DAKO købmanden

DAKO – en frisk butik, stod der hånligt, på et stor blå-rødt klistermærke, der strakte sig tværs over den gamle købmandsdisks forside. Det så underligt malplaceret ud, på den gamle trædisk. Som kom de fra to forskellige verdener.

Jeg stod faktisk og var lidt irriteret, for her lå der en gammel købmandsforretning, få meter fra min næse. Og så kunne jeg ikke kommer ind.

Jeg havde været alle døre igennem – alle var forsvarligt aflåst. Selv kælderdøren var solidt stænget af – men hele trappeskakten var også fyldt op med gammelt ragelse, og spærrede effektivt vejen.

Der var et par vinduer på førstesalen, som stod på klem. Men det ville enten kræve vinger, eller en stige, som jeg ikke havde på mig.

Nu stod jeg så her, med snuden mod ruden, og kunne lige skimte en butik fra fortiden, gennem de tynde gardiner.

Jeg besluttede mig for at spørge naboen, om de kendte noget til stedet.

Naboen var en lille gammel mand, der kiggede på mig, med det blik som ældre folk på landet, kigger på fremmede på. Lidt nysgerrigt – lidt mistroisk.

Jeg forklarede ham mit ærinde, og han så på mig med endnu større mistro, men blødte dog lidt op, efterhånden som vi fik talt sammen.

Jo, jo, stedet stod godt nok tomt, Det havde det gjort det sidste års tid. Der havde boet et ungt par, men de var blevet sat ud, efter kommunen havde overtaget huset, på en tvangsauktion. Stedet stod til at skulle rages ned, en gang i den nærmeste fremtid (jeg sukkede lidt -øv!). Købmanden var lukket en gang i 70’erne. Og siden havde stedet haft en del beboere.

Om han troede jeg kunne komme ind?

Uha, nej – det tvivlede han på. Kommunen stod for det, og der kom regelmæssigt vagtfolk og tjekkede.

Jeg takkede for sludren, og han daffede tilbage til sit gamle skur, hvor et lig af en traktor stod og så mismodig ud.

Altså – måtte jeg nøjes med at tage billeder udefra, og kigge lidt ind ad vinduerne hvor det var muligt. Jeg følte mig lidt overvåget, for på den modsatte side af vejen, havde en anden nabo taget opstilling, og fulgte nysgerrigt mine bevægelser.

Huset var misligholdt, og osede lagt væk af, at være hæs i stemmen af, at råbe på GORI. Hist og her stod en tom urtepotteskjuler i vinduet, omkranset af mægtige spindelvæv. På førstesalen stod enkelte knastørre planter, og understregede husets forladthed.

Arkitektens trøst gjorde hvad den kunne for at opsluge bygningens facade. Den var allerede i færd med at æde et par vinduer.

Jeg vendte tilbage til de gamle butiksruder. I det ene vindue kunne skimtes nogle gamle ølkasser og en masse udefinerbart rod.

Da jeg skyggede med hænderne, kunne jeg i det andet vindue ane den gamle butik. En lang disk, der bredte sig i det meste af butikkens længde. På disken et stativ med gamle ruller med brunt indpakningspapir. Ellers bare rod.

Bagved hylder, inddelt i kvadrater. Nogle tomme. I en enkelt stod en gammel æske fra Toms, og helt til venstre i butikken, en tom montre, med en reklame for et kendt fotofirma. Købmanden havde altså også solgt kameraer.

Jeg ærgrede mig lidt over stedets utilgængelighed, men det er en del af gamet. Og dette hus, skulle åbenbart blive ved at være en skattekiste man ikke kunne åbne.

Før jeg steg ind i bilen, kastede jeg et sidste blik på den triste bygning. Ufatteligt at der havde boet mennesker i den, for blot et års tid siden.

Mens jeg langsomt trillede bort ad landevejen, stod naboen på modsatte side, og holdt øje med mig. Så havde han da også oplevet lidt i dag.