke vej borte, og var ikke interesseret i huset, der ind til Poul Erik overtog det, havde været ejet af forældrene.

Poul Erik var aldrig flyttet hjemmefra, men havde boet hos forældrene, og hjulpet til med at passe gården.
Forældrene var for længst borte.
Nu var Poul Erik også borte.
Og den nye ejer havde gjort klar til, at vælte den gamle gård. Så nu var den også snart borte.

Hun troede ikke huset var aflåst – men jeg skulle passe på, for det var pilråddent.

Jeg takkede for rådet. Og så travede jeg ellers den lange vej ned ad grusvejen, til den faldefærdige gård, der helt klart havde set bedre dage.

Nu var jeg i gang – sæsonens første besøg.

Først måtte jeg forcere en tilgroet gårdsplads. Da de første brændenælder havde gjort deres arbejde, forbandede jeg mine shorts langt væk. Men det var brændenælderne ligeglade med. De brændte bare videre.

Indenfor bar stedet ikke præg af, at der ind til for nogle år siden, havde boet en mand i begyndelsen af halvfjerserne.

Gulve, tæpper, paneler, tapeter og møbler, tilhørte en anden tid. Poul Erik havde tydeligvis ikke, følt trang til at udskifte sine forældres inventar.

Jeg begyndte på loftet, hvor gulvet ganske rigtigt var så porøst, at min fod nærmest sank ned i træet. Jeg blev stående på trappen, og strakte mig så langt jeg kunne. På en bøjle hang en af Poul Eriks frakker. Eller måske var det hans fars?

I et skab, i soveværelset neden under, hang hans tøj sirligt på bøjler, og på en hylde i klædeskabet, lå nyt Kansas arbejdstøj, pænt sammenfoldet og aldrig brugt. Mærkerne sad på endnu.

I et lille sengeskab lå en andagtsbog, samt et hundehalsbånd.

Måske det var Poul Eriks sidste minde om en elsket kammerat?

Flere steder lå der hatte. Jeg fik et billede af en proper gammel mand.

Stedet var som en tidslomme. Telefonbøger fra 70’erne, aviser fra 80’erne, forældrenes møbler.  Et kort med en kærlig hilsen til Poul Erik fra et barn. Måske en bekendts – eller søsterens – eller….

Og i Poul Eriks mors gamle natbord, lå der i et hjørne i skuffen, et billede af en ung mand. Måske Poul Erik..?

Efter jeg havde lukket døren ind til baggangen, stod jeg lidt uden for huset.

Prøvede at forestille mig Poul Erik, trisse rundt i den stribede morgenkåbe, der hang på en knage i huset bagerste rum. Mens kaffemaskinen snurrede. Den stod i øvrigt i et skab ude i baggangen.

I tankerne takkede jeg Poul Erik for besøget, kæmpede mig vej gennem brændenældeskoven, og forlod stedet, mens gruset  knasede under mine sko.